Bog

Min kamp 1. bog

Af (
2011
)

Anmeldelse

Min kamp af Karl Ove Knausgård

22 jun.10

Et markant og kontroversielt værk, der handler om forfatterens kamp for at mestre livet, drømmen og ambitionen om at skrive og overvejelser om kunsten og livet i det hele taget.

Mens Karl Ove Knausgård er ved at afslutte sit ambitiøse romanprojekt, ’Min kamp’ i seks bind, er første bog nu oversat til dansk. Hele værket er på omkring 2500 sider, en storslået roman i mere end én forstand!

Karl Ove Knausgård har allerede udgivet to kritikerroste romaner. I 1998 debuterede han med romanen ’Ude af verden’, og i 2004 udkom ’Alting har en tid’. De tre romaner kan ifølge forfatteren ses som en trilogi - en romancyklus om Henrik Vankel.

I ’Min kamp’ rives vi ud af historien om Henrik Vankel, da forfatteren indledningsvist præsenterer sig som Karl Ove Knausgård. Bogen har, pga. stærke selvbiografiske træk, vakt stor debat i Norge, for hvor går grænsen mellem virkelighed og fiktion? De norske kritikere er begejstrede, familien i opposition. Knausgård rykker ved de litterære grænser, og det er ikke uinteressant!

Tilbage til handlingen. Karl Ove lever et almindeligt middelklasse liv i Norge i 1970’erne sammen med mor, far og storbror, men da moren flytter til Bergen for at videreuddanne sig, begynder familien langsomt at falde fra hinanden. En familietragedie, der ender med, at faren drikker sig ihjel i farmorens hjem, hvor affald og alskens efterladenskaber har hobet sig op til det ubærlige.

I ’Min kamp’spiller døden en central rolle. Bogen indledes med en intens og svimlende beskrivelse af døden og slutter med Karl Oves møde med farens lig, hvor han konkluderer: ”Og døden, som jeg altid har betragtet som den vigtigste størrelse i livet, mørk, dragende, var ikke andet end et rør der springer læk, en gren der knækker i vinden, en jakke der glider af en bøjle og falder ned på gulvet.” (oversætter Sara Koch).

Noget af det Knausgård mestrer til det sublime er at gå fra et bredere perspektiv for derefter at zoome ind på detaljen. Knausgård går tæt på sin hovedperson, han dykker ned i det sårbare og pinlige og udleverer sin hovedperson og omgivelser nådesløst. Samtidig blander overvejelser om kunsten sig, der med de mange smukke naturbeskrivelser danner fin modvægt til det indadvendte og følelsesladede.

Og så skriver han samtidig bragende godt - smukt, råt og uforfærdet. Jeg er én af dem, der venter utålmodigt på næste bog!

Originally published by Kamilla Uttrup, Litteratursiden.

Analyse

Knausgårds kamp

Min kamp provokerer, vækker til eftertanke og er et unikt eksempel på, at ekstrem selviscenesættelse ikke bare kan skabe populistiske reality-shows, men også stor kunst.

Karl Ove Knausgårds over 2500 siders lange selvbiografiske værk Min kamp (2009-2011) er blevet fremhævet som et af nyere tids mest centrale værker, og Knausgård sammenlignes af anmelderne med store, litterære navne som Marcel Proust, Knut Hamsun og Henrik Ibsen.

Værket er en blanding af autobiografi og essaysamling. Vi følger fortælleren Knausgård gennem hans liv: Fra barndommen i Kristiansand med en alkoholiseret og tyrannisk far, til Knausgård som voksen sidder i Malmø med børn og en syg kone, mens han kæmper for at færdiggøre den selvsamme bog, som man sidder og læser. Ind imellem disse ekstremt virkelighedsmættede beskrivelser, kaster Knausgård sig ud i lange digressioner, hvor han diskuterer alt fra litteraturens væsen til arbejdsmoral og dødens plads i vores samfund (med undtagelse af bind 5). I bind 6 finder man det 400 siders lange essay 'Navnet og tallet', hvor Knausgård blandt andet kommer med en omfattende gennemgang af Adolf Hitlers Mein Kampf (1925-1926), som værket på provokerende vis deler titel med.

