Vi ses deroppe

I Pierre Lemaitres 'Vi ses deroppe' blotlægges krigens ødelæggende kraft – men også de positive ting, som kampens grusomhed kan bringe med sig, er der plads til - nemlig venskabet.

I 2014 er det hundrede år siden, at Første Verdenskrig begyndte, og det har ført til en lang række udgivelser, der tager udgangspunkt i netop denne historiske begivenhed. Selvom Pierre Lemaitres 'Vi ses deroppe' er fra 2013, falder også denne ind under kategorien værker om Første Verdenskrig - og så alligevel ikke.

Den over 500 sider lange bog, der vandt den prestigefyldte, franske litteraturpris, Gonvourtprisen, tager afsæt i krigens sidste uger, og de venskaber og fjendskaber, der grundlægges der. Alligevel er det ikke 'Vi ses deroppe' man skal læse, hvis man ønsker en lærebog i Første Verdenskrig. Ikke fordi værket kommer med forkerte oplysninger eller krigen bare er et bagtæppe for handlingen, men fordi Lemaitre i højere grad interesserer sig for krigen som koncept. Første Verdenskrig bliver således brugt til at vise menneskers dumhed, egoisme, frygt og betydningsløshed – men ligeledes deres fantastiske overlevelsesmekanismer, deres vilje, deres kærlighed og deres drømme. I stedet for et historisk overblik møder man krigen og mennesket – og det er netop dét, der gør, at bogen føles så uhyggeligt aktuel netop nu, hvor krig og kamp fylder næsten lige så meget i nyhedsbilledet, som det gjorde i 1914.

Fra krimi til finlitteratur
'Vi ses deroppe' er skrevet af den anerkendte krimiforfatter Lemaitre, der blandt andet er kendt for 'Alex' (2011), som vandt den internationale krimi-pris CWA International Dagger samme år, som han vandt den finlitterære Gonvourtpris, hvilket i sig selv er en sjældent set bedrift. Før Lemaitre begyndte at skrive, var han underviser i litteratur, og det er tydeligt, at værket er skrevet af en litterat, der kender sine klassikere. Lemaitre lader tydeligt inspirere af disse klassikere, hvilket han også selv understreger i sit slutord. Eksempelvis ses der i bogens første kapitel klare referencer til Remarques 'Intet nyt fra Vestfronten', ligesom både sproget og opbygningen har paralleller til 'Rejsen til nattens ende' – begge klassiske værker om Første Verdenskrig. Lånene fra den klassiske litteratur virker dog hverken kunstige eller pastiche-agtige, men er derimod med til at give romanen en helt unik dybde. Modsætningen til de finlitterære referencer er den frække og sarkastiske fortællerstemme, der gennem beskrivelser, som næsten bliver absurde i deres kynisme, udleverer mellemkrigstidens franskmænd. Tonen er langt fra sentimental, men så meget desto mere virkningsfuld. Især fordi der imellem de bidske kommentarer bliver plads til beskrivelsen af ægte venskab.

Venskab - både på grund af og på trods af krig
'Vi ses deroppe' handler om den tidligere bankansatte småborger, Albert Maillard, der i en af krigens sidste dage overværer, hvordan den ambitiøse og kyniske adelsmand Henri d’Aulnay-Pradelle skyder to franske soldater i et forsøg på at motivere sine mænd til et sidste angreb. Albert selv ender begravet i en bunke murbrokker, men reddes af den kunstneriske rigmandssøn Edouard Péricourt. Lige efter redningsaktionen får Edouard sprængt sit underansigt væk, og Albert beslutter sig for at hjælpe sin nye ven og lidelsesfælle. Mellem disse to ulige individer vokser et sært, men stærkt venskab frem. Edouard nægter at vende hjem til sin far, en kynisk forretningsmand, der aldrig har forstået sønnen, og det bliver derfor Albert, der gennem småjobs må finansiere Edouards voksende morfinmisbrug. Dette forkvakler på sin vis deres forhold fra begyndelsen, idet Edouard føler, at der i lige så høj grad er tale om et forhold mellem en forsørger og et barn, som et ligeværdigt venskab.

Dette ændrer sig den dag, Edouard får idéen til et stort svindelnummer. Han er en gudsbenådet tegner og begynder at tegne skitser til monumenter over faldne soldater. Edouard overtaler Albert til at sælge disse monumenter vel vidende, at kunderne aldrig vil få, hvad de har betalt for.

Svindelnummeret er ikke kun et forsøg på at tjene penge, men ligeledes et opgør med efterkrigstidens idealisering af rædslerne ved fronten. Med monumenter som ”Til angreb”, ”Kammerater i kamp” og ”Døende soldat, der forsvarer flaget”, taler Edouard direkte til den både sentimentale og krigsforherligende stemning i tiden, ligesom han taler til den del af Frankrig, der ønsker at ”Rejse et monument, der yder retfærdighed over for deres lokalområde og deres helte, der fortjener at blive foreviget som et eksempel til efterfølgelse af de kommende generationer”. Det ligger underforstået i bogen, at de, der hopper på den form for nonsens, næsten fortjener at blive snydt – og snydt bliver de. Selvom Edouard vælger at dø ved, i en morfinrus, at springe ud foran sin fars bil, og dermed sætte et sidste ironisk punktum for heltedyrkelsen, får Albert muligheden for at flygte med millionerne og sin store kærlighed. Edouard er for første gang forældreren og Albert barnet. Venskabet forbliver således intakt, idet Edouard formår at give Albert den største gave, der kan gives, nemlig hans frihed.

Den store historie i den lille historie
Sideløbende med Edouards og Alberts historie følger vi også Løjtnant Pradelle, der ironisk nok har giftet sig med Edouards søster og er i gang med sit eget store svindelnummer. Godt hjulpet af svigerfaderens gode forbindelser, får Pradelle opgaven, at opgrave og genbegrave nationens faldne sønner, om end han ikke tager det så højtideligt, hvorvidt kisterne passer i størrelse, eller om det er de rigtige personer der begraves. I modsætning til Alberts og Edouards svindelnummer baserer Lemaitre her sin handling på virkelige begivenheder, hvilket blot understreger forståelsen af krig, som en form for forretning med menneskeliv.

Som allerede nævnt trækker Lemaitre hele tiden paralleller mellem den lille historie og den store historie. Dette kommer eksempelvis til udtryk i den klare linje, der går fra Edouards utilpashed ved den blinde helteideologis tendens til at glemme den barske virkelighed, og til det faktum, at han nægter at skjule sit smadrede underansigt. En lignende forbindelse ses mellem veteranernes forhold til deres fædreland som helhed, og Edouards forhold til sin far. Faderen, der aldrig anerkendte sin søn, da han levede, genfinder sin kærlighed til ham i idéen om den faldne soldat. Ligesom så mange andre i Frankrig har han mere travlt med at hylde de døde helte, end at tage sig af de ligeså heltemodige, men væsentlig mere besværlige, veteraner.

Ironisk nok er faderen en af dem, der narres af Albert og Edouards mindesmærkeforretning. Det hele går således op i en højere enhed, og Lemaitre får rettet en klar kritik mod et samfund, der hylder helteungdom og den faldnes mod på bekostning af erkendelsen af krigens grusomhed og meningsløshed. Samtidig gør hans humoristiske plot og forfriskende kyniske sprog, at denne kritik ikke bliver kvalm eller belærende – men fører til en skæv eftertænksomhed, der bliver siddende i læseren.

Kilder, links og centrale værker