Bog

Ud og stjæle heste

Af (
2004
)

Anmeldelse

Ud og stjæle heste af Per Petterson

15 mar.05

Sommeren 1948 er varm og bliver skelsættende for to norske familier, hvis skæbner væves ind i hinanden. Per Petterson har skrevet en mesterlig roman om loyalitet og svigt, krig og kærlighed.

"Om jeg selv bliver helten i min egen livshistorie eller om en anden kommer til at indtage denne plads, må disse sider først vise." De første linjer af David Copperfield, skrevet af fortællerens yndlingsforfatter, Charles Dickens, er essentielle for forståelsen af denne mesterlige norske roman. 

Trond har været enkemand i nogle år og er nu gået på pension. Han forlader bylivet i Oslo og køber et gammelt hus i udkanten af en landsby ved den svenske grænse. Der vil han tilbringe resten af sine år med at kløve brænde, gå tur med hunden, snedkerere lidt hist og pist, læse Dickens – kort sagt: starte på en frisk og leve et enkelt og ukompliceret liv.

Hans nærmeste nabo viser sig at være et spøgelse fra en fortid, der ligger mere end et halvt århundrede tilbage. I sommeren 1948 boede Trond sammen med sin far på en sæter ved den svenske grænse, som faren havde fundet egnet som base for sine aktiviteter i modstandskampen. Trond er 15 år og sammen med kammeraten Jon optaget af "at stjæle heste", dvs. stjæle sig til en ridetur på storbondens heste uden at blive opdaget. Han er også optaget af Jons mor.

I sommerens løb hører han om farens modstandsarbejde på egnen og om de dramatiske begivenheder, der førte til, at han måtte opholde sig i Sverige i krigens sidste år. Gruppens løsen havde også været "ud og stjæle heste", og Trond føler, at sommeren og den nyerhvervede viden om farens fortid binder ham yderligere sammen med Jon. Men sommerens begivenheder bliver skelsættende for både Trond og Jon og deres familier.

"Ud og stjæle heste" er en vedkommende roman om forholdet mellem fædre og sønner. Den er mit første bekendtskab med Per Petterson, og sikke et bekendtskab! Velskrivende, stilsikker og med en god historie i pennen. Han slutter sig til kredsen af spændende norske forfattere. Der er litterær grøde i nordmændene - med tryk på mændene. Hold øje med dem!

Analyse

Petterson, Per - Ud og stjæle heste

At vokse op betyder, at man taber en verden, men får en ny. Det sker for hovedpersonen Trond i 'Ud at stjæle heste', der også beskriver det at blive voksen som en intens kropslig erfaring.

”Vi bestemmer jo selv hvornår det skal gøre ondt.” Det er den sidste sætning i Per Pettersons roman, 'Ud og stjæle heste'. Det er en sætning om at blive en mand, og om at kunne udholde smerten. Denne sætning har vi som læsere hørt før i bogen, da faren vil lære jeg-fortælleren Trond at fjerne brændenælder. Men det er også en sætning, hvor jeg-fortælleren med det lille ”jo” signalerer en fortrolighed med smerte. Herunder smerten ved at blive forladt - af sin far.

Der er en klassisk nordisk realistisk fortælling, hvor naturen danner en ramme om kontrollerede, men samtidig betydningsfulde følelser. Bogen starter i 1999, hvor den på dette tidspunkt 67-årige Trond er flyttet ud i et hus i skoven ved en elv, og derved mindes sin egen ungdom i en lignende hytte i en skov ved en elv i sommeren 1948. Disse to spor, nutidssporet i 1999 og ungdomssporet i 1948 krydser gennem romanen hinanden. Og da Trond i nutidssporet støder ind i Lars, der i 1948 ved et uheld skød sin tvillingebror, kommer erindringerne fra dengang frem. Det bliver en fortælling om sommeren 1948, hvor Trond bliver voksen, men også oplever tab.

Uheldet sker, da Tronds ven Jon havde efterladt sit gevær ladt i huset og var gået ud for lede efter sine mindre tvillingebrødre. Tvillingerne er dog i huset, og Lars samler geværet op og skyder sin tvillingebror gennem hjertet. Det ved Trond ikke endnu, da Jon dagen efter står foran hytten og siger, at de skal ud og stjæle heste. I virkeligheden vil de ride en tur på naboens heste. Men det er en ulige situation: Jon er i alle situationer, og også i denne, mere behændig med sin krop, og hvor jeg fortælleren legende og barnligt forstår situationen gennem westerns, er det alvor for Jon. Det bliver helt tydeligt, da Jon bagefter viser jeg-fortælleren fuglekongens rede, og med ét lader først et æg falde og dernæst knuser reden mellem fingrene.

I romaner om overgangen fra barn til voksen bliver ændringen ofte sat i gang ved at protagonisten møder synden. Typisk sker det ved at blive bevidst om sin egen seksualitet, men også gennem oplevelsen af ondskaben i verden. I 'Ud og stjæle heste' er det tre gange netop sætningen ”Ud og stjæle heste”, der indvarsler Tronds tab af uskyld. I sig selv er sætningen en slags leg, da Trond og Jon ikke stjæler hestene, men leverer dem tilbage igen. Men alle tre gange dækker sætningen over andre og langt mere betydningsfulde begivenheder. Første gang er den sidste dag Jon og Trond er sammen. Herefter ser Trond ikke mere til Jon.