Værket bevæger sig således hele tiden frem og tilbage mellem det konkrete og det abstrakte – mellem engangsbleer og kulturkritik. Samtidig leverer Knausgård i bind 3-5 en moderne dannelsesroman, der er kendetegnet ved beskrivelsen af et relativt normalt liv med problemer på hjemmefronten, studieliv, druk og kærlighed. Netop denne blanding af kunstessays og selvbiografi er måske baggrunden for, at Knausgård så massivt sammenlignes med netop Marcel Proust, der i sin 3.200 sider og 7 binds lange A la recherche du temps perdu (1913-1927, Dansk: På sporet af den tabte tid) også kombinerede erindring og sansning med dybsindige essays.

Selviscenesættelse og kunstnermyten
Min kamp kan læses som både et produkt af og et billede på den selviscenesættelse, der præger den moderne tids mediebillede. Vi ser reality-shows som Paradise Hotel og Big Brother, vi følger med i vores venner og bekendtes liv på Facebook, og vi deler selv vores eget liv. Vi interesserer os for at komme helt tæt på andre, og for at krænge vores eget liv ud - vise det frem. Det er også det Knausgård gør. Han giver udtryk for brutal ærlighed og lader os komme tæt på, som når han beskriver sin egen noget mangelfulde empati med sin kone, der lider af en bipolar lidelse, eller når han minutiøst og nådesløst beskriver den ene personlige pinlighed efter den anden. Som Janus Kramhøft skrev i Politiken i sin kronik 'Balladen om Karl Ove', har Knausgård skabt ”den litterære version af den tidstypiske trang til selveksponering og til at følge med i andres intime liv”.

Her spiller netop værkets længde en signifikant rolle. De 2500 sider gør, at man som læser kan tillade sig at tro på, at han skriver ”alt” om sit liv – en følelser der forstærkes af hans mangfoldige beskrivelser af trivielle dagligdagsbegivenheder, der normalt aldrig ville få plads i en autobiografi.

Dette har samtidig givet Knausgård muligheden for at iscenesætte sig selv som en del af den traditionelle og romantiske kunstnermyte: Forfatteren der må gå gennem ild og vand – og over lig i næsten bogstavelig forstand, for at nå frem til sandheden, en sandhed som Knausgård have ud, ligegyldigt hvad det koster ham – eller andre. Imidlertid bryder Knausgård også med selvsamme kunstnermyte.  Hvor mange af de kunstnere der måtte gå så forfærdeligt meget igennem for deres kunst, opfattede virkeligheden som en modstand, bliver virkelighedens rolle dobbelttydig hos Knausgård. Selvfølgelig kan virkeligheden stille sig i vejen for skriften – som da hans kones indlæggelse forsinker bind 6, men virkeligheden er samtidig baggrunden for værket. Hvis der ikke var nogen hård, triviel og udfordrende virkelighed, ville der ingen skrift være, intet at skrive om.

Sproget
Sproget interesserer Knausgård. Han leger med det, vender det og stiller spørgsmål til det, som da han konstaterer, at vi ikke har ord, der kan kommunikere selv en banal sygdoms kraftfulde processer, eller når han i begyndelsen af ”Navnet og tallet” bruger det svært tilgængelige Paul Celan-digt ”Engführung” (1958) til at italesætte sprogets grænser som både erkendelsesredskab og sprogligt udtryksmiddel. Sproget er ligeledes en del af baggrunden for romanen. I en fiktiv retssag, han holder over sig selv, forsvarer han Min Kamp, og fremstiller den som et forsøg på at sætte ord på de tavse og kropslige sansninger, som findes overalt i hverdagen, men som vi sjældent virkeligt italesætter.

Det er ikke kun hans forståelse for sprogets betydning, der er god – også hans eget sprog er noget ud over det sædvanlige. Hans stil er en balanceret blanding af stor præcision og vildtløbende og legende sætninger. Lige gyldigt om man læser bogens detaljerede hverdagsskildringer eller de intellektuelle essayistiske passager, bliver man tvunget til at forholde sig til sproget som kunst.

Den danske oversættelse har imidlertid visse skønhedsfejl – som når en harpenist bliver kaldt harpist, eller maniodepressiv i oversættelsen skrives manisk depressiv. Hvis man virkeligt vil have det fulde udbytte af Knausgårds sproglege, vil det derfor altid være en fordel at læse værket på originalsproget – og Knausgårds norske vil for de fleste danskere ikke være noget problem.

