Ulykkelig og uden ønsker

Umiddelbart efter sin mors selvmord i 1971 skrev Peter Handke om hende og sig selv i denne lille og rystende roman. Stor kunst, refleksion og fortvivlelse.

Titlen på romanen karakteriserer den nyligt afdøde mors tilstand, da hun tog sit eget liv. Forfatteren gør alt for at spænde ben for sit uregerlige stof, og det lykkes ganske godt. Som læser bliver man grebet af hans afmagt og begriber, at han måske ikke helt har været til stede som søn. Sorgen er monstrøs over morens forspildte liv, et liv i armod og fattigdom.

En gang var moren lykkelig og med ønsker for livet, men geografien og tiden var ikke på hendes side. Hun blev født i Slovenien, som hørte under Østrig i begyndelsen af århundredet. Hendes far var snedker, to sønner faldt i 2. verdenskrig. For pigen bød livet og fremtiden på ægteskab, kirkegang, børn og daglige pligter år efter år.

Handkes mor var en begavet elev i skolen. At gå i skole var for hende som ”at mærke sig selv”. Som 15-årig tog hun til byen og kom i lære i køkkenet på et hotel: fik venner, gik til fester. Snart gav nazismen forhåbninger om en ny og lovende fremtid. Selvfølelsen og begejstringen voksede. Hun indledte et forhold til en tysk nazist, som blev far til Peter Handke. Herefter var hendes liv afstukket; flere børn kom til med en ny mand, andre børn blev til aborter: Et liv i fornedrelse og overlevelse i en tidsperiode, som har været ufattelig hård og svær at forholde sig til, også for hendes søn.

Forfatterens narrativ er konfust og meget personligt og både rørende og frustrerende. Læs den enestående bog og læs også Madame Nielsens præcise efterord!