Samtidig er sætningen det kodeord, faren benytter, da han under anden verdenskrig som hemmelig kurér kommer til den lille by. Dette ender, da faren og Jons mor opdaget af tyskerne må flygte til Sverige, ”nærmest hånd i hånd”, som farens ven Franz fortæller Trond. Hvad der sket i Sverige fortælles ikke, men Franz’ ordvalg om hånd i hånd gør det alligevel. I sommeren 1948 vender faren og Trond tilbage sammen. Og sidste gang bliver, da faren i 1948 tager sin søn med på den ridetur, han har lovet længe. Her siger Trond sætningen til sin far. På denne tur på hesteryg opdager faren, at Trond er ved at blive voksen. Først da en ældre malkepige, som Trond har mødt tidligere, ler højt, da de ridder forbi. Siden da Trond behændigt springer fra stamme til stamme på det tømmer, som de tidligere har sendt ned af elven, og som nu sidder ubehjælpeligt fast. Til sidst får Trond tømmeret til at flyde – og får sin fars anerkendelse.

Sætningen ”ud og stjæle heste” er på en gang en legenden overdrivelse, de stjæler ikke, men samtidig er den sprogligt alt for lidt og upræcis i forhold til de tab, som Trond oplever.

Inden oplevelsen med tømmeret har faren sagt farvel, uden at Trond ved det. Helt symbolsk har Trond på barnlig vis forestillet sig, at de som outlaws forfølges af en mager US Marshall på sin hest – for kort efter at gøre sig selv til grin ved at falde af hesten. Efter at have grinet omfavner faren helt udsædvanligt Trond. Kort efter overskrider de grænsen til Sverige: ” […] og det var rigtigt hvad jeg havde tænkt, at det føltes anderledes selvom det hele så ens ud, da vi kommet forbi den”. Uden Trond selv ved det, krydser han også en symbolsk grænse til det voksne liv. Herefter følger scenen, da Trond får tømmeret til at flyde videre. Da Trond kort tid efter rejser hjem, siger faren, at han vil følge senere. Men han kommer aldrig. Det forklares aldrig hvorfor? Da det endegyldigt går op for Trond, at faren ikke kommer tilbage, oplever han det ”som at begynde livet på ny”.

Ud og stjæle heste handler også om, hvordan vi lever med fortiden? ”Hvis jeg bare koncentrerer mig, kan jeg gå ind på hukommelsens lager og finde den rigtige hylde med den rigtige film og forsvinde i den og endnu i kroppen mærke ridtet gennem skoven med min far […] jeg kan læne mig tilbage og være ved bålet som jeg var det den nat […]”. Fortiden er til stede helt fysisk for den 67årige Trond. Selv er han blevet efterladt for tredje gang, da hans kone døde tre år forinden. Og hele tiden er det kroppen, der skaber forbindelsen til fortiden. Men også på et mere overordnet plan arbejder Per Petterson i Ud og stjæle heste med kroppen som det, der skaber forståelsen.

Helt symptomatisk hedder det, da de to ældre herrer, Lars og Trond går i gang med at skære det birketræ op, der er væltet ved Tronds hus: ”Det er fint at se Lars arbejde […]. Hans mønster smitter af på mit mønster, og det er som det plejer at være for mig; bevægelsen først og så forståelsen […]”. Begivenhederne sker først, Jon ødelægger fuglekongens rede, faren er i Sverige med Jons mor, faren giver Trond et knus. Og så dukker de bagvedlæggende begivenheder op – og Trond forstår.

Ud og stjæle heste foregøgler ikke, at man som menneske kommer overens med fortiden, men nærmere at man lever med den i kroppen. Hverken Lars eller Trond tilskriver deres ulykke og tab nogen dybere mening. Man lever med det. Sommeren 1948 er den sommer, hvor Trond forlades af sin far og dermed bliver voksen. Men det er samtidig også der, han oplever en kropslig harmoni. På den sidste tur med faren, føler Trond sig vægtløs efter at have sikret tømmerets videre sejlads. Ligesom han natten før i en tilstand mellem søvn og fuld bevidsthed taler med hestene og rører ved dem – og i næste øjeblik glemmer, hvad han har sagt. På den måde er der også en fred gemt i kroppens fortrolige omgang med heste, og med den omgivende natur; elven og træerne. Som den 67-årige Trond siger på bogens første sider: ”Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette”.

I bogens sidste afsnit tager Trond med sin mor til Karlstad, Sverige, for at hæve de penge faren har efterladt dem på en konto. Det er ikke mange, og de bruger de fleste på en ny habit til Trond: ”[…] den dag i Karlsted gik vi arm i arm ned ad gaden. Min nye habit sad så let på kroppen og fulgte mig som ingenting for hvert skridt jeg tog”. Her er den kropslige harmoni igen – men som der derefter står, sådan kommer de aldrig til at gå igen. Og for at vende tilbage til sætningen, jeg citerede som en begyndelse, men rettelig hører til i slutningen af historien, så er det let at læse i romanen, at livet gør ondt. Denne erkendelse hænger sammen med det at blive voksen - men vi bestemmer selv, hvordan vi lever med det, der gør ondt.

29 okt.15

Bogdetaljer

Forlag
Roskilde : Batzer & Co
Faustnummer
25574486
ISBN
9788790524579
Antal sider
260

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer