Ise-fortællingerne

En række små og finurlige waka-digte, skrevet for mere end ét tusind år siden, giver et unikt indblik i en gammel kultur, som ikke kun er interessant, men også virker som et spejl.

'Ise-fortællingerne' er digte om erotik, trofaste venskaber, vandløbets tidsløshed, kirsebærblomsternes skrøbelighed og den uundgåelige død. 

”Jeg har længe fået at vide 
at dette er den sidste vej 
mennesket skal vandre ad 
men jeg troede ikke lige 
at det skulle være her og nu”

Således digter en syg mand på dødens rand. Skæbnen har spillet ham et puds, før han aner uråd, har han den ene fod i kisten.

'Ise-fortællingerne' beretter alle om en mands liv fra ung til han nærmer sig døden. Gennem disse gennemgår vi ulykkelig kærlighed, ømme venskaber, naturglæde og alderdommens krybende fortvivlelse. Her står mennesket ansigt til ansigt med den store sammenhæng og alle dens kræfter og må underkaste sig for de gigantiske fyrretræer og ydmygt sænke hovedet for irisblomstens uendelige nuancer. Her er kærligheden en kirsebærblomst og en hvid sky langt borte, en ven fra forsvundne tider.

Digtene i ’Ise-fortællingerne’, hvis forfatter eller forfattere ikke kendes, er alle ledsaget af en lille forklarende tekst, som sætter både stemning og kontekst for de karakteristiske waka-digte (waka betyder ”japansk digt/sang”); den simple form for digtning, som henholdsvis er bygget op af 31 stavelser fordelt på fem linjer således: 5-7-5-7-7. Denne oldgamle form for digtning er kernestenen i ”Ise-fortællingerne”.

Men ”Ise-fortællingerne” er ikke blot en håndfuld smukke og sigende digte. Her foreligger også et helt fantastisk og unikt kighul ind i en oldgammel kultur, som ikke kun er interessant, men også bevirker som et spejl, holdt op mod os selv. I dette kighul findes en vej til en erkendelse; en kultur som beder os følge den usynlige vinds rejse gennem forsommerens spæde græs, følge løvtræets langsommelige svaj og give efter den realitet, der er; naturen kan og vil aldrig tæmmes, om vi vil det eller ej.

Ise-fortællingerne beror ikke ligefrem på spænding og action, men på ro. En ro, som ikke kun tynger i læserens univers og dennes omgivelser, men en ro, som trænger ind i dennes allerinderste og efterlader et permanent indtryk. Udenfor synes himlen mere blå og foråret mere frodigt. Blomsten synes mere skrøbelig, og i et enkelt øjeblik vender vinden tilbage, den udødelige vind, og med den, roen, og i dette enkelte øjeblik mærkes tilstedeværelsen af en livskraft så kolossal, at ét tusind år ikke længere synes så fjernt.