1Q84 - bog 1

En mand og en kvinde som leder efter hinanden, en roman om en luftpuppe, en virkelig luftpuppe og to måner, som måske, måske ikke er fiktion - velkommen til '1Q84'.  

Et plotresumé af Haruki Murakamis trebinds værk '1Q84' (2009-2010) kan skrives meget kort: Pige møder dreng, de skilles, leder efter hinanden for til sidst at blive genforenet. Klassisk, og så alligevel ikke. I et interview med The Guardian i 2009 udtalte den japanske forfatter, at han med sit værk ønskede at gøre en ”simpel” historie så ”kompliceret” som mulig.

Det er lykkedes. For det første er ”pigen” og ”drengen”, der leder efter hinanden, langt fra enkle. Kvinden, Aomame, er tidligere medlem af en religiøs kult med mindelser til Jehovas Vidner og nuværende professionel snigmorder med speciale i mænd, der hader kvinder. Manden, Tengo, er en matematiklærer med forfatterambitioner, der nærmest ved et uheld kommer til at udbrede en anden sekt, Sagigakes, hemmeligheder til hele verden.

Læg oven i det en række fantastiske elementer som en ekstra måne på himlen, de mystiske væsner Little People, hvis stemmer flere gange dukker op gennem teksten og idéen om en parallel verden ved navn 1Q84 - alle ting som også optræder i den roman, som Tengo genskriver for den mystiske Fukaeri, der er datter af Sagigakes leder og med sin roman ønsker at blive sektens banemand. Oven i det dukker privatdetektiven Ushikawa op som synsvinkelbærer i bind tre, hvor han prøver at gennemskue mysteriet på god gammeldags maner, uden at have den mindste anelse om andre verdner og mystiske små mennesker. Sæt alt det sammen, og du har en fornemmelse af, præcis hvor kompliceret Murakami har gjort historien. Og det fungerer.

Om end '1Q84' er mere snørklet end vanligt for Haruki Murakami er motivet med en alternativ verden ikke ny for forfatteren. Vi møder den således både i 'Nejimaki-dori kuronikure' (1994-95, Da. 'Trækfopuglens krønike', 2001) og 'Supûtoniku no koibito' (1999, Da. 'Sputnik min elskede', 2004). I disse bøger placeres den parallelle verden, hvor en mand leder efter en kvinde, han har mistet. Det samme er tilfældet i '1Q84' bortset fra, at her leder både manden og kvinden efter hinanden - selvom de  faktisk aldrig har haft hinanden. '1Q84' er således på samme tid en typisk Murakami-roman og noget helt nyt.

1Q84 - tiden og Orwell 

Titlen på Murakamis roman er i sig selv et mysterie. De sidste to tal er enkle, eftersom romanen faktisk foregår i 1984, og Q’et kan referere til det japanske ord kyo, der betyder ni. Titlen kobler således værket til George Orwells dystopiske klassiker '1984'  fra 1949 om et fremtidssamfund, hvor både sproget og fortiden konstant ændres, således at det bliver lettere for diktatoren Big Brother at styre sin befolkning, men hvor Big Brother kun ændrer fortællingen om fortiden, går Murakami mere radikalt til værks. I '1Q84' bliver fortiden helt reelt en anden.

Som Aomama, den kvindelige hovedperson, formulerer det efter at have konstateret, at fortiden er blevet en anden, end den hun huskede. Hun frygter, hun er blevet sindssyg, men skifter mening.

”Måske var det den forkerte måde at tænke på. Måske ligger problemet ikke hos mig, men i mine omgivelser. Måske er det ikke min bevidsthed eller min forstand, der opfører sig unormalt. Måske er det nærmere en mystisk kraft, der får verden omkring mig til at ændre sig.”

Aomane, der er trådt ind i denne ”forrykte” verden efter at have forladt en motorvejskø for at gå ned ad en skjult nødtrappe, beslutter sig for at kalde den nye, parallelle verden for 1Q84. ”Q står for ’question mark’” konstaterer Aomame for sig selv. ”Noget, der er tynget af spørgsmål og tvivl.”

