Et gitter af sne

'Et Gitter af Sne’ vil ikke forstås, den vil opleves, og det er nemlig dét, der gør romanen, der for første gang er udkommet på dansk, til et must-read, selv knap et århundrede siden sin udgivelse. 

Velkommen til Emily Holmes Colemans litterære verden, som fra synspunktet af et sygt sind inviterer dig ind i Marthe Gails virkelighed, hvor hun nogle dage er Gud og andre dage Kristus, hvor hendes mand og lægerne har skabt en sammensværgelse mod hende, og hvor hun som Frelser bærer ansvaret for sine medpatienters skæbne.

Marthe Gail er indlagt på Gorestown Statshospital for behandling af sit mentale sammenbrud, der opstod efter komplikationer ved fødslen af sit barn. “Behandling” er nærmere et dækord for den nedbrydende negligering og det grove magtmisbrug, Marthe og hendes medpatienter bliver udsat for på Statshospitalet. Fortælleren tager læseren gennem Marthes rejse på hospitalet, både rejsen fra Øst- til Vestfløjen og hendes mentale rejse gennem sin psykose, med en sådan trofasthed, at du bliver venner med hendes venner og fjender med hendes fjender. Marthe Gail agerer nærmest en amerikansk Lise Mundus fra Tove Ditlevsens ‘Ansigterne’, og hvis du nød dén, vil du med garanti få pirret læseglæden ved ‘Et Gitter af Sne’. Ligesom Ditlevsen var Coleman selv indlagt på et psykiatrisk hospital.

At læse ‘Et Gitter af Sne’ er at træde direkte ind i det psykotiske sind af Marthe Gail; et univers, som udvikler sig til et kosmisk kaos af drømmeagtigt billedsprog og sammensmeltning af fortidsminder, nutidsforestillinger og fremtidsdystopi. Hvis du holder dig til strukturerede fortællinger, må du sadle om til rejsen gennem denne roman. Den udfolder sig som et virvar, hvor grammatikken, det kludrede persongalleri og de udviskede grænser mellem virkelighed og forestilling opfordrer eller ligefrem tvinger læseren til at give slip på trangen til at forstå romanen som en umiddelbar og kronologisk fortælling. Som læser gør du dig klogest i at følge med ordstrømmen og lade dig gå overbord i den sanseoplevelse, romanen med sine rigt detaljerede hændelsesbeskrivelser og fortryllende billedsprog udgør.

Gennem den brutale skildring af vilkårene for en psykiatrisk patient i romanens samtid fra åben indifferens for patientens velbefindende til tvangsmedicinering og vold portrætterer romanen råt transitionen fra at være et selvstændigt individ til at blive offentlig ejendom og ikke længere eje sig selv. Dette formår Coleman at portrættere med troværdighed og udførlighed.

Romanens abstrakthed og desorientering vil for nogle læsere komme til udtryk som en svaghed, som unødig forvirring, og for andre som en styrke, som en essentiel del af den afrundede forståelse af romanen.

Da ‘Et Gitter af Sne’ udkom i 1930, var omverdenens reaktion på værket afvisende. New York Post udtalte endda, at det var “svært at se formålet med mrs. Colemans bog”. En vurdering jeg ikke kunne være mere uenig i. ’Et Gitter af Sne’ er med sin eksperimenterende fortællestil og blotlæggelse af datidens psykiatri lige så relevant i sin samtid, som den er i dag: Et barsk, smukt og tidløst værk, der får min varmeste anbefaling.