Blåskæg

Amélie Nothomb har skrevet en opdateret udgave af det gamle eventyr om Blåskæg. Det er hun sluppet ret godt fra.

Fra min barndom husker jeg eventyret om Blåskæg. Det har altid fascineret mig – det forbudte, farlige, hemmelige og uhyggelige. Blåskæg er et folkeeventyr fra Frankrig nedskrevet i 1697 af Charles Perrault. Nu har en yngre belgisk forfatter, Amélie Nothomb (der på billedet i romanen har visse ligheder med finske Sofi Oksanen), skrevet en roman over eventyret om Blåskæg.

Interessant at se hvad en nutidig forfatter vil bruge eventyret til: Hvordan det er blevet bearbejdet, eller helt omskrevet eller måske kun brugt som flygtig inspiration? Er det mon blevet sat i moderne rammer, er handlingen ændret, og hvad har forfatteren fået ud af eventyret?

I det store hele er eventyret om Blåskæg genkendeligt om end væsentligt opdateret. Den unge belgiske Saturnine arbejder i Paris og leder efter et sted at bo. Hun falder over en annonce om et værelse meget billigt til leje i en kæmpe herskabslejlighed på en dyr adresse. Hun får værelset hos den spanske adelsmand, don Elemirio, hvis ry ikke er helt godt. De foregående otte lejere, alle unge kvinder, er forsvundet sporløst. Det skræmmer dog ikke Saturnine.

Don Elemirio viser sig at være en dinosaur i en moderne verden – storslået og imponerende og helt utilpasset. Han har ikke forladt sin lejlighed de sidste tyve år, ejer intet elektronisk udstyr og læser tykke bøger om den spanske inkvisition. Han er også meget velhavende og generøs. Saturnine må færdes i hele lejligheden undtagen et eneste værelse. Hvis hun betræder det, vil don Elemirio opdage det, og hun fortryde det.

Romanen er primært båret af dialogen mellem Saturnine og don Elemirio. De diskuterer religion, historie, champagne, farver, moral og livsopfattelser. De er mildest talt ikke enige, og Saturnine føler sig provokeret og opfører sig mere eller mindre taktløst. Don Elemirio lever i et helt andet århundrede og nægter at følge med tiden. Han gør stormkur til Saturnine, som er både frastødt og tiltrukket af hans mærkelige person. Stærkt tilskyndet af sin forelskelse i Saturnine og sine samtaler med hende tager don Elemirio endelig et lille skridt i retning af det moderne samfund, men da er det for sent.

Det er lidt svært at tro på Saturnines forelskelse i don Elemirio, men det er jo også et eventyr med sådan éts ret til usandsynligheder. Faktisk synes jeg, at denne moderne version af Blåskæg fungerer rigtig fint, opdateringen klæder eventyret. Det har ikke tabt sin fascination, og der er afvigelser nok fra den originale udgave til, at man bliver overrasket undervejs. Sproget er levende og letflydende.

Om Saturnine kan styre sin nysgerrighed og holde sig fra det forbudte værelse med dets hemmeligheder, synes jeg ikke, man skal snyde sig for at finde ud af. Min eneste anke mod romanen er, at don Elemirio ikke har blåt skæg…