Isaak-katedralen

I 'Isaak-katedralen' kombinerer Kari Hokakainen satirisk samfundskritik med et knivskarpt blik for det moderne samfunds absurditeter.
Hans menneskeportrætter er kærlige og jordnære, og hans sprog er elegant og kontant.

Det er ikke mange finske forfattere, der har fundet vej ind på de danske bibliotekshylder, men Kari Hokakainen har – og det med god grund. Hokakainen har både skrevet børnebøger, digte og teaterstykker, men det er gennem romangenren, han har fået sit internationale gennembrud. Allerede i 2004 fik han således Nordisk Råds Litteraturpris for bogen 'Juoksuhaudantie' (på dansk: 'Hjemmefronten'), der beskriver et almindeligt menneskes kamp for og i parforholdet. Efterfølgende har Hokakainen skrevet en hel række bøger, der netop behandler det almindelige menneskes ualmindelige kampe. En af dem er 'Lisakin Kirkko' (På dansk: 'Isaak-katedralen') fra 2004, hvor det er menneskets kamp for sin ret til at være menneske, der står på spil.

'Isaak-katedralen' handler om og er fortalt af den 72-årige ærkeateist Paavo, der vågner på sygehuset efter en hjerneblødning, hvorefter han beslutter sig for at omvende sin søn, der er blevet noget så væmmeligt som religiøs. Så kort kan handlingen opsummeres, men det vil ikke være retfærdigt. Romanen handler nemlig om meget mere end religionens værdi for det moderne menneske  – den handler om tolerance, kærlighed, finske sygehuse, sex, generationskløfter og russisk politik – alt sammen på knap 150 sider.

Selvom hovedvægten rent opbygningsmæssigt ligger på opgøret mellem den ateistiske far og den troende søn, er bogen værd at læse alene på grund af dens smukke og dybt satiriske beskrivelse af en gammel mands kamp tilbage til livet efter en hjerneblødning. Paavos’ vej fra patient til menneske, samt alle de digressioner, erindringsbilleder og samfundskritiske betragtninger denne vej er brolagt med, giver et fantastisk billede af en helt almindelig mands kamp mod et system, der forsøger at fjerne hans menneskelighed, for at erstatte den med hvidt hospitalstøj og et liv, hvor alle følelser, ud over de mest almindelige, betragtes som ”spildvarme”. Det er også på baggrund af denne vandring, at opgøret med sønnen skal læses. Paavo tager ikke blot afsted til Rusland, fordi han som ateist ønsker at bringe sit eneste barn ud af den eksentielle og ansvarsforflygtigende misforståelse som religionen ifølge Paavo er, men ligeleledes – og måske mere – for at generobre sin egen menneskelighed.

Da Paavo vågner op på hospitalet går det op for ham, at han kun i teorien er en mand, men i praksis noget helt andet, nemlig patient – to ting, der for Paavo kommer til at stå som absolutte modsætninger. Mennesker handler og vælger, hvorimod patienter ikke får lov til nogen af delene. Bedre bliver det ikke af, at hans to værelseskammerater har accepteret deres nye roller som patienter. I stedet for at prøve at slippe ud og blive mennesker igen, har de gjort stuen til deres Kreml, hvilket bevirker, at Paavo opgiver dem som medsammensvorne. I stedet bekæmper han systemet ved hjælp af sin hudløse ærlighed. En ærlighed der er så humoristisk men samtidigt seriøst formuleret, at man som læser bliver tvunget til at tænke samtlige af hans påstande igennem. Da en sygehjælper eksempelvis kommer til at omtale ham som en grøntsag, tager han begrebet ud af dets overførte betydning og vælger at forstå det helt bogstaveligt. ”Jeg er ikke nogen grønsag. En gulerod, en majroe, en kålrabi og en rødbede er grønsager. Nu forvekslede den ene sygehjælper mig med nogen af landets bedste levnedsmidler”. En sådan bogstaveliggørelse peger ikke blot på begrebernes absurditet, men på det absurde i hele sygehussystemets måde at omtale mennesker på. Kampen mod systemets umenneskeliggørelse er imidlertid ikke blot en ideologisk kamp, men ligeledes en nødvendighed i Paavos forsøg på at komme videre.

I begyndelsen er det imidlertid ikke sådan. Paavo bruger paratviden som skjold mod det han kalder ”savlernes og vrøvlehovedernes verden”, som han er sikker på at glide ind i, hvis han ikke ”inden afslutningen af marts var i stand til at opremse alle medlemslandene i EU samt pladsfordelingen i den russiske Duma”.  Da disse ting først er på plads, går det imidlertid op for Paavo, at disse ting slet ikke er vigtige. Det der er vigtigt, er derimod noget meget mere abstrakt, nemlig følelserne.

