Dommeren og hans bøddel, Mistanken, Løftet

Er det forkert at dømme en person for en forbrydelse, han ikke har begået, hvis han har begået en anden forbrydelse, som aldrig blev dømt? Dette spørgsmål udforskes i romanen Dommeren og hans bøddel.


Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet, marts 2016 


Den schweiziske forfatter Frederich Dürrenmatt (1921-1990) er mest kendt for sin dramatik. I efterkrigstidens Europa slog han sit navn fast med moralsk komplekse stykker som 'Romulus den Store' (1949, Romolus der Grosse), 'Den gamle dame besøger byen : tragikomedie i tre akter' (1956, Der Besuch der alten Dame ) og  'Fysikerne' (1962, Die Physiker ), og regnes sammen med Bertolt Brecht for en af det episke teaters mest originale teoretikere. Imidlertid spændte Dürrenmatts talent vidt. Han magtede at skrive både komisk, moralsk filosoferende og satirisk, ligesom han bevægede sig inden for så forskellige genrer som drama, essays og kriminalromaner. 'Dommeren og hans bøddel' (Der Richter ound sein Henker, 1950) tilhører den sidste kategori.

Romanen, der ikke strækker sig over mere end hundrede sider, udkom på dansk i 1960’erne, men blev i 2013 genoversat af Henning Goldbæk, hvorved bogen fik fornyet opmærksomhed. Det er ikke underligt. Med 'Dommeren og hans bøddel' får man nemlig både en habil og original krimi, et rammende billede af efterkrigstidens samfund og en filosofisk roman, der udforsker komplekse begreber som retfærdighed, sandhed og meningsfuldhed.

Retfærdighed?
Noir-krimien Der Richter und sein Henker begynder, som mange krimier, med et mord - i dette tilfælde på en politimand. Den myrdedes overordnede, Bärlach, overtager hurtigt efterforskningen, selvom han er i sin karrieres efterår og endvidere lider af uhelbredelig mavekræft. Bärlach er en detektiv af den gamle skole, der sværger til intuition og menneskekendskab. Dermed står han i opposition både til sin chef Dr. Lutz og til sin underordnede Tschanz, der begge beundrer den moderne, videnskabelige kriminologi, Lutz blandt andet har mødt i Chicago.

Den nymodens undersøgelsesmetode udpeger hurtigt den indflydelsesrige Hr. Gastmann som skyldig. Bärlach kender Gastmann fra tidligere. Han ved han er morder, men har aldrig fået ham dømt, og Gastmann har således samme status for Bärlach, som Moriarty har for Sherlock, ærkefjenden, der både pirrer og udfordrer detektiven.                      

Så langt lever 'Dommeren og hans bøddel' op til læserens forventning til krimigenren, men heller ikke længere. Hvis man søger et klassisk hvem-gjorde-det-plot, er det ikke Dürrenmatt, man skal gå til. Selvom Bärlach, ligesom andre klassiske krimidetektiver, hverken delagtiggør sine medarbejdere eller læserne i sine overvejelser, står det nemlig hurtigt klart, at Gastmann ikke er den skyldige. Dette er der for så vidt ikke noget overraskende i. Falske spor er en almindelig del af genren. Det overraskende er, at Bärlach alligevel får sin ærkefjende dømt for forbrydelsen, idet Bärlach ved hjælp af den kriminologiske metode, som han undsiger, får manipuleret Tschanz til at dræbe Gastmann. Mere intrikat bliver det af, at Tschanz er den, der virkelig myrdede politimanden, noget Bärlach udmærket ved og får Tschanz til at indrømme i slutningen af bogen, hvorefter Tschanz begår selvmord.

Romanen slutter således med et åbent spørgsmål til læseren – kan målet hellige midlet, når det kommer til retfærdighedens sejr, og hvad er retfærdighed i det hele taget? Gastmann har dræbt, og han bliver straffet, blot for en anden forbrydelse, og Tschanz dør, men for egen hånd.

Spørgsmålet om forholdet mellem moralsk retfærdighed og juridisk retfærdighed forbliver ubesvaret og sættes i perspektiv af Tschanz’ afskedsord til Bärlach, nemlig at Bärlach har påtaget sig den rolle at bestemme andres skæbne, hvormed han er blevet dommeren, mens Tschanz selv har ageret som redskab for Bärlach og dermed er blevet bødlen. At Tschanz ikke er uden skyld i det hændte understreges af titlen. 'Dommeren og hans bøddel'. Det henførende stedord hans peger på, at bødlen selv har valgt sin dommer, at der findes en kausalitet mellem den selvbestaltet dømmende og den udøvende magt. At titlen er et mesterværk i sig selv understreges endvidere af, at den kun refererer til dom og gengældelse fremfor til sandhed og retfærdighed, hvilket indfanger hele romanens moralske pointe: Er det forkert at dømme en person for en forbrydelse, han ikke har begået, hvis han har begået en anden forbrydelse, som aldrig blev dømt?

Meningstabet

Der Richter und sein Henker udfordrer dermed den klassiske kriminalroman ved at lade både opklaringen og retfærdigheden ske på en tilfældig måde, noget som romanen har til fælles med Dürrenmatts to andre små krimier, 'Mistanken' (1951, Der Verdacht) og 'Løftet' (1958, Das Versprechen: Requiem auf der Kriminalroman). Dürrenmatt bruger således sine tre genrebøger til at diskutere efterkrigstidens værdikrise med udgangspunkt i den eksistentialisme som blandt andet Jean-Paul Sartre (1905-1980) og Albert Camus (1913-1960) er kendte for.

Udgivelsesåret taget i betragtning er det derfor ikke overraskende, at man som læser sidder tilbage med en fornemmelse af illusionsløshed og tvivl med hensyn til livets mening. Det overraskende er, at man finder denne form for filosofisk stof i en kriminalroman – eller det var det i hvert tilfælde ved udgivelsen. Den moderne læser har mødt sådanne kombinationer før, blandt andet ved den tyske forfatter Juli Zeh (f.1974). Heller ikke romanens kritik af en verden, der ses som en udgangsløs labyrint, provokerer på samme måde, som den gjorde i sin tid.

Når 'Dommeren og hans bøddel' stadig er værd at læse, skyldes det således mest dens overraskende plot, dens lyriske sprog, der kombineres med en bidende ironi, manglen på omsvøb og ligegyldigheder samt de evigt relevante spørgsmål: Hvad er moral, hvornår har retfærdigheden sket fyldest og kan denne leveres af en person, der som Bärlach, er moralsk suspekt?
 

Kilder, links og centrale værker