Renselse

Renselse er en skildring af et smerteligt stykke af den europæiske historie og samtidig en indsigtsfuld beretning om, hvad der sker med mennesker, der udsættes for det umenneskelige.

Aliide Truu, en gammel, estisk kvinde bor alene på landet. Hun tilbringer dagene med at samle urter og henkoge bær, indtil der en morgen i 1992, et år efter Estland har opnået selvstændighed, ligger en ung kvinde ude på gårdspladsen. Mødet mellem den gamle Aliide, og den unge, russiske kvinde Zara bliver romanens centrale omdrejningspunkt. Det tilsyneladende tilfældige møde viser sig at have rod i en familiehistorie, der rummer et kompliceret trådnet af forbrydelser, bedrag, skam, kærlighed og jalousi. De korte kapitler følger skiftende de to kvinders synsvinkler, og langsomt, men plotsikkert udvikler der sig en fortælling om to kvinder, der på hver sin måde oplever at miste friheden og retten til at bestemme over egen krop.

Fortællingen springer i tid, men hovedparten af historien fortælles med udgangspunkt i Aliides renskurede køkken og resten af bondehuset. Ved at holde fast i den lille plet på landkortet, og de personer, der knytter sig til stedet, formår Oksanen samtidig at afdække et stykke smerteligt Europahistorie med krig, kommunisme og Tjernobylkatastrofe. Gennem tilbageblik følger vi Aliide i tiden omkring 2. verdenskrig og bliver vidner til angiversamfundet under Stalin, hvor systemkritik kunne bringe ens eget og familiens liv i fare med grusomme afhøringer på kommunekontoret og tvangsdeportationer. Og vi får fortællingen om Zara, der vokser op i Vladivostok, og hvis drømme og Vestlig luksus fører hende til Tyskland, hvor hun udsættes for fysiske og psykiske ydmygelser af en alfons. Gennem de to kvinders historier sammenvæves de konkrete historiske begivenheder omkring 2. Verdenskrig og den russiske besættelse af Estland med de samtidsaktuelle problemer med menneskehandel i Østersøområdet.

Historien starter i det nære med en spyflue: ”Aliide Truu stirrede på fluen, og fluen stirrede tilbage. Dens øjne bulede ud, Aliide væmmedes.”  Der stilles helt skarpt på fluens ækelhed og den gamle kvindes trængsler med den, mens den undslipper hendes fluesmækker og siden boltrer sig med en kødpølse, som Aliide, vel vidende, at fluen har sat sine spor i pølsen, serverer for den unge, forkomne gæst. Kødets fordærv, væmmelsen og den gamle kvindes hensynsløse behandling af den unge kvindes krop er dermed slået an som centralt tema fra starten. I det komplekse portræt af Aliide viser fortællingen sin absolutte styrke. Hun er skildret med både indlevelse og distance, og som læser svinger man mellem sympati og afstand, mens hun indtager rollen som både offer og krænker. Aliides dobbeltrolle etableres tidligt, allerede i relationen til søsteren Ingels, der lader Aliide pukle i køkkenet, mens hun selv høster æren for arbejdet, og som også forlover sig med den mand, Aliide nærer en hemmelig passion for. Manden, Hans Pekk, er nationalist og bonde, og da han eftersøges, holder de to søstre ham skjult på gården. Eftersøgningen af Hans Pekk fører til afhøringer, tortur og misbrug af de to kvinder og af Hans’ og Ingels’ syv-årige datter, Linda.   

Romanen har en stærk spændingsopbygning, og plottet styres stramt med den flerstrengede fortælling, dels med de to kvinder som skiftende hovedfigurer, og dels suppleret med udtræk fra Hans Pekks dagbog og hemmelige overvågningsrapporter. De forskellige strenge lægger hele tiden små ukronologiske brikker til det samlede puslespil og bidrager til stykke for stykke at afdække de hemmeligheder, personerne bærer på. Oksanens sprogtone er lavmælt og på grænsen til det tørre. Der er ingen svulstig henfalden til og dvælende kælen for smerten i beskrivelserne af de tragiske begivenheder, men en konstaterende præcision, der gennemborer karakterenes ydmygelser og smadrede drømme. Med denne klarhed i fortællestemmen undersøger romanen åbent og nøgent, hvad der sker, når et menneske udsættes for det umenneskelige.

Sofi Oksanen (født 1977) er vokset op i Finland med en finsk mor og en estisk far. Hun debuterede i 2003 med Stalins køer. Den stærkt politiske, men også poetiske debut gav anledning til en ophedet debat og forfatteren blev nomineret til den prestigefyldte finske litteraturpris ’The Runeberg Award’. I 2005 fulgte romanen Baby Jane, og i 2008 udkom Puhdistus (på dansk: Renselse, titlen henviser til at kvinder, der har været udsat for krænkelser og misbrug ofte renser sig efterfølgende, vasker hænder, gør rent eller tager bad). Oksanen modtog den prestige-fyldte Finlandia-pris for romanen, der er blevet til på baggrund af et teaterstykke af samme navn. Oksanen har studeret dramaturgi på teaterhøjskolen i Helsinki. Puhdistus var hendes første stykke og havde premiere på det finske nationalteater i 2007. Hun er blevet kaldt Finlands skarptlysende stjerne i den nordiske litteratur, og vandt Nordisk Råds Litteraturpris for Renselse i 2010 som den hidtil yngste modtager af prisen. Oksanen vakte en del røre i Finland, da hun i et interview til dansk tv (DR2s Deadline) i forbindelse med nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris udtalte, at hendes hjemland havde nordisk rekord i vold mod kvinder og endte med at konkludere, at hun ikke havde meget godt at sige om Finland.

Kilder, links og centrale værker