Velkommen til Amerika

Linda Knausgård har skrevet en påtrængende historie om "en lys familie". Man kan næsten smage mørket på hver side, i hvert ord.

Den er slet ikke stor, bogen. Lige i underkanten af hundrede sider. Alligevel har forlaget udstyret den med et flot smudsomslag i kraftigt papir, som oven i købet er helt dækket af et sort/hvidt billede af en kvinde. Der gik længe, før jeg så den selfiestang kvinden holder, men nu kan jeg ikke lade være med at se på den. Hun har håret ned for ansigtet, og bag hende falder lyset ind i det mørke rum og giver det hele et lidt spøgelsesagtigt præg.

Det er en perfekt forside til en bog som denne, hvor sindssygen lurer i hver skygge og hvert blik som et spøgelse. Det er svært at gennemskue, hvem den er gal med, om det er jeg-fortælleren, den 11-årige Ellen der ikke vil kommunikere med nogen efter sin fars død, hendes musikalske, men også fysisk voldelige bror, der sømmer sin værelsesdør til, eller hendes mor, der er skuespillerinde og har trukket familien med til storbyen, dengang hun kom ind på skuespillerskolen. Noget faderen slet ikke kunne finde sig til rette med, og som førte til alkoholmisbrug, dødstrusler og tvangsindlæggelser, lige indtil hans død, som Ellen føler sig ansvarlig for, fordi hun har bedt Gud om den så mange gange.

Ellens modvilje mod at tale eller skrive i den notesbog, hendes mor har givet hende, er en stærk manifestation af den magtesløshed, sproget møder, når det skal forholde sig til livet og verden. Den bliver et udtryk for hele den mangel på kommunikation, der går igen og igen i den lille ”lyse familie”, som hendes mor kalder dem. Noget der efterhånden klinger mest som et ønske. Det er i det hele taget ikke lyset, der er positivt i denne bog:

”De dage der siden fulgte nætterne, brændte af lys, et lys så stærkt at jeg måtte lukke øjnene. Jeg sad i min seng fra morgen til aften med lukkede øjne. Lyset skar i mig”.

Den lyse familie, hendes mor hele tiden snakker om, er en kampplads, hvor det handler om at være den stærkeste. Men selv om mørket heller ikke er noget at råbe hurra for, for det er der hun oftest får besøg af sin fars spøgelse, er det alligevel en blødere tilstand for Ellen. Hendes psykiske problemer er skildret med enorm indlevelse. Så meget, så man af og til læser hen over de passager, hvor hendes adfærd er symptomatisk. Eksempelvis er det først nu ved genlæsning af ovenstående citat, jeg ser det, at hun har brugt flere dage i sengen med lukkede øjne som et tegn på hendes psykiske sygdom.

Det her er en roman i flere lag, og selv om det er en mørk fortælling, bør man unde sig selv at lade den slutte tæt om sig en dag – og bagefter bør man nok tale med nogen om den.