Rosens navn

Mord, kættere, mennesker der bliver brændt på bålet. Vi er tilbage i middelalderen i året 1327, hvor en munk bliver fundet død.

Franciskanermunken William af Baskerville ankommer sammen med sin lærling, Benedektinernovicen af adelig slægt, Adso fra Melk, til et abbedi i middelalderens Italien.  Et mord på en munk er muligvis blevet begået, og abbeden Abbone beder William om hjælp til at opklare, hvad der er sket. Med sin rationelle tilgang til opgaven virker han som kompetent til denne sag.

Dagen efter dør endnu en munk, og så er spændingen skudt i gang.

Vi kan betegne romanen som en middelalderkrimi, men den er dog meget mere end det.
Filosofiske betragtninger, indsigt i bøgernes verden, historisk indblik i konflikten mellem paven og kejseren (religiøs versus verdslig magt) og en ulykkelig kærlighedshistorie er også en del af denne tankevækkende roman.

Viden er også et omdrejningspunkt. Abbediet indeholder et utilgængeligt bibliotek, der gemmer på mange hemmeligheder. Efter sigende spøger det i biblioteket, og ingen tør nærme sig det. Dette lader William sig dog ikke afskrække af med sin rationelle tilgang til omstændighederne.

Jeg kommer til at tænke på, hvor diametralt modsat biblioteket i ’Rosens navn’ er af, hvad biblioteker er i dag med deres åbenhed og tilgængelighed, hvor alle i samfundet har ret til viden.  I ’Rosens navn’ er viden kun for de få indviede og ikke for de enfoldige/pøbelen. Holdningen dengang var, at bøger ikke skulle skrives på folkesprog, men på latin.

Romanen er relevant for vores tid. Vi kan læse ud af romanen, at fanatisme er roden til alt ondt. For hvad er sandheden i det hele taget? Er noget mere rigtigt end andet? Her ser vi tydeligt postmodernistiske træk i bogens angreb på universelle sandheder.

’Rosens navn’ er Umberto Ecos debutroman og nok den meste kendte, han har skrevet. Den er tillige filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen og Christian Slater som den unge Adso fra Melk.

Romanen foregår over 7 dage, som igen er delt op i tidebønnerne: Matutin, Laudes, Prim, Ters, Sext, Non, Vesper, Kompletorium, og så er William og Adso også indimellem oppe om natten som et led i deres undersøgelse.

’Rosens navn’ er en roman, der kræver fordybelse og tålmodighed, og jeg synes det er en bog, der sagtens kan læses flere gange, da den indeholder flere lag. Det kan være svært at holde styr på det store persongalleri, især fordi de i mange tilfælde er ret overfladisk beskrevet. Kun nøglepersonerne har flere karakteristika.

I størstedelen af romanen synes jeg, Eco formår at sætte scenen, så mystikken breder sig. Dog er der også, for mig, kedelige og tunge passager. Men jeg synes sagtens, at den kan læses selektivt med fokus på det, der har interessen. Der er hele tiden noge,t der driver dig frem, så du bare MÅ læse, hvad der sker efterfølgende.