Gående

Velgørende galde og sproglig virtuositet er hovedingredienserne i Bernhards fortælling om to forkrampede mænd, der bevæger sig på vildveje i filosofi, kultur og psykologi.  

To mænd går ture og taler. Og taler. Og taler. Om samfundet (som er råddent), om sproget (og dets umulighed) og især om deres bekendte, som er blevet sindssyg. Vi er ude i en Bernhard specialitet: Mænd som føler sig ude af trit med deres tid, deres land og deres liv. Mænd som sidder fast uden nogen mulighed for udfrielse – måske med undtagelse af galskaben. Det kan blive klaustrofobisk og afmægtigt, og så samtidigt være lutrende at læse, fordi der er noget der brænder på. Jeg kan ikke huske at være stødt på en sympatisk eller blot person i Bernhards bøger, og denne er ingen undtagelse. De er som regel for meget: For ynkelige, for vrede, for ærekære, for ydmygede – grotesker og parodier som alligevel i alt deres for-meget-hed rammer en ren tone af noget ægte menneskeligt.

Lix-tallet og abstraktionsniveauet er skyhøjt ligesom en vis viden om europæisk kultur og filosofi nok er en forudsætning for at følge med. Det kan lyde tørt, og ville givetvis være det, hvis ikke det var for Bernhards velgørende galde. Bernhard var en af europæisk litteraturs store misantroper og havde et godt øje til menneskelig dårskab i almindelighed og østrigsk konfliktskyhed og forløjet idyllisering i særdeleshed. Stilistisk et sted mellem Musils forsirede, bureaukratiske elegance og Celines lede ved alverden. Det kunne nemt være endt i en sur gammel mands brokkeri over verdens gebrækkelighed. Heldigvis er bogen både for skarp, for fascinerende og labyrintisk velskrevet og ikke mindst for grotesk morsom til at kamme over i ren onkel-surhed. Og der er et drive i den vedholdende kværnen, såvel karakterernes som tekstens, som er velgørende. Hvis du også holder af sproglig virtuositet og veloplagt mismod er denne bog noget for dig.

Måske mindre en bog om at gå, end en bog om at gå vild.

Skrevet af Frank Christensen