Selvbiografi?!
Allerede i begyndelsen af første bogs andet kapitel bliver læseren opmærksom på det selvbiografiske aspekt i Min kamp, samt på dens næsten maniske forankring af sig selv i en specifik virkelighed:

”I dag er det den 27. februar 2008. Klokken er 23.43. Jeg der skriver, Karl Ove Knausgård, blev født i december 1968, og er altså i skrivende stund 39 år gammel”.

Navnet, der jo stemmer overens med forfatternavnet på bogens forsider, kommer til at fungerer som en garant for realismen. Dette er ikke en almindelig fiktiv roman; dette er et stykke virkelighed!

Eller er det? Knausgårds familie siger nej, hvilket førte til en mindre mediestorm i de norske medier, og selv forfatteren, Knausgård, insisterer på, at bruge begrebet roman om sit værk, en skønlitterær genrebetegnelse og udtaler til Politiken, at han forsøger at skrive så sandt som muligt, men at stoffet selvfølgelig er vinklet. Det er romanen, der er det vigtigste for ham – ikke hans eget liv. Det er heller ikke den rene sandhed, når Knausgård i romanen giver os indtrykket af, at han beskriver sit liv en til en. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre – og det ville heller ikke være interessant. Han gør virkeligheden til kunst, og det må man som læser aldrig glemme. Der bliver bevidst spillet på forholdet mellem fiktion og virkelighed. Dette er absolut ikke en svaghed i romanen – det er dens styrke.

Der er altså tale om en selvbiografisk roman, en genremæssig hybridform, der på den ene side er sand, men på den anden side ikke er bundet til de absolutte sandhedskrav, som den rene selvbiografi er. I den selvbiografiske roman er det erindringens sandhed, der er vigtig - følelsernes og sansningernes sandhed.

På den måde skriver romanen sig ind i en lang tradition af skønlitteratur med selvbiografiske træk – noget de første anmeldere overså i deres vurdering af Knausgård som radikalt nyskabende. Marcel Proust er allerede blevet nævnt og i samme gruppe hører også nobelprismodtagerne V.S. Naipaul (1932) og J.M Coetzee (1940), Knausgårds landsmand Dag Solstad med romanen 16.07.41 (2002), svenskerne Lars Norén og P.O. Enquist med henholdsvis den 1700 sider lange En dramatikers dagbok (2008. Da. En dramatikers dagbog) og den prisbelønnede Ett annat liv (2008. Da. Et andet liv). Også i Danmark har vi i det seneste år fået en del selvbiografiske romaner – romaner som har haft stor succes og skabt skandale (måske især i forfatternes barndomsbyer). Jeg tænker her blandt andet på Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (2002), Knud Romers Den der blinker er bange for døden (2006) og Claus Beck-Nielsens forskellige eksperimenter med sin egen identitet.

Knausgårds form er således ikke i sig selv nyskabende, men det gør den ikke mindre interessant, og det er tvivlsomt, at Min Kamp havde fået den samme massive mediedækning, hvis hovedpersonen havde heddet noget som helst andet end lige netop Knausgård!

Det ville imidlertid have været synd, eftersom romanens digressioner, hverdagsskildringer, skarpe analyser og følelsesmættede beskrivelser ville være et bekendtskab værd, ligegyldigt hvem hovedpersonen var -  om end bekendtskabet ville være af en noget anden art.

07 okt.13

Bogdetaljer

Secondary title
En del af serien Min kamp
Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Sara Koch
Faustnummer
28692765
Graphic
Imperiet
ISBN
9788711427286
Antal sider
487

Indgår i tema: Autofiktion

Autofiktion

De seneste år er der udkommet stadig flere autofiktive værker, og de er populære hos læserne, men har også skabt voldsom debat. Vi stiller skarpt på en genre, der bevæger sig mellem fiktion og virkelighed.
Læs mere

Ny norsk litteratur

Norsk litteratur er lige så klar og let at blive afhængig af som det vand, der springer af kilderne i de norske fjelde. Vi retter blikket mod nord og prøver at finde ud af, hvad det er, der gør norsk litteratur så unik.  
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer