Karen og mig

Dette er en fin lille historie om en pige, der som meget ung stifter bekendtskab med Karen Blixens skæbne og skrivekunst. En smuk beskrivelse af hvad mødet med stor litteratur kan betyde.

Som bogelskende dansker er man så vant til, at Karen Blixens liv og litterære produktion bare er en national arv. Når man så møder en udlændings dybe tilknytning til vores store kulturprofil, bliver man næsten benovet. Jeg har tilfældigt fundet og med stor fornøjelse læst denne bog tre år efter dens udgivelse, i øvrigt efter at have oplevet bølgen af Kaptajn Dinesen- og Buk-Swienty-begejstring herhjemme, så det var jo med endnu mere forbløffelse, at jeg fandt historien om Karen Blixens nu i Danmark så berømte far og hans skæbnes indvirkning på den meget unge Karen. Skowronek har også helt styr på, hvor strenge krav der var til medlemmerne af den overklasse, som Karen Blixen trods alt tilhørte.

Kærligheden til Afrikas natur og dyreliv fylder meget i historien også for forfatteren, men hun lader bogens egentlige substans være det store ønske, fortælleren (jeg tvivler slet ikke på, at det også er forfatteren) altid havde haft om at fortælle Karen Blixens historie, og hun fletter sit eget livs mønster sammen med Blixens. Hun beretter om, hvordan hun dækkede over en utilfredshed og en frustration med den velopdragne piges fine opførsel. Også hun ønskede mere af livet, og frem for alt ville hun skrive.
Skowronek fortæller om, hvordan litteraturen får hende til at finde mod og retning i livet, og er det egentlig ikke det bedste, man kan ønske sig? Jeg må bede om tilgivelse for eventuel sentimentalitet her.

Hvis man ønsker sig en lille roman med et smukt sprog, ikke for mange sider og ikke alt for megen handling, som jeg læste som læserønske et sted for nylig, så er den lige her.