Tiden er altså blevet en anden, og det er ikke kun Aomame, der mærker det. Også Tengo, hendes barndoms hemmelige kærlighed, befinder sig i 1Q84, om end hans vej til denne verden har været en anden. Den begynder, da hans ven, forlæggeren Komatsu, nærmest tvinger ham til at genskrive den syttenårige ordblinde Fukaeris lille roman 'Luftpuppen'. Tengo, der er fascineret af fortællingen, gør et fantastisk stykke arbejde, og bogen ender øverst på bestsellerlisterne. Langsomt går det op for Tengo, at fortællingen, der af alle opfattes som fantasy, i virkeligheden er baseret på Fukaeris erindringer. Hun har set de to måner på himlen, har oplevet Little People komme ud af munden på en død ged, og har set dem væve en luftpuppe indeholdende hendes egen dobbeltgænger. Det er dog først i bog tre, at Tengo virkelig accepterer, at han er i en parallel verden, idét han får øje på de to måner på himlen. Det specielle er, at den nye, lille og mosgrønne måne er præcis, som Tengo beskrev den i sin omskrivning af 'Luftpuppen'. Årsag og virkning bliver dermed byttet om, og som læser tvivler man konstant på, om det er Tengo, der så at sige har skabt 1Q84, eller om han, som Fukaeri mener, er en reciever for Little People og dermed beskriver en virkelighed, han ubevidst allerede kender.

Årsagskæder og deres forhold til tiden bliver altså et spørgsmål i Murakamis roman - et spørgsmål der ikke kun går igen i hovedplottet, men optræder på alle værkets niveauer: Kan det lade sig gøre, at Aomane, med Fukaeri som stedfortræder, er blevet gravid med Tengo? Hvordan kan Aomane huske den tjekkiske komponist Janaceks Sinfionetta, når det var Tengo, der har spillet den som teenager - længe efter de havde mistet kontakten til hinanden? Og hvorfor kører privatdetektiven Ushikawas tidslinje forskudt ift. Aomames og Tengos? Murakami leger med spørgsmålet om tiden som en labyrint fremfor en linje, og sætter gennem selve romanens opbygning læseren i den samme tvivlstyngede position som bogens hovedpersoner.

Forankringen i virkeligheden

I en fortælling så kompleks som '1Q84' risikerer læseren at miste orienteringen i den konstante sondering mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. En af de måder Murakami forankrer sin fortælling i virkeligheden er at afbryde sine lyriske, drømmende og magiske passager med detaljerige beskrivelser af hverdagsforeteelser som fx tilberedning af aftensmad, sex eller udførelsen af et træningsprogram. En anden måde Murakami sørger for, at læseren stadig kan følge med, er ved at lade sin alvidende jegfortæller dukke op af teksten med jævne mellemrum og kommentere den, som fx i midten af bd. 3:

”På nuværende tidspunkt dukker der flere hvis’er op i hovedet på os. Hvis nu Tamaru havde afsluttet samtalen tidligere, og hvis Aomame, ikke havde lavet kakao og siddet og tænkt over tingene, så ville hun have set Tengo, der sad på toppen af rutsjebanen og kiggede op mod himlen, og så ville hun have forladt lejligheden for at løbe over og møde ham igen for første gang i tyve år. På den anden side, hvis det var sket, ville Ushikawa, der skyggede Tengo, straks have gennemskuet, at det var hende, og have regnet ud, hvor hun boede, og sporenstregs have underrettet de to fyre fra Sakigake.”

Det vil dog være en fejl at se disse fortæller-indsatser som forklarende. Hjælpen er kun tilsyneladende. I virkeligheden gør fortælleren ikke andet end at pege på sære forbindelser, mærkelige tilfældigheder eller mystiske årsagssammenhænge og filosofere over dem. Murakami lykkes således med at give læseren et halmstrå at hænge fast i uden at ødelægge mysterierne.

En sidste ting, der gør den parallelle verden ”1Q84” genkendelig, er de mange referencer til kultur - og ikke mindst populærkultur - der er strøet udover teksten. Lige fra det rammende citat fra Harold Ariens ”It’s Only a Paper Moon” der indleder bd. 1: ”It wouldn’t be make believe/ If you believed in me,” til Tjekhov, Stanlay Kubrick, Shakespears Machbeth, jazzklarinisten Barney Bigard og ikke mindst Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid', der indfanger tidstemaet i romanen. Det elegante er, at disse referencer er flettet således ind, at det ikke er nødvendigt at kende forlæggene for at forstå teksten, men at de, hvis man genkender dem, giver værket en ekstra klangbund.

Selvironi og modet til ikke at give alle svarene 

Murakami leger også med et metaniveau, hvor han indirekte kommenterer sit eget værk. I begyndelsen af bd. 2 modtager Tengo nogle anmeldelser af den bog, han har været ghostwriter på. Scenen er interessant på flere niveauer. For det første kan den læses som en undskyldning til læseren over de ubesvarede spørgsmål, teksten efterlader:

”En anmelder afsluttede sin anmeldelse således: ”Historien er virkelig godt og interessant skruet sammen, og som læser føler man sig revet med hele vejen, men hvis man begynder at spørge sig selv, hvad luftpuppen og Little People egentlig er, føler man sig efterladt i et hav af mystiske spørgsmålstegn (…)” Han fik helt ondt af alle de gode mennesker, der var blevet ’efterladt i et hav af spørgsmålstegn’ efter at have læst 'Luftpuppen', Han forestillede sig en masse forvirrede mennesker, der flød planløst rundt i farvestrålende baderinge i et hav af spørgsmålstegn. På himlen over dem strålede en helt igennem urealistisk sol. Han kunne ikke andet end føle sig en lille smule ansvarlig for, at de befandt sig i den situation.”

Her kan Tengo ses som et talerør for Murakami - især fordi det ikke kun er 'Luftpuppens' læsere, der efterlades med en grundlæggende usikkerhed mht. hvordan Little People og luftpuppen skal forstås. Det samme er gældende for Murakamis egne læsere. '1Q84', hvor Q’et som allerede anført bl.a. står for questionmark, altså spørgsmålstegn, giver nemlig aldrig alle svarene. Efter endt læsning af bd. 3 forstår man stadig ikke alle sammenhænge. Fx afsløres det aldrig, om det er Tengos barn, Aomame er gravid med, hvem Little People er, hvordan sammenhængen mellem skrift og virkelighed skal forstås, eller hvorvidt Fukaeri er sig selv eller blot en skygge af sig selv.  At det ikke er en fejl er klart, hvilket også artikuleres i teksten.

”Men helt ærlig tænkte han [Tengo], der er jo ingen, der kan redde alle mennesker her i verden. Selvom man samlede alle verdens guder et sted, ville de ikke kunne skrotte samtlige atomvåben og udrydde terror. De ville heller ikke kunne gøre en ende på tørken i Afrika eller vække John Lennon til live igen. De ville bare begynde at danne fraktioner og slås indbyrdes, og så ville verden blive endnu mere kaotisk, end den allerede var. Når han tænkte over, hvilken magtesløshed det ville føre med sig, var det måske ikke nogen stor synd at lade folk flyde rundt i et hav af spørgsmålstegn.”

Murakami bruger tit fantastiske elementer i sin litteratur, og det er sjældent de forklares eller eksplicit retfærdiggøres. Dette har medført, at Murakamis brug af disse elementer flere gange er blevet kritiserede for at være unødvendige - en kritik han selv svarede på i et interview i Paris Review i 2004:

”Vi lever i en falsk verden; vi ser falske nyhedsudsendelser. Vi udkæmper en falsk krig. Vores regering er falsk. Men vi finder virkelighed i denne falske verden. Så vores historier fungerer på same made; vi vandrer gennem falske scener, men vores jeg, der vandrer gennem disse scener, er virkeligt. Situationen er virkelig i den forstand, at der er et engagement, den indeholder en sand relation. ” (min oversættelse).

Murakamis magiske realisme har således en dybere mening og søger at sige noget både om vores samfund og vores eksistens. Det er derfor en forenkling, når en anmelder kalder værket for ”Harry Potter for voksne.” Det giver mening ift. tilstedeværelsen af en parallel verden, men der holder sammenhængen også op. Forholdet mellem verdenerne er hos Murakami komplekst og uigennemsigtigt - og det er i sig selv både skønheden og pointen med '1Q84'. God fornøjelse.

Kilder, links og centrale værker