Bog

Mount København

Af (
2010
)

Anmeldelse

Mount København af Kaspar Colling Nielsen

12 maj.10

17 fremragende, foruroligende, fantastiske fortællinger fra en hovedstad under kraftig forvandling.
Velkommen til en guidet tour på Mount København.

I et land uden høje bjerge (rigtig gættet: Danmark) har debutant Kaspar Colling Nielsen litterært set opført et gigantisk bjerg, kaldet Mount København. Alene navnet emmer af storhed, og storhed findes på alle planer i bogen, der har taget navn efter bjerget.

Det er en usandsynlig vellykket og velkomponeret sag, der med et fast greb om formen giver den modtagelige læser en oplevelse, der sniger sig hen i nærheden af noget Svend Åge Madsen´sk.

Mount København – bjerget, ikke bogen – er et 3500 m højt bjerg, der overflademæssigt matcher et område på størrelse med Bornholm. Det er placeret på Avedøre Holme, og det har taget 200 år at opføre. En sådan kolos har naturligt nok bidraget til visse ændringer i den danske natur, men langt hen ad vejen er bjerget ubetinget en succes, og bogens personer sætter ikke spørgsmålstegn ved dets tilstedeværelse… og det gør man i øvrigt heller ikke som læser.

De 17 fortællinger, som bogen består af, er hver især indledt af en faktuel (faktuel på bogens præmisser, forstås) oplysning vedrørende bjerget. På dén måde bliver det bjerget, der genererer de ideer og indfald, som personerne omkring det får. Eller sagt på lomme-filosofisk vis: Miljøet påvirker individet i en sådan retning, at individets handlinger bliver en spejling af og kommentar til miljøet selv. Det er meget flot gjort!

Kaspar Colling Nielsen har med sin debut formået at skabe troværdige portrætter af så specielle skikkelser som eksempelvis fuglemenneskene, den magnetiske Flemming Aksel Møller, kompost-krabben Anders Nielsen og Thorkild, der ender med at bruge formuer på at fodre rumvæsner. Men af uransagelige årsager forekommer det på ingen måde hverken søgt eller urealistisk – snarere både tankevækkende og underholdende.

Cadeau til Kaspars København!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28222971
Graphic
Andreas Kjærgaard
ISBN
9788702084207
Antal sider
176

Tema

Tema

Spekulativ fiktion

Velkommen til en verden af fiktion, hvor elementer af teknologi og fantasi vikles sammen og udfordrer vores forståelse af verden.
Læs mere

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer