Bog

Hviskeleg

Af (
2011
)

Anmeldelse

Hviskeleg af Arne Dahl

26 sep.11

Herligt og glædeligt gensyn med nogle af personerne fra Arne Dahls nedlagte A-gruppe.

””Europol sender et par mand over fra Haag. Du skal samarbejde med dem, men ikke med nogen andre”.” Et par mand fra hvad?” udbrød Dryden. ”Den operative enhed, Europol?”

Efter 10 romaner med A-gruppen mente Arne Dahl åbenbart, at det var nok, og det var vi rigtig mange, der var kede af. Derfor er det glædeligt at han nu starter på en ny serie, hvor i hvert fald en del af gruppens medlemmer er medvirkende.

Paul Hjelm er blevet leder af en operativ enhed under Europol, Opcop, en enhed, som der ikke er mandat til i EU, og derfor er det hele meget hemmeligt. Gruppens formål er at bekæmpe den internationale kriminalitet i en globaliseret verden med åbne grænser, og den skal teste om det overhovedet er muligt at gennemføre politiefterforskninger på overnationalt plan.

Gruppen er hjemmehørende i Haag, og den er sammensat af 14 medlemmer fra 10 EU-lande.

Politiet finder en kvinde i London, som er blevet dræbt på en meget bestialsk måde. Det mest underlige er, at de i hendes anus finder et rør med en seddel med påskriften ”Til den operative enhed, Europol”, da der ikke er mange udover gruppens medlemmer, som kender til dens eksistens. Hvem har hvisket?

Der kommer flere ting i spil: en svensk møbelfabrikant, som er i lommerne på den italienske mafia, en tibetaner, som lige inden han døde, fik hvisket en sætning i øret på en af gruppens medlemmer og en mystisk Ariadne, som kender til snyderi med enorme pengesummer.

Jeg røber ikke for meget ved at sige, at det hele handler om økonomisk og grænseoverskridende kriminalitet. På et tidspunkt siger Paul Hjelm, at han savner håndgribelige forbrydere, man ser aldrig dem, dem der sidder og trækker i trådene. Er det vor tids kriminalitet?

Som vanligt har Arne Dahl mange kommentarer til tidens aktuelle og politiske problemer, denne gang præget at et vist sortsyn, synes jeg.

Der er mange tråde og mange personer at holde rede på, men Arne Dahl får på en fiks måde lavet opsummeringer, så vi som læsere kommer med igen.

I denne bog viser Arne Dahl, at der i høj grad er brug for Opcop, og jeg glæder mig til at følge gruppen og dens medlemmer fremover.

Analyse

Dahl, Arne - Hviskeleg

I en gråzone mellem legalitet og den lyssky verden møder vi Arne Dahls nye kriminalgruppe, der ikke blot fanger forbrydere, men også diagnosticerer en forbryderisk verden.

De fleste har set krimier i fjernsynet og kan derfor nemt forestille sig det store whiteboard, der angiveligt skulle være på alle politistationer – det store whiteboard, hvor der bliver ophængt billeder af alle mistænkte, nedskrevet teorier og pludselige indfald og dekoreret med sterile og groteske billeder af gerningssteder – hvorefter der bliver trukket streger imellem alle de forskellige dele, således at det, der før var et whiteboard, forvandler sig til et edderkoppespind af mulige forbindelser. Sådan er Hviskeleg - både hvad angår plot og komposition.

Vanen tro har Arne Dahl skabt en krimi, der vil mere end bare løse en mordgåde. Hviskeleg  skriver sig ind i den lange svenske tradition af samfundskritiske kriminalromaner – en tradition der begyndte med Sjöwall og Wahlöös krimiserie Roman om en forbrydelse, og som har været holdt i hævd lige siden med store bestsellere som Henning Mankells Wallander-serie og Stig Larssons Millenium-triologi. Hviskeleg gør da også, gennem en stor mængde intertekstuelle referencer, opmærksom på sin afhængighed af denne tradition.

Det er ikke nyt for Arne Dahl at arbejde i den samfundskritiske genre. Allerede i hans første krimier, den kendte dekalog om A-gruppen, der endte med at blive i provokerende 11 bind, i forhold til 10-binds-traditionen, som Sjöwall og Wahlöö startede med serien Roman om en forbrydelse, blev det svenske samfund taget under kærlig og ironisk behandling. På samme måde tegner den nye kvartet om Europols Opcom-gruppe, der begynder med Hviskeleg, til at blive en serie, der ikke bare ønsker at kritisere, men også diagnostisere den moderne, globale verden. Sammenhængen til hans tidligere krimiværker, er da også tydelig, blot er fokusset nu ikke på Sveriges forhold til Europa, men derimod på Europas forhold til henholdsvis nationalstaterne og det internationale samfund.

Også gennem personerne markeres forbindelsen. Arne Dahl har flyttet en stor del af den gamle A-gruppe til Europol, mens han lader en anden del af A-gruppen fungere som nationalt baseret Opcom-afdeling. Denne opbygning giver mulighed for tydeligt at se samspillet mellem det nære skandinaviske og det til tider meget fjerne Europa. Udover A-gruppens medlemmer er der blevet føjet en hel række nye ansigter til persongalleriet: En kriminalefterforsker fra Berlin, en skrivebordsstrisser fra Warszawa, en mafiabekæmper fra Rumænien, en tidligere agent fra MI5, en litauisk mafiainfiltrator, en souschef fra Athen, en narkostrømer fra Marsaille, en kriminalstatistiker fra Madrid og en mordtruet mafiaefterforsker fra Calabrien. Arne Dahl har således skabt et lille mini-Europa inde i Opcom-gruppens lokaler – et mini-Europa der, i det mindste i begyndelsen, har mange af de samme sammenhængsvanskeligheder som den rigtige union. Endvidere kæmper gruppen med, at den faktisk ikke eksisterer officielt. Opcom-gruppen, der er en operativ enhed indenfor Europol og således kan forstås som et FBI i mindre skala, er etableret på forsøgsbasis og skal holdes hemmelig, hvilket giver gruppen en del problemer – og en del moralske skrubler. Denne konstruktion spiller desuden fint op imod resten af plottet, hvor det netop er grænserne, der afsøges – både bogstaveligt og i overført betydning.

Opcom-gruppen der, idet den ikke eksisterer officielt, hverken har nogen regler, ingen stopklodser eller grænser, sættes overfor en forbryderring, hvis forbrydelser ikke kun finder sted i den lyssky underverden, men ligeså tit i centrerne for den moderne, globale verden, ikke i hemmelighed, men i åbenhed og med fuld accept fra hele det internationale samfund. Grænserne mellem det lysky og det legale nedbrydes ikke blot, men bliver ofte helt væk. Politiet og forbryderne leger den samme hviskeleg, mens verden falder sammen omkring dem. Som den svenske leder for Opcom-gruppen, Paul Hjelm udtrykker det i bogens sidste halvdel: ”Vi kæmper mod spøgelser, skygger. Mod noget så diffust som en tidsånd”. Bogens realistiske univers er således skildret som en verden, hvor der ingen virkelige forbrydere er, og samtidig næsten ikke andet. Hvor forbrydelse er blevet noget uhåndgribeligt, og hvor verden bevæger sig i gråzoner. Det er i denne verdensskildring, at bogens virkelige samfundskritiske potentiale ligger. Selvom enkelte institutioner og begivenheder hives ud og kritiseres eksplicit, er det altid kun som eksempler på en syg tidsånd – en tidsånd, hvor dem der skal beskytte dig, det være sig EU med dets økonomiske reformer, internationale sikkerhedsselskaber, eller selve politiet, ligeså tit er dine fjender som dine venner. En tidsånd, der blot bliver sygere og sygere jo længere vi kommer ind i globaliseringens og digitalmediernes verden. Arne Dahl har imidlertid valgt ikke at lægge sin samfundskritik i munden på en fortæller, men derimod hos protagonisterne, hvilket dog ikke sår tvivl om, at personerne langt størstedelen af tiden fungerer som talerør for forfatterens samfundskritiske stemme. Dette er tydeligt i og med, at bogens opbygning understøtter personernes samfundsdiagnose. Verden beskrives som et sted, hvor de kriminelle organisationer griber friktionsløst ind i hinanden, hvor der ikke er nogen begyndelse, men blot en historie hvor det hele allerede er sket, og ingenting kan begynde, uden at alt det andet allerede er der - en verden i en nedadgående spiral. Denne verden afbildes i kompositionen. Alle begivenheder foregår samtidig og er altid indbyrdes afhængige, selvom den ene foregår i Tibet og den anden i et svensk forstadshjem eller i en lejlighed på Manhattan. Også indenfor kompositionen er det således utroligt svært at sige, hvor det ene stopper og det andet begynder, hvilket gør bogen til en delvis forvirrende læseoplevelse – noget den også er blevet kritiseret for i en række anmeldelser. Kritikken er imidlertid ikke nødvendigvis retfærdig, idet plottets og kompositionens uoverskuelighed netop spiller sammen og samtidig underbygger hele den samfundskritik, der i høj grad er bogens bærende element.

Også selve forfatternavnet passer ind i denne uvishedens æstetik. Arne Dahl er nemlig ikke en virkelig person, men derimod et pseudonym for den svenske finlitterære forfatter og litteraturkritiker Jan Lennart Arnald (født 1963), hvilket først blev opdaget i 2003, altså fem år efter, at den første roman om A-gruppen, Misterioso (dansk udgave i 2001), udkom. Brugen af pseudonym er relativt almindelig indenfor krimigenren -  bare tænkt på Maria Lang (Dagmar Lange), Liv Mørk (Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard), Lars Kepler (Alexandra Ahndoril og Alexander Ahndoril) og A.J. Kazinski (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich). Alle disse forfattere, inklusiv Jan Lennart Arnald, har på forskellige tidspunkt udtalt, at de har valgt at skrive under pseudonym for at undgå, at deres bøger udelukkende bliver vurderet ud fra deres tidligere meritter. Imidlertid er det paradoksalt, at det lige netop er inden for krimigenren,  pseudonymtrenden florerer, og hvad de enkelte forfatteres bevæggrunde end er, er det svært ikke at tro, at de har ønsket at puffe yderligere til den suspense, som krimigenren er så afhængig af. Om ikke andet passer brugen af pseudonym specielt godt ind i Hviskeleg, eftersom det er kendetegnende for værkets interne logik, at det er meget få vi kender et navn på, og hvis vi endelig kender navnet, så er det et dæknavn – et fænomen der ligeledes er en del af romanens samfundsdiagnose, eftersom det flere gange understreges, at det er den digitale verden, internettet efter web 2.0’s gennembrud, der giver muligheden for denne altomfattende anonymitet.

