Ved Sandåen

Smuk, helstøbt, tankevækkende roman fra modtager af Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 - Om kunst og natur og om ensomhed - En af de bedste bøger, jeg har læst længe.

Jeg er et hav-menneske. Synet, lyden og lugten af hav virker stærkt beroligende på mig. For hovedpersonen i denne roman virker skoven sådan. Eller det ville han ønske, den gjorde; han ville ønske de grønne farver kunne få indre spændinger til at slappes og give ham lyst til at male igen. Lige siden han var barn, har han søgt mod træer, ind i skove, når han trængte til at være alene. Så når han ikke kom hjem til aftensmad, vidste hans forældre, hvor de kunne finde ham.

Nu er han igen søgt ind i skoven. Han har malet tidligere, forstår man, levet som kunstner. Men han har mistet lysten til at male. Han bor alene i en campingvogn, og vi følger ham fra højsommer til det begynder at blive at blive vinter. En sommer, hvor lysten til at male langsomt vækkes

Gyrdir Eliasson har skrevet en stille, eftertænksom roman om en mand, der har forladt sit tidligere liv. Han ser ikke sine børn. Ej heller moren til børnene. Børnene er voksne, og sønnen kommer en gang i løbet romanen på besøg i campingvognen. Et kejtet møde imellem to mennesker, der er blevet fremmede for hinanden. ”I virkeligheden ville vi have nok at snakke om, hvis vi kom til sagens kerne, hvilket vi selvfølgelig ikke gør”. Sørgeligt, men desværre nok en sandhed, der gælder for mange mennesker, også familiemedlemmer, forældre og børn.

Der er mange smukke naturbeskrivelser i 'Ved sandåen'. Anderledes beskrivelser af Island end jeg har læst flest af; af træer, åer og vandløb. Der er også mange kloge betragtninger om livet, om kunst og om menneskelig ensomhed.

Romanen, der er skrevet i 2007, har undertitlen 'pastoralsonate', og ligger tematisk i forlængelse af den amerikanske forfatter Henry David Thoreaus Walden:'Livet i skovene'. Det falder bare ikke den islandske hovedperson i 'Ved sandåen' så let som den amerikanske ditto, hverken at male eller at leve.