Den fremmede

’Den fremmede’ er en af de bedste romaner, jeg har læst. Alting spiller: historien, temaet, sproget, det hele. 

Jeg sidder her på Silkeborg Bibliotek med halvvåde øjne efter at have afsluttet ’Den fremmede’. Jeg er helt fyldt op med sentimental glæde, og jeg må lige tage en pause inden, jeg kan sætte mig ned og skrive. Aldrig har jeg læst en forfatter, der kan skrive så meningsløst om livet på en så smuk måde. Albert Camus hører muligvis til fortiden, men det gør hans forfatterskab så sandelig ikke.

”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” På sådan nådesløs vis indleder Camus et af sine allervigtigste værker ’Den fremmede’, der foregår i forfatterens hjemby, Algier. Vi følger den mystiske Hr. Meursault, hvis mystik måske nærmere grunder i en ligefremhed, der virker pinlig på mange mennesker. Romanen tager os med Hr. Meursault på en rejse mod en forbrydelse; fra hans mors begravelse, til forbrydelsen og derefter til retten. Igennem alle disse begivenheder har man, som læser, en følelse af, at han ikke opfatter tingene på samme måde som os andre, eller at der i hvert fald ikke er logik bag hans handlinger. Han sætter sig ikke specielt op imod retten, han accepterer et ægteskab med kvinden Marie til trods for, at han ikke elsker hende, og han vælger at dræbe en araber uden grund. Det er dog lige præcis de handlinger, som vi ikke kan tillægge en mening, der ligger til grund for det, som Camus prøver at illustrere med ’Den fremmede’. Nemlig livets absurditet.

Camus var ikke tilhænger af den eksistentialisme, som en stor del af hans samtid dyrkede. Han dyrkede derimod sin egen form for ”eksistentialistiske” overbevisning. Camus ville ikke have eksistentialist-mærkatet på sig, og han ville i hvert fald ikke sammenlignes med hans ”modstander” på den franske litterære scene Jean-Paul Sartre. Ja, han var eksistensfilosofisk, men tilhænger af den politiske eksistentialisme, som Sartre promoverede og et flertal i samtiden delte overbevisning med, var han ikke.

Camus hævdede dog stadig, at livet er absurd og meningsløst, men han anså det ikke for et problem. Det er lige præcis denne påstand, der ligger til grunde for gennembrudsromanen ’Den fremmede’. Budskabet er nemlig heri, at ja, selvom livet er meningsløst, så betyder det ikke, at vi ikke kan nyde vores tilværelse og undgå at lade os styre af denne meningsløshed. Han forklarer, at denne meningsløshed er noget, der holder til i baggrunden, lidt ligesom tyngdekraften. I lyset af alt dette får Camus vores hovedperson, Hr. Meursault, til at fremstå, som den absurde helt, der ikke lader sig styre af behovet for at fylde mening i livets meningsløshed.

Det lyder måske alt sammen meget kompliceret og som en del at sætte sig ind i, men det er slet ikke så kompliceret. Ja, ’Den fremmede’ behandler nogle svære filosofiske temaer og har dybe eksistentielle rødder, men Albert Camus behandler det på et niveau, så læseren ikke behøver at gøre andet end sit job: at læse bogen. Faktisk var min første tanke, da jeg satte mig med ’Den fremmede’, at det muligvis kunne gå og hen blive en tung roman, men i stedet har Camus skrevet på et sprog, som er forståeligt for det almindelige menneske, og penslet ekstremt smukke og skrøbelige billeder, som man længe kan dvæle ved:

”Jeg sagde, at jeg i månedsvis havde siddet og set på disse mure. Der var intet, ingen, jeg kendte bedre i verden. Måske, for meget længe siden, havde jeg søgt et ansigt i dem. Men dette ansigt havde solens farve og begærets flamme: Det var Maries.” 

’Den fremmede’ er en af de bedste romaner, jeg har læst. Uanset om du er hengiven YA-fan eller konsekvent kun læser noveller, så ved jeg, at du kan få noget ud af ’Den fremmede’. Den har sat sine spor i mig, ligesom den har i mange, mange andre.