Inferno

Strindberg beskriver sit personlige helvede i dette syrede pragtværk. Nye læsere kan begynde her.

Enhver, der kender bare en lille smule til ’Den guddommelige komedie’ af Dante (1265-1321), vil vide, at det helvede, der beskrives heri, er et yderst ubehageligt sted at opholde sig – uanset hvilken synd og hvilken straf, der er tale om. Inferno, som Dante kalder helvedet, og som har inspireret August Strindberg (1849-1912) til at kalde sin roman fra 1897 det samme, er ikke et sted for sarte sjæle. Ikke desto mindre trækkes Strindberg gennem noget, der, i hvert fald med hans egne ord, meget godt matcher selve helvede. Men med sin landsmand Swedenborgs hjælp, kommer han delvis helskinnet igennem. Et syret pragtværk fra aldrig kedelige Strindberg. 

I 1890´erne befinder Strindberg sig i Paris. Han har forladt kone og barn og sidder nu alene på et værelse, hvor han med en kolossal ildhu har kastet sig ud i kemiske eksperimenter, der bl.a. tæller fremstillingen af guld – intet mindre. Sideløbende med eksperimenterne går han sine daglige ture rundt i byen, spiser ude (nogle gange sammen med gode venner i festligt lag, andre gange i både ydmyg og ophøjet ensomhed) og skriver breve til sin kone, som han først bilder ind, at han har forelsket sig i en anden, og siden beklager sine løgne om samme. Og med dette vil jeg egentlig bare understrege ét af de mange træk, jeg personligt er stor fan af hos Strindberg, nemlig hans evige pendulering mellem at være totalt på toppen og straks derefter langt, langt nede i det dybeste… ja, helvede. Det må i sandhed have været ganske opslidende for hans nerver med de store følelsesmæssige udsving, men det er altså kostelig læsning.

Men tilbage til tilstanden i Paris. Der begynder gradvist at ske besynderlige og mystiske ting for den arme Strindberg. Ting, der er svære at forklare, men som uden tvivl har en betydning. Han ser tegn og halv- eller helskjulte betydninger alle vegne og mistænker en uven for at stå bag. Han føler det ind imellem, som om han rystes korporligt af en usynlig fjende, og han frygter for sit liv og for sin forstand – og med god grund, selvom man som læser fristes til at mene, at manden nok er blevet gal.

Hvor Dante gennem sin vandring ned i Infernos kredse havde den romerske digter Vergil ved sin side, finder Strindberg sin åndelige vejviser i den svenske videnskabsmand, forfatter og mystiker Emanuel Swedenborgs værk ’Arcana Coelestia’: Swedenborg har, ved at oplyse mig om den sande natur af de rædsler der det sidste år har ramt mig, befriet mig fra elektrikerne, de sorte magikere, troldmændene, de misundelige guldmagere, og galskaben. Han har anvist mig den eneste vej til redning: at opsøge dæmonerne i deres huler, i mig selv, og dræbe dem gennem … anger.

’Inferno’ er skrevet på bare syv uger i 1897, og ifølge Strindberg selv blot ”et udvidet og ordnet uddrag” af hans dagbog. Om det forholder sig sådan eller ej spiller ikke den store rolle for mig. Jeg er bare fan!