Anmeldelse
Nordkraft af Jakob Ejersbo
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortælling fra narkomiljøet i Ålborg i første halvdel af halvfemserne, hvor en række skæbner følges på deres vej mod bunden.
"Nordkraft" er i 3 dele. I romanens første del, "Junkiehunde", møder vi pusherfrau Maria, kæreste til en af Vestbyens dealere. I anden del, "Broen", præsenteres vi for Allan, som er vendt tilbage til Aalborg efter en tur på søen og kæmper for endelig at slippe ud af miljøet. Den sidste del, "Begravelsen", er historien, der samler trådene, da den sammensatte gruppe af personer mødes til en begravelse.
Ejersbo sender et skud ind i læserens årer, og vi svæver med ham i rejsen gennem et miljø, som for de fleste danskere er fjernt og ukendt - eller er det?!
Gruppen af danskere, der har røget en joint eller sniffet en bane hyggesne og i perioder færdes i periferien af miljøet, er større, end de fleste vil være ved. Og en af "Nordkraft"s styrker er, at den viser, at miljøet "rekrutterer" sine disciple både på stenbroen, i den jyske muld og i Hasseris millionvillaer.
Det alternative musiksted 1000fryd, tæt på Jomfru Ane Gade, rummer ikke kun de fortabte sjæle på deres vej mod en overdosis, men også ressourcestærke unge, som bevidst har valgt denne livsstil i en midlertidig nysgerrig søgen - weekendjunkien, som tager en fridag fra jobbet eller studiet.
Men den brutale og afstumpede kerne af miljøet møder vi også. Billedet af pusheren, der leverer varen til det store hungrende marked, er yderst realistisk. Et kynisk og benhårdt miljø, hvor tævene leveres nedad i hierakiet, og er der ikke andre at slå på, kan det gå ud over de obligatoriske hunde. En afstumpet verden, fyldt med frygt, og hvor vennetjenester er den sikre vej til afhængighed og forfald.
Ejersbo kender tydeligvis miljøet, og det gør, at romanen står som et stærkt vidnesbyrd, ikke bare over 90'ernes Aalborg, men også over Danmark år 2002, hvor designerdrugs flyder til et yngre og yngre publikum, mens velmenende forældre, foragede politikere og naive journalister famler i blinde efter svar.
Ejersbo forfalder ikke til klichéer. Narkobetjentene er ikke bare brutale voldsmænd, junkierne ikke alle på røven, og forstadsfruernes vej mod bunden er ikke så forskellig fra deres børns. Personskildringerne er nuancerede og realistiske. Romanen er sort, men ikke så sort, som den er blevet udskreget til i dele af pressen. Det kunne være værre, og der er små spirer af håb for nogle af personerne.
"Nordkraft" er beslægtet med Irving Welshs dopede "Trainspotting", mens Benn Q Holms storbyroman "Hafnia Punk" bl.a. beskriver forbruget af coke blandt de mere tjekkede i miljøet.
"Nordkraft" er en bog, som med sit rå, bramfri og ligefremme sprog og de hurtige "klip" helt sikkert vil afskrække nogle læsere, men ikke dig, for du vil ikke gå glip af mødet med Maria, Steso, Allan og resten af junkiehundene i denne fremragende fortælling, som er en af de bedste danske udgivelser længe!
Jacob Ejersbo fik De gyldne Laurbær 2003 for 'Nordkraft' .
Analyse
Ejersbo, Jakob - Nordkraft
Nordkraft har fokus på et miljø, der normalt ikke tiltrækker sig litterær opmærksomhed. I et realistisk talesprog tager Jakob Ejersbo læseren med til Ålborg i 90'erne.
