Bog

Demon Copperhead

Af (
2024
)

Anmeldelse

Demon Copperhead

14 mar.24

Storslået amerikansk dannelsesroman om en ukuelig dreng, der kæmper en hård kamp for at overkomme livet. 

Historien om Damon Fields begynder den dag, han bliver født på et toiletgulv i en trailerpark i Lee County i det sydvestlige Virginia i slutningen af 1980’erne. Hans mor er teenager og misbruger, så livet bliver fra starten en kamp for Damon, der får kælenavnet Demon Copperhead - blandt andet pga. den røde hårfarve, der er en arv fra hans afdøde far.

Navnet Demon Copperhead får muligvis en lille klokke til at ringe hos litteraturelskeren og med god grund. Hele rammehistorien er løseligt baseret på Charles Dickens klassiker David Copperfield. Derfor medfølger der en lille sidegevinst i at opdage koblingerne mellem karaktererne i de to romaner. For karakterer er der masser af. Ligesom David Copperfield møder Demon Copperhead mange forskellige mennesker på sin vej, og i begge bøger spiller havet en vigtig rolle for hovedpersonen. Demon har fået at vide, at fordi han er født i sejrsskjorte, så er det et løfte fra Gud om, at han aldrig drukner. Og det er måske én af grundene til, at Demon er besat af havet og at opleve det ”som den ene store ting, som jeg ved ikke vil æde mig levende”.

Heldigvis er Demon gjort af et helt særligt stof, der gør ham til en overlever. Han er en fighter med mange talenter og et grundlæggende sympatisk menneske. Selvom der er alle tegn i sol og måne på, at denne dreng er dømt til at gå i hundene, så er der også sprækker af håb. Han skal bare lige lære at skelne skidt fra kanel, for selvom han løbende finder ud af, at ikke alle mennesker er til at stole på, så møder han også godhed. Blandt andet er nabofamilien i trailerparken medvirkende til, at han oplever følelsen af tryghed og omsorg. Desuden er Demon i besiddelse af en særligt kreativ overlevelsesstrategi, han har nemlig talent for at tegne. Et talent, der hjælper ham af med de sorte tanker, når livet bider fra sig. Og et talent der måske kan bringe ham vidt, hvis han forstår at udnytte det.

Barbara Kingsolver formår at fortælle sin historie med lige dele indsigt, humor og empati. Hun engagerer sig i socialt arbejde, klima og politik, hvilket i stor stil afspejles i hendes romaner. Kingsolver har for ’Demon Copperhead’ modtaget bla. Pulitzerprisen og Womens Prize for Fiction. Fuldt fortjent, for det er en virkelig fremragende roman, der trods sine 600 sider er noget af en pageturner og ikke en side for lang. Det er en fortælling, der går lige i hjertet og maven, for man kan ikke undgå at komme til at knuselske Demon. På grund af historiens usentimentale tone vokser knuden i maven sig ikke for stor, og hjertet bliver ikke helt knust. Man hepper og tror på Demon Copperhead og hans overlevelsesevne - og at han nok skal få havet at se engang.

'Demon Copperhead' kan læses på dansk i Rasmus Hastrups oversættelse. Hvis du endnu ikke har læst 'David Copperfield' ligger der pt. en genial filmatisering på Filmstriben: The personal history of David Copperfield.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Rasmus Hastrup
ISBN
9788702404128

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer