Anmeldelse
Faldet af Albert Camus
- Log ind for at skrive kommentarer
Vedkommende nyoversættelse af klassisk Camus-roman om synd, skyld og fremmedgørelse.
’Faldet’ blev den Franske forfatter Albert Camus’ sidste roman. Camus kredsede i sit forfatterskab om de eksistentielle spørgsmål i menneskets liv og tilværelse og i særdeleshed om det meningsløse i selvsamme liv og tilværelse.
I ’Faldet’ leverer Albert Camus et mere filosofisk budskab. Scenen er sat i Amsterdam, hvor den tidligere advokat Jean- Baptiste Clamence lever i selvvalgt eksil. Han fordriver blandt andet tiden på en bar i byens havnekvarter med at fortælle flere små væsentlige livshistorier til en fremmed gæst i baren.
Clamence fortæller om livet i Paris som succesfuld advokat, et liv der brat ændres, da han en sen nattetime er vidne til en ung piges selvmord fra en bro ned i Seinen. Den manglende indblanding og hjælp bliver til en slags forbandelse for Clamence, der hjemsøges af dårlig samvittighed. Pigens skrig og fald fra broen bliver her til symbol for Clamences eget fald eller syndefald om man vil.
’Faldet’ har ganske vist mere end et halvt århundrede på bagen, men det gør bestemt ikke bogen mindre aktuel. Budskaber om synd, skyld og fremmedgørelse mm er lige så aktuelle nu som før.
Herligt at bogen nu foreligger i en lækker nyoversat udgave i 50-året for forfatterens død.
Brugernes anmeldelser