”I'll sail out the window I'll walk down the hedge I will not finish 'till I'm fully satisfied”. Dette brudstykke fra The Sugarcubes album, Life's too good, er med til at indlede Jakob Ejersbos debutroman Nordkraft. Citatet fungerer som et rammende stemningsbillede af, hvordan ungdommen for mange udgør en tid, hvor man er åben for hele verden, hvor man er opsat på at lade sig afprøve som menneske og ikke mindst på at benytte sig af livets mange muligheder. For den gruppe af unge mennesker, som Jakob Ejersbo zoomer ind på i Nordkraft, indebærer ungdommen dog også, at livet forekommer som en balancegang på samfundets kant i et miljø præget af hash og kriminalitet, hvor adrenalinen og andre mere farlige stoffer pumper i blodet, og hvor grænser er svære at trække. Afhængigt af hvordan citatet tolkes, emmer det således på en gang af håb og fortvivlelse. Og netop denne vaklen er romanens grundtone.
Romanen sætter fokus på et miljø, der normalt ikke tiltrækker sig litterær opmærksomhed. I et realistisk og naturligt talesprog tager Jakob Ejersbo læseren med til Ålborg i starten af 1990'erne. Han fortæller råt for usødet om alle hash-miljøets eksistenser, hvad enten de nøjes med at holde sig i periferien, eller om de er med til at danne miljøets hårde kerne. Fælles for alle romanens personer er det dog, at de tager bevidst afstand fra deres forældres mere eller mindre mislykkede og triste, småborgerlige liv, men samtidigt har de også svært ved at finde frem til et passende alternativ. På trods af erfaringer med svigt, misbrug og utilpassethed forsøger de dog alle på den ene eller anden måde at få deres hverdag til at ligne et liv.
Romanen falder i tre dele, der har hver sin hovedperson. De tre historier fletter sig dog ind i hinanden, og de tre hovedpersoner er fælles om det faktum, at de famler og søger efter svar, udgange eller muligheder. Første del, ”Junkiehunde”, handler om pusherfrauen Maria, der er sej i kæften, men usikker under overfladen. Hun er træt af sit liv med den indskrænkede Asger og de to junkiehunde, men har svært ved at finde en reel udvej.
I andel del, ”Broen”, møder vi Allan, der er vendt hjem til Ålborg efter at have været ude at sejle. Som følge af en brandulykke har han taget livet op til revision, og han forsøger ihærdigt at lægge afstand til det sorte hul, hans gamle liv i Ålborg var. Denne kamp viser sig dog som en besværlig proces pga. miljøets hierarkiske rangordner, hvor der bliver delt tæsk ud hele vejen nedad i hierarkiet, og hvor vennetjenester og frygt fastlåser de enkelte personer.
I bogens tredje og sidste del, ”Begravelse”, samler Steso hele gruppen af unge til sin begravelse. Steso søger i sit livs sidste dage efter kærligheden, men forgæves. Han bliver et eksempel på, hvordan stofferne kan tage magten fra egen vilje, så alt håb ebber ud og efterlader både offeret og omgivelserne tilbage i magtesløshed.
Maria og Allan udstyres med en tro på fremtiden - trods alt. Deres ungdoms vilje giver dem en energi til at trodse usikkerheden og tvivlen, mens Steso derimod aldrig når at finde sin egen grænse og karakterstyrke. De unge balancerer mellem livets mange muligheder og umuligheder, og på lignende vis vakler stemningen i romanen således også mellem mismod og forventninger.
Nordkraft viser de forskellige personernes mange facetter og uensartede lag, og de realistiske og rammende replikker giver liv til personerne. Som samtidsroman giver Nordkraft et tvetydigt og nuanceret billede af samfundets ”tabere”, der ikke blot skildres i faste klicheformer og fordomsfulde floskler, men som mennesker udstyret med tro, håb og viljestyrke. Jakob Ejersbo udtrykker en tro på ungdommen, hvor muligheden for at vælge samler sig som et håb for fremtiden. Den barske tone, de menneskelige ydmygelser og de depressive omgivelser får derfor ikke lov at tynge og tilsmudse den ungdom, som han så rammende beskriver.
Brugernes anmeldelser