Status

Hvad skal vi med anmeldelser? Hævnens gudinde ruller sig ud i form af den 65-årige forfatter Nina Faber, som går bersærkergang efter en række dårlige anmeldelser.

Erlend Loe er tilbage igen og som altid med en god portion underspillet humor, ironi og absurditeter. Denne gang følger læseren Nina Faber, en falleret lyriker i sit livs efterår, som får en sidste chance for at bevise for verden, at hun er et stort talent. I de gode gamle dage i 1970’erne var hun spået at vinde Nordisk Råds Litteraturpris. Det skete bare ikke, og efter flere udgivelser og en langsommelig deroute indser Nina nu, at det er sidste skud i bøssen. Hun har netop skrevet Bosporus, en digtsamling med skiftende stemninger over den samme dag til udsigten over Bosporusstrædet.

Vi følger Nina den ene dag, digtsamlingen udkommer. Dagen begynder fuld af forventninger og ender nærmest katastrofalt med en række absurde hændelser i kølvandet. Det bliver dagen, hvor Nina gør status over sit flippede kunstnerliv, som har været ganske kulørt med for meget rødvin og kønslig omgang med diverse anmeldere. Desværre er de anmeldere, hun engang gik i seng med, ikke mere i aktiv tjeneste.

I takt med at Nina hen over dagen indser, at anmelderne sabler hendes udgivelse ned, antændes et raseri næret af mange års skuffelser. Og da Nina ikke er som kvinder (og lyrikere) er flest, vil hun ganske enkelt ikke finde sig i det mere. Så hun tager sagen i egen hånd – ja bogstavelig talt, for hun må endog ty til vold mere end en gang. Nina opsøger blandt andet den boghandler, der skulle have lagt lokaler til en oplæsning af digtsamlingen, men som aflyser i sidste øjeblik, og hun tiltusker sig adgang til det kollektiv, den hårdeste af anmelderne bor i, under dække af at være hans bedstemor. Begge får de hendes kærlighed at føle.

”Nina synes ikke blot, det er problematisk, at nogle vælger at blive anmeldere, hun synes, det er direkte ynkeligt. At leve af at kommentere andres værker, som det i mange tilfælde har taget år at producere, er en utrolig speciel og særdeles kompliceret opgave. Især måske når kommentatoren måske aldrig selv har forsøgt at skabe noget ud af ingenting. Det at lave æblekage er ingen kunst, hvis man har adgang til æbler, men at udtænke æblet er noget helt andet”.

Måske er Nina bare ikke så god, som hun selv går og bilder sig ind? Kunstneren, der er opslugt af sin egen skabende kraft og ikke har udsyn nok til at kunne se sig selv udefra? Ninas person udfoldes yderligere, da hun støder på sin voksne søn, og det åbenbarer et hurtigt men alligevel indsigtsfuldt indblik i deres komplicerede forhold, hvor han aldrig har måttet kalde hende mor men blot ”Nina”. Her kunne jeg ikke lade være at tænke på ”kunstnermor og barn-forholdet” i den højaktuelle tv-serie Arvingerne på DR.

Har anmelderne så ret? Som modpol til de negative anmeldelser i aviserne møder Nina hen mod slutningen en lille håndfuld trofaste fans, som stadig elsker hendes lyrik. Historien fortælles helt subjektivt af Nina selv, og vi læsere finder aldrig rigtig ud af, om Nina Faber virkelig kan skrive. Dette er ganske irriterende og pirrende på samme tid. Men måske er det ikke så vigtigt at vide? Ingen har patent på - men alle har en mening om - den gode smag! Lige præcist heri har Erlend Loe gjort en lille genistreng. For ved at lade spørgsmålet om Nina Fabers talent stå ubesvaret hen, giver han læseren mulighed for selv at drage sin konklusion. Man kan læse historien på to forskellige måder og derved få to forskellige læseoplevelser ud af det. Enten kan det være historien om en selvoptaget og lettere usympatisk kunstners livslange selvbedrag. Eller også kan det være den sørgelig og sympatiske historie om en kunstner, der ikke er anerkendt i sin egen samtid.

Det er i øvrigt vældig morsomt, at Loe hen mod slutningen anbringer Nina i en situation, hvor hun bogstavelig talt har æblerne til at bage æblekagen – uden at hun dog griber chancen. Enten fordi det er alt for banalt for en lyriker at beskæftige sig med, eller også kan hun måske bare ikke finde ud af at bage æblekager. Se det er ægte Loe-humor!

Tør jeg nu fælde dom over Erlend Loes nye lille (som i ikke så tykke) roman? Forsiden er prydet med en skala, hvor der er givet en ud af fem stjerner (som Ninas digtsamling får af den ene anmelder). Jeg vil godt give Status lidt mere og kaster tre (store) stjerner ud af fem efter bogen. Status byder både på deprimerende og sjov læsning om en kvinde, som har spillet sine kort forkert og forsøger at rette op på miseren på sin egen irrationelle facon. Man krummer tæer af pinlighed, griner indimellem og synes det er herligt, at fandenivoldske Nina Faber tør gå imod strømmen på sit eget bizarre hævntogt.