Niels Lyhne

Niels er en slags fætter til Pontoppidans Lykke-Per – en mand med mange talenter, men især med et stort talent for ikke at udnytte livets chancer.

Niels Lyhnes mor er sværmerisk og fuld af gode fortællinger, mens hans far er den praktiske bonde med tro på håndens arbejde. Denne splittethed tager Niels med sig hele livet.

Han vokser op som digter og støttes af barndomsvennen Erik, der selv vil være billedhugger og har et stort talent, men som efter et udlandsophold ender som succesrig maler.

Niels bliver betaget af en slægtning, Fennimore, der ender med at blive gift med Erik. De to flytter til en lille ejendom ved Mariager Fjord, men efterhånden trækker livet blandt lokale svirebrødre mere i Erik end kunsten og Fennimore. I et mørkt øjeblik skriver han til Niels for at få hjælp til at genvinde kunsten. Niels kommer og ender med at slå sig ned på den anden side af fjorden. Erik fortsætter dog sine svireture, så Niels og Fennimore får mere og mere tid i hinandens selskab, som de begge nyder. Det ender selvfølgelig galt og går over i en hemmelig affære, der brat får en ende, da…

'Niels Lyhne' er en klassiker af en sammenbrudsroman, der brød med livshistoriens udvikling i de tidlige romaners dannelsesform "hjem-ude-hjem". I stedet bliver der med denne åbnet for en ny type litteratur, der bygger på en form for nihilisme, hvor der ikke er nogen mening i tilværelsen.

Med Niels som antihelt ender alt derfor "selvfølgelig galt". 'Niels Lyhne' er en barsk, dyster og melankolsk fortælling om afviklingen af en person, der er slave af sin arvelighed og ender samme sted, som han begyndte, men dog uden brugbare erfaringer og uden at have "fundet sig selv" på rejsen "ude".

Niels er en slags fætter til Henrik Pontoppidans Lykke-Per – en mand med mange talenter og muligheder, men især et stort talent for ikke at udnytte chancerne, livet giver. Som Per ender Niels i en resignation, der egentlig passer dem begge godt.

’Niels Lyhne’ er den roman i Jacobsens lille forfatterskab, der er bedst kendt i verdenslitteraturen, og den er en lille perle i et langt mere ”nutidigt” sprog end hans anden store – og i Danmark nok mest læste – Fru Marie Grubbe, der også foregår et hundrede års tid før i adelskredse for det meste.