Bog

Hundehjerte

Af (
2020
)

Anmeldelse

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

02 jun.20

Tankevækkende debut reflekterer over kærlighedens natur og vores forhold til teknologien.

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D og har skrevet en phd-afhandling om, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp til udviklingen af en virkelighedstro robothund. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Jeg blev yderst positivt overrasket over ’Hundehjerte’, som ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

’Hundehjerte’ er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over kærlighedens natur. For hvad er kærlighed? Kan kærlighed komme med for mange betingelser? Og hvorfor kaster Elin sin kærlighed på en robothund?

Der er også andre temaer i romanen, der bl.a. ser på tidens hadefulde retorik og ikke mindst problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? ’Hundehjerte’ stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

’Hundehjerte’ er Gurli Marie Kløvedals debut og er du til eksistentiel science fiction uden helte eller garanti for en lykkelig slutning, er romanen et rigtig godt bud. Mikkel Henssells smukke forside fanger både øjet og romanens fine tone.

Bogdetaljer

Forlag
Grønningen 1
Faustnummer
48231411
ISBN
9788793825369
Antal sider
351

Tema

Tema

Årets danske debutanter 2019-20

Sorg, sygdom, køn og krop er de vigtigste temaer hos det seneste års debutanter. Flere af dem skriver om misbrug, andre om psykisk sårbarhed eller om at være splittet mellem to kulturer eller identiteter.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer