Bog

Løgneren

Af (
2013
)

Anmeldelse

Løgneren af Martin A. Hansen

15 aug.13

Martin A. Hansen har i mange år været en kampzone, og nu har Gyldendal genudgivet hans hovedværk, som er en af de største klassikere i dansk litteratur.

’Løgneren’ er efter min mening en af de absolut største klassikere i dansk litteratur, og bogen har tilmed også  en umådelig interessant receptionshistorie. Da den første gang udkom som radioroman i 1950, var Martin A. Hansen en af Danmarks førende kulturpersonligheder, og romanen blev hyldet som et mesterværk. Men da de ideologiske vinde i 1960’erne og 1970’erne begynde at blæse i nye retninger, ændrede billedet sig markant. Romanen blev nu af mange opfattet som en overvurderet generationsroman med en stærk tidsbundet patos, og Martin A. Hansen blev stemplet som reaktionær og forbundet med ”gammellivet” på landet. Berømt eller berygtet er også Karen Blixens udtalelse om Martin A. Hansen, idet hun om ham sagde, at han var for ”klæg”, og at hun gerne så, at han blev bagt.  I 1990’erne ændrede billedet sig igen med en række nyudgivelser om Hansens forfatterskab, og man taler sågar om en Martin A. Hansen-renæssance.

Hvad handler romanen så om? Den indledes med, at jeg-fortælleren, Johannes Vig, der både fungerer som skolelærer, degn og postmester, sidder i sin stue på Sandø, som isen har isoleret fra omverdenen i 40 dage. Tågen ligger dog over øen, så isen vil snart brydes, og det forventer han vil medføre problemer for de andre. De andre er hovedsageligt pigen Annemari, hendes kæreste Oluf, med hvem hun har et barn, og ingeniøren, som er ude efter Annemari. Romanen kan læses (som den ofte er blevet) som en kærlighedshistorie mellem disse tre personer og med den forførende Rigmor i periferien. Kigger man bare lidt nærmere på romanen og specielt på Johannes Vig, så er det dog ikke let at lade sin læsning hvile her. Han handler måske efter helt andre motiver? Måske er han slet ikke forelsket i Annemari, men betragter hende blot som et stykke legetøj? I hvert fald er han en selvkredsende æstetiker, der ikke tillader andre at komme tæt på sig, og samtidig manipulerer han med menneskeskæbner for at få sin vilje, og alt sammen skjuler han under et væld af bibelske og litterære citater.

Jeg har nu læst bogen tre gange, og min begejstring er bestemt ikke blevet mindre. Tværtimod er det kendetegnende for romanen, at man for hver læsning opdager nye afgørende forhold. Jeg kan dog godt blive en smule irriteret over, at Gyldendal har valgt at gør en stor sag ud af, at skuespilleren Jens Albinus har skrevet forordet. Hans navn er trykt på forsiden, og beskrivelsen af hans meritter fylder mere end beskrivelsen af Martin A. Hansen. Som inkarneret Martin A. Hansen-fan vil 1. udgaven fra 1950 med omslag af Ib Spang Olsen altid være den ”rigtige” udgave for mig.

Analyse

Hansen, Martin A. - Løgneren

Martin A. Hansens ‘Løgneren’ fra 1950 giver i en intens og nølende tone en suveræn psykologisk skildring af øboeren Johannes Vigs splittelse mellem drift og distance.

I vinteren og foråret 1950 læste skuespilleren Pouel Kern over tolv søndage Martin A. Hansens ‘Løgneren’ højt i radioen. Radioromanen blev en stor lyttersucces, og ‘Løgneren’ blev siden trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis, illustreret af Ib Spang Olsen. Romanen blev filmatiseret i 1970.

I ‘Løgneren’ følger læseren i dagbogsform Johannes Vig gennem fire skelsættende forårsdøgn få år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Johannes Vig, der er tæt på de 40 år, er lærer og degn på Sandø, og lever som den enlige iagttager blandt øens beboere. I en følsomt nølende sprogtone, der spænder fra melankoli over ironi til fortvivlelse, skildres Johannes Vigs indre splittelse mellem drift og distance, mens han vikles ind i dramatiske begivenheder på øen. Dagbogsformen giver fortællingen en umiddelbar autenticitet og intimitet. De detaljerede sansende beskrivelser af naturen og af forårets og lysets gennembrud får Sandø til at fremstå som en mytisk lokalitet på linje med det symbolske Himmerland hos Johannes V. Jensen. Den nedtonede indre dialog, de fortættede situationsbeskrivelser og de korte, gnistrende dialoger lader det meste være underforstået eller antydet, hvilket gør det klart, at Johannes Vig fortier pinagtige forhold eller måske ligefrem forsøger at manipulere med sandheden. På det stilistiske plan sløres sandheden gennem fraværet af anførselstegn eller anden markering af replikker. Det bliver ved flere lejligheder uklart, hvorvidt et udsagn er udtalt eller blot tænkt, og Johannes Vig leger med denne uklarhed for at camouflere sin historie. I endnu et forsøg på at etablere distance anvender han litteraturen som et gitter mellem sig selv og verden og indfletter i sin egen indre monolog citater af Ewald, Kierkegaard, Blicher, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen.