Internettet spiller også en anden rolle i bogen, nemlig  som den primære kommunikationskanal – noget der imidlertid også problematiseres. Selvom vi i dag har uhørt mange muligheder for at kommunikere, er det kendetegnende for værket, at folk alle bliver holdt tavse eller selv holder sig tavse, at folk der forsøger at råbe, knap nok kan hviske, at skift er i koder, eller at sproget er en barriere. I takt med at bogen tegner billedet af den globale landsby, hvor alt hænger sammen, relativeres dette billede gennem anskueliggørelsen af de kommunikative udfordringer sådan en verden står over for.

Alt går således op i en højere enhed i Arne Dahls Hviskeleg, hvor samfundskritikken ikke blot bliver bærende på plotniveau, men ligeledes på kompositionsniveau. På samme måde bliver krimigenrens traditionelle happy ending suspenderet i en realistisk erkendelse af, at nutidens internationale forbrydere sjældent kan bestemmes som forbrydere og endnu sjældnere kan fanges.


Cand. mag. Sidsel Mittet


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Nordjyske.dk
(3/4 2011: Bent Stenbakken: Ordkraft : Krimikonge på hjemmebane).
Interview med Arne Dahl i forbindelse med hans deltagelse i litteraturfestivalen ordkraft der blev afholdt i Aalborg i 2011

Anmeldelser i aviser

15/9 2011 Mette Strømfeldt i Berlingske tidende
20/9 2011 Marie Louise Toksvig i Ekstra bladet  

15/9 2011 Tonny Vorm i Information

21/9 2011 Lars Ole Sauerberg i Jyllands-posten

26/9 2011 Mie Petersen i Kristeligt dagblad 

5/10 2011 Henrik Palle i Politiken

12/9 2011 Bo Bjørnvig i Weekendavisen

 

Anmeldelser på nettet

Dast Magazine
14/6-2011 Hjelm, Karl: Viskleken
Svensk anmeldelse

Dn.se
Magnus Eriksson: Arne Dahl "Viskleken"  
Svensk anmeldelse

Ekspressen
Nils Schwartz: Arne Dahl "Visklegen" 
Anmeldelse i den svenske avis Ekspressen.

Kulturkapellet
Kim Toft Hansen: Ind af det ene øre…


GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger

81.09
Den skandinaviske krimi : bestseller og blockbuster / redaktører: Gunhild Agger, Anne Marit Waade. - Nordicom, 2010.
(heri s.1 09-125: Peter Kirkegaard: A fucking tragedy - krimien som vor tids tragedie? Arne Dahls "Europa Blues" og Jan Arnalds "Övervåld").
Analyse af Arne Dahls Europa blues set i forhold til "tragedien" og "det tragiske".

Artikler i aviser

Nordjyske.dk
(heri 25/9 2009: Bent Stenbakken: Akademikeren som blev kriminel).
Interview.

Politiken
(heri 26/3 2007: Dorthe Hygum Sørensen: Kærlighed i krimiernes tid).
Interview  

Politiken
(heri 6/1 -2003: Dorte Hygum Sørensen: Den dobbelte mand).
Interview

Links

Danmarks radio
Se Arne Dahl blive interviewet på Krimimessen i Horsens om ELLEVE - bind elleve af ti i serien om A-gruppen.

Foredrag på Aalborg Universitet
Arne Dahl: Om (kriminal)litteratur og Europa blues

Forfatterens officielle hjemmeside
Hjemmeside med blandt andet nyheder, bibliografi, kalender og forfatterportræt. Siden kan ses både på svensk, engelsk og tysk. Se under nyheder, at Arne Dahl i 2011 modtog prisen for bedste krimi for Hviskeleg af det Svenska deckarakademi. 

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Krimi og kriminaljournalistik i Skandinavien, arbejdspapir nr. 12
Kirkegaard, Peter: Arne Dahl. Sjöwall og Wahlöö’s sande arvtager

Krimiwiki 
Artikel om Arne Dahl.



Bibliotekar Rikke Beck Walther, Vejle Bibliotekerne

28 feb.12

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Anders Johansen
Faustnummer
28927819
Graphic
Miroslav Sokcic
ISBN
9788770535908
Antal sider
478

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer