Passageren

Cormac McCarthy afrundede sit forfatterskab med et storværk om at miste.

Vi kender ham så vældig godt. Den amerikanske helt. The Lonesome Rider. John Wayne eller Clint Eastwood, der kommer ridende ind i den lille by med problemer. Helten, der, trods sin tavshed eller på grund af sin tavse charme, stifter venskaber. Denne mystiske, let faretruende mand med noget voldsomt i bagagen og hjertet på det rette sted, der med mod og handlekræft kaster sig ind i kampen og besejrer verdens ondskab og uretfærdighed.

Hovedpersonen i Cormac McCarthys 'Passageren', Bobby Masters, har sår på sjælen, er tidligere racerkører og nu erhvervsdykker i New Orleans. Vi følger ham og hans crew ned i dybet – bl.a. til et havareret fly, hvor passagererne sidder druknede og fastspændt i sæderne og flyets sorte boks mangler. Dykkerne kommer under mistanke og et kværnende system sætter i gang.

Bobby Masters har mistet sin skizofrene søster og sit livs kærlighed. Bogens prolog beskriver fundet af søsterens lig, og i et kursiveret spor gennem bogen oplever vi hendes hallucinationer på vej mod selvmordet. Masters bevæger sig fra bar til bar og taler med venner. Dialogen er ladet med uudtalte følelser og dramaer, der vækker mindelser om tv-serien 'True Detective'  og de helt store ikoniske amerikanske forfattere som Hemingway, da han var bedst. Karaktergalleriet har en snært af John Steinbecks gutter fra 'Et mægtigt gilde' og 'Rutebil på afveje'. Det er den vægtklasse, Cormac McCarthy befinder sig i med sit helt egen nøgterne mismod og en varm ubarmhjertig håbløshed, der trods alt her en gnist af tro på overlevelse.

'Passageren' er en bog, der kræver en indsats af sin læser; en indsats, der til fulde betaler sig. Det er ikke en roman, der er drevet af et stramt plot, og den interesserer sig ikke det mindste for at give sin læser en overordnet forklaring - endsige en tydelig skildring af skurke og helte. Bobby Masters er en af The Lonely Riders. Han er en fåmælt helt, der er blevet ramt af noget voldsomt, men han er det i en moderne verden, hvor uretfærdigheden og ondskaben ikke har en konkret form, hvor der ikke er en indlysende måde at bekæmpe den på, om end den ikke er mindre kværnende og ubarmhjertig.

Det er en roman med noget så præ-moderne som en grundstemning af spleen; denne følelse fra romantikken af evig smertefulde tvivl på kærligheden og livets værdi; på om livet egentlig er meningsfuldt. Selvom begivenhederne kaster Bobby ind og ud af ensomheden og på rejser på kryds og tværs af USA, har de i bund og grund hinanden, Master og vennerne. Det er disse særlige venskaber, der opstår mellem mænd, der mødes på barer og taler om, hvad der sker, hvor helten bryder op med et: ”Jeg bliver nødt til at gå”, før talestrømmen ebber ud, eller når frem til det, det egentlig handler om. Det punkt, hvor man bliver nødt til at betro sig og blotlægge alt det nøgne og smertefulde. Det er der, men det ligger gemt i sikkerhed under alt det andet.