Asterios Polyp

David Mazzucchellis graphic novel 'Asterios Polyp' sprudler af stilistiske udtryk, som tilfører fortællingen en kompleksitet i forholdet mellem fortællingens to udtryk: ord og billeder.

Asterios Polyp er navnet på hovedpersonen i David Mazzucchellis graphic novel fra 2009. Asterios er en succesfuld arkitekt, der trods sit udadtil tjekkede liv er i dyb krise. Han har vundet talrige priser for sine idéer og tegninger, men har aldrig fået opført nogen af sine bygninger. I stedet ernærer han sig som professor i arkitektur og nyder stor respekt fra sine studerende. 

Beundringen er særlig stor fra de kvindelige studerende, som Asterios har et godt tag på. Men for Asterios bliver det aldrig til mere end overfladiske affærer. Den eneste kvinde, som han er klar til at være seriøs omkring – kunstneren Hana – ender med at forlade ham i det tomrum, vi møder ham i ved romanens start. Men alt det hører vi først om senere i historien. For i fortællingens prolog møder vi Asterios på sin 50 års fødselsdag, alene i sin lejlighed, mentalt sumpet ned i en midtvejskrise, da brandalarmen pludselig går. 

At læse billeder
Prologen er fortalt stort set uden ord, og der er altså ingen dialog eller fortællerstemme til at guide os gennem billederne. Kun enkelte lydord og fjerne stemmer fra et tændt tv bryder tavsheden, og vi bliver som læsere derfor nødt til at afkode billederne for at forstå handlingen. 

Som i en filmoptagelse zoomes der side for side ind på ildebranden, der opstår efter et lynnedslag. Vi starter langt oppe fra i skyerne, hvor uvejret bryder løs, mens vi billede for billede rykker tættere og tættere på fortællingens omdrejningspunkt: Asterios. Først ser vi en genkendelig skyline under skyerne – New York – derefter en bygning med lys i to vinduer. Her klippes der nu fra udvendig til indvendig, og billederne viser i detaljer en tom, men voldsomt rodet stue. Ubetalte regninger og beskidte tallerkener hober sig op, og vi kan tydeligt læse ud af billederne, at lejlighedens beboer er ude i problemer. 

Visuelt er siden bygget op omkring små og store paneler (tegneseriens enkelte billeder afgrænset af en ramme, red.), der læses fra venstre mod højre. Ligesom vi kender det fra andre tegneserier. Trods de indledende billeder af det voldsomme uvejr er panelerne struktureret helt regelret, hvilket giver en ro i læserytmen. 

Taleboblen viser vej
Et par sider inde i prologen møder vi det første tegn på lyd i fortællingen. En smal taleboble med utydelig skrift dukker op inde fra et af værelserne. Panel for panel bevæger vi os tættere mod lyden skildret gennem taleboblen, der gradvist bliver større, indtil teksten til sidst bliver læsbar. Vi står i et soveværelse. Asterios ligger i sin seng og ser fjernsyn. Pludselig slår lynet ned, og fortællingen ændrer med ét karakter. Asterios flyver op af sengen og begynder febrilsk at samle sine ting sammen. Samtidig bliver de før så regelret placerede paneler kastet ud af deres lineære forløb og afspejler på den måde situationens kaos. 

Valget af farver skifter også brat. Uvejret og Asterios’ triste lejlighed er skildret i blålige og let melankolske nuancer, mens siderne efter lynnedslaget er præget af de to kontrastfarver lilla og gul. Det giver en stærk effekt og er med til at understrege følelsen af kaos, som branden udløser. For Asterios bliver branden starten på et nyt kapitel i hans liv. Han veksler de sidste mønter, han har, til en busbillet ud af byen og efterlader sit hjem og sin midtvejskrise i New York. Og herfra deler fortællingen sig i flere spor. 

Handling i flere spor
Selv om prologen kun svarer til en brøkdel af den samlede fortælling i 'Asterios Polyp', giver den alligevel et godt indtryk af, hvad det er for en type fortælling, vi har med at gøre. Brugen af kontraster og modsætningsforhold viser sig hurtigt at være et gennemgående tema i romanen. Ikke kun i de enkelte siders layout og farver, men også dybt ned i fortællingens struktur. 

