Som De sikkert forstår

Den græske myte om Orfeus og Eurydike i en ny og tankevækkende version. Smuk, lille roman, der favner både livet og døden.

Det kan ikke siges ofte nok: Det ER ikke størrelsen, det kommer an på. I hvert fald ikke, når det kommer til læseværdig litteratur. Og på dét er ’Som De sikkert forstår’ af italienske Claudio Magris et glimrende eksempel. Sølle 55 sider er alt, den lille roman kan bryste sig af, men når udgangspunktet er en tusindårig gammel myte, vil fortællingen i læserens bevidsthed blive meget større end sine fysiske 55 sider.

Myten, der er tale om her, stammer fra den græske mytologi, hvor sangeren og digteren Orfeus mod alle odds får lov til at begive sig ned til dødsriget for at hente sin elskede Eurydike tilbage til livet. Hades, bestyrer af dødsriget, lader sig overtale til at give Orfeus og Eurydike en chance, men på én betingelse: På vejen tilbage til livet skal Eurydike gå bag ved Orfeus, og han må ikke vende sig om og se på hende. Som det vil være de fleste bekendt, kan Orfeus ikke dy sig – og Eurydike må for evigt blive i dødsriget.

Så langt er romanens indhold altså kendt stof. I ’Som De sikkert forstår’ er det dog kvinden i dødsriget – eller Hjemmet, som destinationen hedder her - der fortæller historien. Hun indleder sin beretning med ordene: ”Nej, ærede Formand, jeg har ikke forladt stedet, jeg er her stadig, som De kan se.” Præcis som Eurydike. Formanden for Hjemmet, som er et stort, svagt oplyst sted befolket af hviskende skygger, udfylder altså rollen som Hades, og det er til ham, kvinden fortæller om og forklarer, hvorfor mandens redningsaktion ikke lykkedes.

Hendes mand er en kendt og feteret digter, og da hun fungerede som både muse og redaktør for ham, har han selvsagt brug for at skaffe hende tilbage til livet. Så ved nærmere eftertanke: Bliver missionen ikke et noget egoistisk betonet projekt fra hans side? Selv udtrykker kvinden det således: ”Nej, han var ikke kommet for at redde mig, men for selv at blive reddet.” Dette kan føre til filosofisk tankespind omkring, hvad vores bevæggrunde ofte bunder i – nemlig os selv og vores egne ønsker. Også selv om vi bilder os ind, at vi gør dette eller hint for andres skyld. Tænk lige over det…

Kvinden fortæller om sit og mandens mangeårige og lidenskabelige forhold, hvor seksualiteten og kunsten har været de drivende kræfter. På baggrund af hendes fortælling forstår man sagtens, at de ønsker at genforenes, men på forhånd ved man jo, at det ikke kommer til at ske. Og hvorfor så ikke? Ødelægger digteren det hele for sig selv ved at vende sig om ligesom Orfeus? Og i så fald hvorfor? Se, det afslører kvinden jo også, men ikke jeg. Det er nemlig Magris fineste twist af myten, der er funderet i forklaringen på, hvorfor manden ikke fik kvinden med væk fra Hjemmet.  

Myten er i sig selv både rørende og smuk, og på samme måde som dén bidrager til læsningen af romanen, bidrager også romanen til vores opfattelse og tolkning af myten.