Rejse til nattens ende

Det er grimt og lystigt, tragisk og komisk at følge Bardamus og Robinsons rejser fra omkring 1914 og frem. Sproget lyser og bærer den absurde komedie igennem verdens tristesse.

Allerede som 20-årig følte Ferdinand Bardamu at fortid var det eneste han havde.  Som anarkist havde han en dag i Paris i et tilfældigt lune meldt sig som frivillig soldat under første Verdenskrig, for at se hvad det nu gik ud på. Så i dette krigshelvede begynder hans tragiske rejse. Efterfølgende sendes han til de franske kolonier i Afrika, herfra til New York, og senere igen møder vi ham som læge i et fattigt kvarter i Paris. Han erfarer, at krigen som et livsvilkår er overalt, og man må vælge at dø eller lyve for at overleve. Historier bliver der fortalt, ikke mindst til og af Robinson, som er den nærmeste relation Ferdinand har til et andet menneske, og som dukker op med jævne mellemrum. Robinson roder sig ud i en række konflikter og ender med at blive skudt af en kvinde.

Hvordan kan man så i dag nærme sig et hovedværk i verdenslitteraturen, skrevet i 1932, og som af Charles Bukowksi er blevet kaldt den bedste roman i 2000 år? Også dramatikeren Jokum Rohde er meget rosende i sit forord til Celines selvbiografiske roman fra 1932, og som er mesterligt oversat af Lars Bonnevie.

Personerne er, bortset fra ganske få, frastødende, udspekulerede, grådige svindlere, blærerøve og sjovere. Der er stank og fattigdom overalt. Livet bliver reduceret til banaliteter, hvor længsler og drømme knuses på stribe og angsten tager over.  Det er nihilistens evangelium: ”Enhver er sig selv nok”.  Slagtehuset er på alle kontinenter og i alle sjæle.  Rejsen gennem natten fører til bunden, glemselen og døden.

Lyset er i sproget, en rå poetisk kraft bærer den absurde komedie igennem de dramatiske hændelser og brænder alle forbehold.  Der er blå himmel over sætningerne, og replikkerne er uforlignelige. Igennem Bardamus røntgensyn ser vi krigens forråelse, og sjældent er det menneskelige barbari beskrevet så gennemført tragikomisk.

Louis-Ferdinand Celine (1894-1961) er født i Frankrig og blev bl.a. kendt for sine højreorienterede og antisemitiske holdninger og levede i eksil i Danmark 1945-51.