I kraft af sine formeksperimenter og et væld af litterære referencer fremstår ‘Løgneren’ som et prosamodernistisk værk, men det er også slet og ret en kærlighedsroman om en mands erotiske længsel, som er udspændt mellem to kvinder, den unge Annemari, Sandøs rose, og den gifte og mere modne Rigmor. Den fremboblende erotiske drift, symboliseret ved forårets og sneppens ankomst, tvinger Johannes Vig ind i en eksistentiel valgsituation mellem sin akutte vissenhed og et moralsk og følelsesmæssigt engagement. Beskrivelsen af Johannes Vigs valgsituation er inspireret af den kierkegaardske eksistentialisme, ligesom religiøse tematikker, som kristen synd, skyld og straf, spiller en afgørende rolle.

‘Løgneren’ giver sig ud for at være en dagbogsoptegnelse skrevet af jeg-fortælleren Johannes Vig, men allerede i første kapitel udfordres dagbogsillusionen, da Johannes Vig tilsyneladende fjerner sig fra sit notathæfte og alligevel fortsætter skrivningen. I romanens afsluttende 12. kapitel dementeres dagbogsillusionen endegyldigt, da Johannes bekender, at hele romanen, på nær de første par sider, er skrevet et år efter begivenhedernes indtræden. Fortælleren har ført læseren bag lyset og har over alle sider skrevet ordet ”Løgneren”. Samtidig erklærer Johannes Vig, at løgnen har været en nødvendig forudsætning for at give fortællingen liv og troværdighed. ‘Løgneren’ er på denne måde et fortælleteknisk eksperiment med den utroværdige fortællerinstans, en teknik, der ved midten af 1900-tallet var fast etableret og hyppigt forekommende i fiktionsprosaen. Steen Steensen Blicher raffinerede denne teknik i dansk kontekst, og Martin A. Hansen radikaliserer den med ‘Løgneren’. I ‘Løgneren’ bliver fortælleren sin egen utroværdighed bevidst og bekender den, og derfor må samtlige udsagn betvivles. I Per Højholts '6512' fra 1969 underkastes dagbogsfortællerens utroværdighed en humoristisk bearbejdning med tydelige referencer til ‘Løgneren’ og Martin A. Hansen.

Martin A. Hansen fungerede som medredaktør af tidsskriftet 'Heretica' og som inspirator og vejleder for andre Heretica-digtere. Han startede sit forfatterskab som romanforfatter i 1930erne med socialrealistiske kollektivromaner. I 1945 udgav han den historiske roman ’Lykkelige Kristoffer’, som både er udformet efter et realistisk stilideal, men også eksperimenterer med de traditionelle fortælleformer og dermed læner sig op ad den internationale modernisme. Novellesamlingerne ’Tornebusken’ (1946) og ’Agerhønen’ (1947) veksler mellem realisme og myte. Den lange novelle ’Midsommerfesten’ (1946) rummer et eksplicit brud med naturalismen, og Martin A. Hansen problematiserer i novellen forholdet mellem fortæller, det fortalte og læser. Novellen, der i dag kan betragtes som et prosamodernistisk nybrud, kom til at præge ‘Løgneren’. ‘Løgneren’ blev Martin A. Hansens sidste egentlige fiktionsværk. I de følgende år koncentrerede han sig om at studere det nordiske folks historie, hvilket bl.a. udmundede i det religionshistoriske hovedværk ’Orm og Tyr’ (1952). En parallel kan trækkes til ‘Løgneren’, hvor Johannes Vig ved slutningen opgiver dagbogs- og fiktionsskrivningen til fordel for en beskrivelse af Sandø. Martin A. Hansen var som Johannes Vig lærer, degn og flittig dagbogsskribent, og i hans udgivne dagbøger kan man gå på jagt efter flere paralleller mellem Løgnerens forfatter og hovedperson.

Skrevet af cand. mag. Mette Henriksen

Kilder, links og centrale værker

25 maj.04

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50571491
Graphic
Stoltzedesign
ISBN
9788702145397
Antal sider
184

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer