Anmeldelse
Hjertets geometri
- Log ind for at skrive kommentarer
Opfølgeren til ’Verdenshjertet’ leverer på alle parametre. Endnu en must read fra Viggo Bjerring.
Jeg kan godt have lidt ondt af Viggo Bjerring. Hans forrige roman Verdenshjertet var en fuldkommen genial og vanvittigt fascinerende roman, der som et frisk pust blæste ind over det danske bogmarked i 2021. Det må derfor have været voldsomt angstprovokerende at skulle følge op på litteraturens svar på ’The Matrix’ med toeren ’Hjertets geometri’ - med risiko for at levere en ’Matrix: Reloaded’-slap opfølger.
Der skal måske lige lyde en advarsel, inden du fortsætter med at læse. ’Hjertets geometri’ kræver, at man har læst ’Verdenshjertet’ for fuldt ud at forstå den. Der er derfor en overhængende fare for, at du vil løbe ind i spoilere i denne anmeldelse, som kan ødelægge en potentiel fed læseoplevelse. Hvis du ikke har læst ’Verdenshjertet’, kommer hermed en opfordring: Und dig selv at læse den!
’Hjertets geometri’ samler op, hvor ’Verdenshjertet’ slap. Vores livsforvirrede protagonist Mads Arvedsen er fanget i Stilstanden, efter at Verdenshjertet er gået i stå. Alt står stille: mennesker, bier, fugle. Sågar vinden og bølgerne er frosset i tiden, og Mads kæmper nu mod eksistentiel angst, panisk ensomhed og en fysik, som har svært ved at tilpasse sig en verden, hvor tiden ikke længere er i bevægelse.
Dag for dag hober spørgsmålene sig op, og Mads’ i forvejen vaklende sind suges længere og længere ind i depressionens, dystre favntag. Konstant spørger han sig selv: Hvad er meningen med det hele, kunne det være undgået og snart mere presserende: Kan det laves om? Kan Verdenshjertet startes igen? Sidstnævnte spørgsmål sætter heldigvis skub i Mads, og næste del af hans eksistentielle rejse tager så småt fart. Hvad der gemmer sig for enden, kan du, læseren, glæde dig til.
’Hjertets geometri’ er måske ikke den samme mind blowing oplevelse som ’Verdenshjertet’. Men den holder stadig og formår at balancere spænding med mystik, filosofi og ren syre i en slags "sci-fi møder eksistentiel dannelse". Den tager nogle ret fede drejninger og leverer nogle virkelig mindeværdige øjeblikke, som fik de små hår til at rejse sig i nakken på mig. Der var dog noget med tempoet, som jeg lige skulle sluge. Det er ikke en lang bog, og den bruger lang tid på at komme i gang med det egentlig eventyr. Men når først Mads’ rejse er kommet på skinner, leverer ’Hjertets geometri’ også ved hoveddøren.
Jeg er helt høj over, at bøger som ’Verdenshjertet’ og ’Hjertets geometri’ kommer ud at leve. Det er meget forfriskende, når en dansk forfatter virkelig formår at tænke ud af boksen og samtidig levere på et højt, sprogligt niveau. Så ikke for at lægge yderligere pres på den kære Viggo Bjerring. men giv os mere!
Bogdetaljer
Anmeldelse
Verdenshjertet
'Verdenshjertet’ emmer af holdning til den verden, vi lever i. En virkelig god bog slet og ret.
Brugernes anmeldelser