En af de mest dominerende følelser hos Paavo er vreden, ikke den negative, forbitrede vrede, men den sunde retfærdige vrede  - over fx. at blive kaldt en grøntsag. Det selv samme system som er igang med at forvandle ham til patient, bliver således forudsætningen for, at han netop IKKE bliver patient – han har brug for modsætningen for klart at se fremtiden.

Da kampen mod systemet er så godt som overstået, finder Paavo en ny kamp, der skal holde ham i live, nemlig kampen mod sønnens religiøsitet. Paavo er, som allerede nævnt, ærkeateist, og det er han vedblevet at være selv efter hjerneblødningen. I modsætningen til klicheen om den indædte ateist, der pludselig bliver religiøs, når døden truer, formår Paavo således at holde sig til sin ”tro”, og gøre det uden fortrydelse, selv når hans overbevisning indimellem frembringer billeder, der for de fleste kan synes en anelse makabre:

”Det andet liv findes ikke. Det er kun døden. Koldt sand, varme rotter og trærødder, der trænger ind gennem øjenhulerne”.

Paavo er imidlertid ikke bange for at ende som rotteføde, det han er bange for er, at blive reduceret som menneske, inden han bliver det. Paavos frygtløshed i forhold til det manglende efterliv bevirker, at han tolker sønnens omvendelse som et udslag af angst – og af ansvarsforflygtigelse:

”For at blive af med sin frygt, tog han Gud til sig. Et frygtløst menneske bliver ikke helligt. Han tror, at Gud sender ham en skytsengel, der påtager sig alt det kedelige og hele ansvaret”.

Senere i bogen, da læseren endelig får mulighed for at høre sønnens side af sagen, tegner der sig imidlertid et noget andet billede. Sønnens religion er ikke et resultat af angst, men derimod en reaktion mod forældrenes opdragelse, der med Paavos egne ord sigtede mod ”stabilitet, flid og ingen visioner”. Pekka, sønnen, ønsker derimod noget andet.

”De sidste år har jeg siddet i toget og høvlet frem og tilbage mellem Helsinki og Sankt Petersborg, tju, tju, tju, her kommer Pekka, ham uden mål og mening.... et menneske er ikke kun skabt til at spise, drikke, betale for sin bolig og sidde og skide, der må være noget mere!”

Det ”mere” finder han i religionen, der får ham til at se verden på en ny måde, mos bliver håret på en sten, duerne børn af en åben plads, og kærligheden kommer til at betyde mere end den fysiske og psykiske kærlighed mellem to mennersker, som Paavo ellers hylder.

Kampen mellem far og søn bliver aldrig endeligt afgjort – ikke fordi  striden varer ved, men fordi det lykkes sønnen at vise Paavo, at det i virkeligheden ingen rolle spiller. Bogen kan således ende i en sorgblandet glæde, hvor savnet af den afdøde hustru blandes med håbet om ny kærlighed både som far og elsker.

Selv dette kan imidlertid ikke indfange bogen, for 'Isaak-katedralen' er ligeledes en kritik af det moderne vestlige samfund, hvor ”en mand er en kvinde. En kvinde er en mand. Et hus er en besiddelse. En købstad er en by. En spade er skiftet ud med en mobiltelefon. Horisonten med et farvedisplay. Himlen med et loft”, et samfund, der bruger sine beboere som forsøgsdyr i de svingende konjunkturers store laboratorium, og et samfund der både afviser og nødvendiggør den mystik, som Pekka søger i religionen. Dette aspekt ved bogen, gør den interessant også som samfundsroman. Endvidere er værket en anderledes og kærlig beskrivelse af Rusland – og ikke mindst Finland efter Sovjets fald. Som dansker får man således et indblik i et land, der både er tæt på og langt væk – en del af Skandinavien og samtidig et land, hvis skæbne, i højere glad end nogen andre skandinaviske lande, er sammenfiltret med den store nabo mod øst. 'Isaak-katadralen' bliver således også en fortælling om, hvad der sker, når de store fortællinger falder, og hele verden dermed ændrer sig. At bogen endvidere er skrevet i et virtuøst og humoristisk sprog, som Helena Idström fuldt ud har formået at oversætte til dansk, gør ikke læseoplevelsen mindre.

Kilder, links og centrale værker