Buenos Aires-kvintetten

En detektivroman, der sprænger rammerne for genren og lader filosofiske bogbrændinger og tangopoesi indgå på lige fod med et hæsblæsende plot.


Argentina, jeg synger dig en tango…

Da Montalbán rejste rundt i Argentina for at researche til romanen 'Buenos Aires-kvintetten', mødte han en aften en mand, som han kom vældig godt ud af det med. ”En af dem, som kan Borges udenad”, fortæller Montalbán, ”’Han bad mig vælge et kendetegn ved Argentina, som havde gjort størst indtryk på mig. Jeg svarede, at det, der gjorde størst indtryk på mig, var tomrummet, som 30.000 mennesker havde efterladt, dem man kalder ’de forsvundne’". Uden at vise det mindste tegn på affekt svarede denne Borges-fan ham, at de forsvundne ikke var mange nok, og at meget rakkerpak endnu manglede at blive udryddet [1].

Scenen blev, som mange andre selv oplevede under Montalbáns Argentina-rejse, indlemmet i stort set uændret form i den færdige roman. Virkeligheden overgår som bekendt ofte fantasien, særligt når det kommer til menneskenes uhyrligheder.

I 'Buenos Aires-kvintetten' bliver den desillusionerede og melankolske detektiv Pepe Carvalho sendt til Argentina for at finde sin fætter, Raúl Tourón, som var del af en peronistisk modstandsgruppe under militærdiktaturet. Raúl og resten af gruppen blev taget til fange og tortureret, indtil de på mirakuløs vis blev sluppet fri og Raúl hentet til Spanien af sin far. Nu er han så vendt tilbage for at finde sin datter, som forsvandt den dag, han blev taget til fange.

Tilsløring af kannibalisme

'Buenos Aires-kvintetten' er en detektivroman i noir-genren. Lige som den originale amerikanske hårdkogte krimi kaster romanen et samfundskritisk blik på sin samtid. Den blev udgivet i 1997, fire år efter at amnestiloven blev vedtaget, en lov som beskyttede militærdiktaturets krigsforbrydere imod retsforfølgelse. Og romanen illustrerer både i sin tematik og stemning det, at ofrene levede dør om dør med deres forhenværende torturbødler uden at kunne stille dem til ansvar. Angsten og magtesløsheden beskrives som et dagligt livsvilkår, som man bare lever med. Men, og det er måske nok her, at Montalbán er så mesterlig: Det er ikke en endimensional og fingerpegende samfundskritik, han leverer. Alle personerne (og der er mange af dem) vises i al deres menneskelighed med deres gode såvel som deres mindre gode sider. Selv Kaptajnen, den arketypiske iskolde militærmand, der uden at blinke torturerer og dræber for at opretholde den orden, han tror på – selv han får i glimt lov til at vise sig som en nænsom og kærlig mand.

Og så er der Carvalho selv, hvis yndlingsbeskæftigelse er, næst efter at lave (og især spise) god mad, den såre politisk ukorrekte at brænde bøger. Og det skal helst være litteraturhistoriens hovedværker – mindre kan ikke gøre det. Han forklarer:

”Jeg har læst bøger i fyrre år af mit liv, og nu brænder jeg dem, fordi de ikke har lært mig at leve […] Kulturen lærer ikke én at leve. Den er blot frygtens og uvidenhedens maske. Dødens. Du ser en ko på pampaen… Du dræber den. Du spiser den rå. Alle vil pege på dig og sige: Han er en barbar, en vild. Men hvis du derimod fanger koen, dræber den, udskærer den perfekt, steger den, anretter den med chimichurri-sauce. Det er kultur. Det er forskønnelse af kannibalismen. Tilsløring af kannibalismen".

Hermed har den filosofiske detektiv spidsformuleret civilisationens paradoks: Den kulturelle forfinelse formår ikke at udrydde det faktum, at vi på ét punkt ikke adskiller os spor fra vore forfædre i dyreriget. Og bogen er et af de ældste symboler på kulturel og åndelig forfinelse. Derfor brænder han dem.

Paradoksalt nok er romanen spækket med litterære referencer, ikke mindst til Argentinas store forfatter Jorge Luis Borges og til hans fantastiske univers.

I sin søgen efter Raúl møder Carvalho et formidabelt og karnavalesk persongalleri, og den ene absurde episode afløser den anden, så læseren må holde tungen lige i munden for ikke at tabe tråden. Romanen tager form som et vildt og farverigt æskesystem, hvor sidefortællinger vikles ind i hinanden og i hovedplottet – og midt i det alt sammen står sangerinden Adriana Varela med den superbe kavalergang, og med sin dybe, hæse stemme synger hun tangoer, som kommenterer og illustrerer handlingen efterhånden, som den skrider frem:

"Du søger
en erindrings skygger,
fodspor i blodet,
der er så gammelt som solen.

Du søger
et såret dyr,
bytte for skæbnen,
der ikke kender dets smerte

Gå forbi, fremmede,
der er ingen medlidenhed
med den, der kom for sent
til tidens tog".