Allerede i det første kapitel efter prologen lærer vi, at Asterios er tvilling, men at hans identiske tvillingebror døde ved fødslen. Ikke desto mindre er det Asterios’ tvilling Ignazio, der er romanens fortæller. Det får nogle interessante konsekvenser for fortællingen, som gennem resten af romanen flyder ud af to spor. Det ene har Asterios som omdrejningspunkt og følger ham enten i nutiden, hvor han flygter ud af byen, eller gennem en række flashbacks, hvor kærlighedshistorien om Hana gengives. 

Det andet spor tager en mere filosofisk drejning og fungerer nærmest som en metatekstuel overbygning til Asterios’ liv. ”Hvad hvis virkeligheden (som vi opfatter den) blot er en forlængelse af jeget?” spørger fortællerstemmen og slår dermed et tema an, som bygger på filosofiske overvejelser omkring dualisme og menneskets splittelse. En splittelse, som Asterios i øjeblikket gennemlever i modsætningen mellem det overfladiske liv med hæder, priser og unge kvinder og det forpligtende kærlighedsforhold til Hana. 

Stregens betydning for fortællingen
I fortællingen væves de forskellige plan tæt sammen, men markeres altid tydeligt gennem stilmæssige ændringer på fortællingens billedplan. Når fortællingen eksempelvis trækker i en filosofisk retning, bliver tegningerne tilsvarende mere videnskabelige at se på. Det vil sige, at de rent tegneteknisk simplificeres, så Asterios’ krop bliver geometrisk med cylindere som arme og en ellipse som hofteparti. 

Samtidig bruges valget af farver aktivt til at understrege dualistiske forhold i fortællingen. Især mellem Asterios og Hana, som er hinandens modsætninger – både som køn, men også som personligheder. Når de diskuterer eller skændes, bliver Asterios visuelt til en geometrisk figur tegnet i en blå streg som et udtryk for hans altid rationelle (og maskuline) værdier. Mens Hana tegnes med røde, skraverede streger, der er anderledes bløde og går i ét med hendes omgivelser som et symbol på hendes varme og empatiske person.  

Billedsiden i romanen er i det hele taget varieret og trækker på mange forskellige stilarter. David Mazzucchelli har ikke været bange for at mikse stilistiske udtryk ind i hinanden og det giver fortællingen en kompleksitet, hvor man som læser hele tiden må være opmærksom på de mange lag, der ligger i forholdet mellem fortællingens to udtryk: ord og billeder. 

Roman med humor og tjubang
I 'Asterios Polyp' kombinerer David Mazzucchelli karakteristiske genretræk fra både tegneserier og romaner og giver dem sit eget twist. Rent formelt er fortællingen inddelt i kapitler, som vi kender det fra romanen, men i stedet for at give kapitlerne en titel med ord har hvert kapitel et billede som titel. Kapitlet, hvor Asterios’ familiemæssige baggrund opremses, har eksempelvis et portræt af Asterios i profil som titel. 

Lige sådan udnytter han taleboblens udseende til at beskrive personen, der taler. Både via dens form og valget af skrifttype i boblen. Asterios taler eksempelvis konsekvent i firkantede bobler med en kantet skrifttype i versaler, mens Hanas bobler er bløde og hendes skrifttype har rundede kanter.

Men en af de største stilistiske bedrifter består af Mazzucchellis kobling af en kompleks, litterær fortælling med komik i små doser og en mild form for ”kapow” i sin streg. To af tegneseriens grundelementer, som flere graphic novels ellers har forsøgt at kaste af sig for at blive taget seriøst som litteratur. Dem blander Mazzucchelli lystigt i sit sammenkog af forskellige stilarter. Fra æstetisk finesse og nærmest avantgardistisk brug af farver til klassiske tegneseriegreb så som lydord, der brager ud af siderne – ”boooom”, ”bang” og ”beepbeepbeep” – og små komiske indslag i handlingen. 

Lige så smukt tegnet og litterært fortalt, 'Asterios Polyp' er, lige så klassisk funderet i tegneserien er den.

Kilder, links og centrale værker