Anmeldelse
Hardboiled Wonderland og Verdens ende af Haruki Murakami
- Log ind for at skrive kommentarer
Den japanske bestsellerforfatter viser endnu engang, hvorfor han er i en liga for sig. Hardboiled Wonderland og Verdens ende er en milepæl i forfatterskabet og en sand fornøjelse udi den magiske realisme.
Det hele begynder i en elevator uden knapper. Da dørene går op, fortsætter turen ad en lang og kringlet gang i følgeskab med en mystisk pige iført lyserød spadseredragt. Hun taler, men lyden er forsvundet. Gangen ender i et næsten tomt lokale med et klædeskab. Og inde bag skabets låger viser der sig at være en portal til en underjordisk verden befolket med små væsner kaldet ”mørklinge”. Nede i mørket under Tokyos pulserende storbyliv bor professoren. Han holder til bag et stort vandfald, hvor han forsker i knoglers sprog og kontrollerer lyd. ”Jeg tror ikke det bliver en helt almindelig dag”, siger hovedpersonen, som er en slags menneskelig processor bestilt til at kryptere data for professoren. Dette er ”Hardboiled Wonderland”.
I en anden sfære bliver vi guidet ind bag de høje tykke mure til ”Verdens ende”. Et eventyragtigt land med enhjørninger og mennesker uden rigtige følelser. Dette næsten stillestående samfund er endestationen for alt. Her bliver din skygge skåret af og din fortid slettet. Men hovedpersonen i denne verden ankommer dog med fragmenter af minder om et andet liv. Han er kommet for at læse drømme ud af gamle kranier.
Velkommen til Murakamis forrygende og til fulde magiske sammensurium af et både verdensfjernt og virkelighedsnært vanvid. Vi befinder os på skift i de to verdner. I et plot drevet som i en hårdkogt detektivroman får de to hovedpersoner hver deres opgave i hver deres virkelighed. Og med Murakamis mantra i baghovedet om, at alting er forbundet, ved vi fra bogens begyndelse, at disse to parallelverdner langsomt, men sikkert vil mødes. Indtil da trækker Murakami os behændigt gennem en uhyre underholdende og gådefuld fortælling, hvor han med sin særegne fortællestil udi det magiskrealistiske, forsøger at kortlægge det menneskelige sinds kringelkroge. Det er vildt, det er underholdende, og det er Murakami i sit es.
Romanen ligger tidligt i forfatterskabet og blev oprindeligt udgivet i 1985. Den er skrevet med samme energi, humor og herlige opfindsomhed, som vi møder gennem hele forfatterskabet. Bogen er sprælsk og gennemsyret af en vildskab, som dog minder mere om tidlige titler som En vild fårejagt og Dans, Dans, Dans snarere end for eksempel mastodonten 1Q84. Har man allerede læst andet Murakami, vil man sikkert føle sig hjemme i Hardboiled Wonderland og Verdens ende. Her er masser af elementer og allegorisk gods, som leder tankerne i retningen af en række andre titler i forfatterskabet. Alting er forbundet. Både i og uden for fortællingerne.
Forbered dig på en uforudsigelig rutsjetur, som du sikkert sent vil glemme. Hardboiled Wonderland og Verdens ende er rendyrket og udestilleret Murakami med masser af god underholdning og skæve påfund. Und dig selv en tur i Murakamis univers.
Originally published by Thomas Behrmann, Litteratursiden.
Ungeanmeldelse
Hardboiled wonderland og verdens ende
- Log ind for at skrive kommentarer
Med den samme swing og noir, som man møder i ’Trækopfuglens Krønike’, skriver Murakami om underjordiske laboratorier, enhjørningekranier, mytologiske fisk, og - traditionen tro - utallige kolde øl og whisky on the rocks.
”Elevatoren var på vej op i et ekstremt langsomt tempo. Eller det forestillede jeg mig i det mindste. Jeg var ikke sikker. Det gik så langsomt, at jeg havde mistet orienteringen. […] Elevatoren adskilte sig på alle punkter fra elevatoren i min egen ejendom, der var så primitiv, at den mindede lidt om en videreudviklet brøndspand. […] Og så var der intet af det udstyr, der plejer at være i en elevator. Der var ikke noget panel med knapper og kontakter, så man kunne vælge etage, åbne eller lukke dørene eller trykke på nødstop.”
Således starter Haruki Murakami sin syrede roman, som foregår både i et alternativt fremtids-Tokyo, hvor en hvidglødende informationskrig hærger samfundet, og et bizart univers frosset i tid, præget af skyggeløse individer og eventyrlige enhjørninger. Her starter ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ – i en elevator uden panel eller knapper. En smule banalt og så alligevel overhovedet ikke for bag denne knappeløse elevator gemmer sig to skæbnesvangre rejser, som byder på et sammensurium af underjordiske labyrinter, ultranørdet science fiction og hårdnakket sort/hvidt detektivdrama blandet sammen i en eksplosiv cocktail. En eksplosiv cocktail, der som en balstyrisk bombe uundgåeligt vil eksplodere og lede disse to universer mod en afgørende kollision, der vil determinere deres overlevelse eller endeligt.
I ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ følger vi henholdsvis den navnløse keisanshi (en form for udregner, som har til opgave at beskytte et stykke givent data ved at kryptere det) og Drømmelæseren - en nytilflyttet mand i Byen, som har fået til opgave at læse drømme i gamle enhjørningekranier. Drømmelæserens historie forløber i nutid, og keisanshiens historie i datid. Dette skift i indfaldsvinkler er dog ingen overraskelse for trofaste læsere af Haruki Murakami, da han har en tendens til at eksperimentere med indfaldsvinkler. Denne overgang mellem nutid og datid er dog så subtil, at det først var halvvejs gennem romanen, at jeg lagde mærke til den. Denne subtile men mærkværdige ekstra dimension, giver læseren en unik mulighed for analyse og fortolkning på et hav af forskellige måder, og som kun gør læseoplevelsen til en endnu mere speciel affære, end den allerede er.
Murakamis stil forbliver uberørt i ‘Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’. Med et blend af tilbagelænet jazz og højtpulserende swing fremstår Murakami til stadighed som en unik stemme i litteraturen. Her kan et overfald beskrives som den mest banale ting i hele verden, mens en sandwich forklares ned til allermindste detalje. Det er Murakami, og det er godt, fordi vi netop har brug for dette i litteraturen. Denne ligegyldighed overfor det ekstraordinære og denne begejstring for det normale, der ikke behøver give nogen videre mening og være noget større end blot en kærlighedserklæring til litteraturen og alt, hvad den står for.
Brugernes anmeldelser