Fiskerne

Hans Kirks klassiker er stadig aktuel med sin enestående beskrivelse af et fundamentalistisk fællesskab, hvor religiøs forpligtethed lever side om side med snæversynethed og fanatisme.

'Fiskerne' udkom i 1928 og var Hans Kirks debutroman og har siden været en af de mest læste danske romaner. 'Fiskerne' kan betragtes som en kollektivroman, idet bogen ikke har egentlige hovedpersoner, men fortæller om en hel gruppe og dens integration i et samfund under stærk udvikling. Romanen skildrer en flok troende vesterhavsfiskere, der i en søgen efter bedre kår udvandrer med deres familier til en egn omkring Limfjorden for at hellige sig missionen og fjordfiskeriet. Men det bliver snart klart for dem, at de går fra asken til ilden – helvedets ild, for på det nye sted er drifterne og ugudeligheden fremherskende, og selv præsten bifalder en knapt så streng og tilknappet religiøs levevis, som inkluderer dans, darwinisme og andre ungdommelige griller. De fem familier og gruppens eneste ungkarl begynder altså deres nye tilværelse i en art Sodoma og Gomorra, hvor familierne på forskellig vis testes på deres tro. Det er Indre Mission versus grundtvigianisme, hvor præmien er evig fortabelse eller gudsbenådet frelse.
Vendepunktet sker, da præsten fra det gamle sogn inviteres til at holde et vækkelsesmøde. Han forstår at hjælpe folk til frelsen, og herefter omvendes flere og flere småkårsfolk til den strenge kristendom, og alt tegner lysere for missionen.

Dette er den overordnede ramme, der tegnes. 32 kapitler der tilsammen giver et billede af fiskergruppen og dens forhold til sognets øvrige beboere, men som ikke indeholder noget altoverskyggende gennemgående handlingsforløb. Det er derimod de mange små begivenheder, som relaterer til det enkelte menneskes kamp, der tegner det fulde billede af romanen. For den egentlige historie i 'Fiskerne' handler om menneskene, deres tanker og handlinger, når de møder det fremmede og ukendte, og når håb og fortvivlelse blandes sammen. Romanen udstråler en fascination og en høj grad af loyalitet overfor fiskernes sammenhold og solidaritetsevne, som er ethvert samfund misundelsesværdigt, men samtidigt udtrykker den skepsis omkring fiskernes religiøse ydmyghed og forsagelse og om de menneskelige ofre, hver enkelt må bringe for at kunne leve i pagt med sin gud.

Den missionske religiøsitet er først og fremmest skildret som et netværk til opretholdelse af gensidig social kontrol, hvor alle følger med i hinandens med- og modgang, og hvor bibelfastheden frigør ansvaret for spørgsmål om egne moralske handlinger og indbyder til en tilværelse, der er kropsfornægtende og livsfjendsk. Meningen med livet er døden, for gennem døden kommer frelsen – eller fortabelsen – hvis kærligheden til Gud tilsidesættes for kærligheden til mennesker. Et gribende eksempel på dette er den dystre fortælling om Laust Sands kærlighedsforhold til steddatteren Adolfine, der om nogen kommer til at illustrere syndsbevidstheden og selvundertrykkelsen i dens yderste konsekvens – side om side med den jordiske kærlighed. Den fordømmelse fiskerne i forbindelse med disse begivenheder lægger for dagen viser, at gudsfrygtigheden vinder over det kristne næstekærlighedsprincip, de ellers burde være så fulde af. Romanen er altså spækket af en dobbelthed mellem fascination af det fællesskab, religionen giver, og den ensomhed, der følger efter, hvis man træder lidt ved siden af, for der findes ingen vej mellem frelse og fortabelse.

Fiskernes verden udgør et lukket samfund, som kun har ringe kontakt til omverdenen. Mens udviklingen er i fuld gang i verden, står fiskernes lille verden stille på grund af deres fordømmelse af og frygt for alt det ukendte. Primus motor for denne antiudvikling og konflikten mellem tro og grundtvigianisme er Tea Røn. En selvretfærdig kvinde for hvem fordømmelsen af ikke-hellige synes at være det vigtigste i livet. Hun er dermed indpisker af gruppens kollektive moral, men samtidigt den, der kredser mest om den syndsbelagte seksualitet. Hun belurer de unge i deres dans og fordømmer de sanselige kvinder, som lokker gode unge mænd i fordærv! Men sidst i romanen rammes hun selv af den fordømmelse, hun i overflod har ødslet ud over andre, idet datteren Tabita begår den største af alle synder: Hun bliver gravid med sin arbejdsløse og ikke-hellige! kæreste, inden de er gift. Men Tea har kun ondt af sig selv, og hvor de fleste andre viser sig forstående og forsonende overfor Tabita, udviser moderen stadig kun nidkærhed og fordømmelse. Træder man ved siden af kollektivet, træder man altså ud af det. Dette er prisen for fællesskabet, og romanen slutter derved i åben dialog med sin begyndelse: Hvor gruppen af mænd i starten står ved anløbsbroen og spejder efter, at kvinder og børn skal komme og fuldbyrde fællesskabet, er det i slutningen en enkelt kvinde, Tabita, der spejder efter en enkelt mand, hendes fremtid. Hvor fiskerne venter på, at kollektivet kan samles, træder Tabita ud af dette, mens de andre – kollektivet – meget sigende er i kirke.

De smukke og meget gribende menneskeskildringer er klart romanens stærkeste side og bidrager til at gøre den tidløs. For romanens budskaber om tro, religiøs uensartethed og de konflikter der skabes, når to forskellige verdensbilleder tvinges til at leve op og ned ad hinanden må siges at være højaktuelt i vor tids multikulturelle samfund. Også i dag ligger fordømmelsen og intolerancen lige for, men vi ser den ikke altid, før den rammer os med stor styrke. Som de missionske fiskere opfatter vi os selv som værende tolerante, åbne og oplyste mennesker, der orienterer sig via nutidens bibel, massemedierne. Vi tager ud i verden og gør os vore egne erfaringer, som vi derefter kan dømme menneskene ud fra, også når det gælder fjerntliggende samfund, hvis livsbetingelser, kulturer og værdier er ukendte, men som vi drager konklusioner om, strikket sammen af et 5-minutters indslag i TV-Avisen fredag aften.

Er dette så meget anderledes end fiskernes kristne overbevisning og fordømmelse af de ikke-hellige? Parløbet mellem intolerance, fanatisk snæversynethed og fællesskabsfølelse er stadig højaktuelt, og derfor er 'Fiskerne' på sin vis en international klassiker, fri af tid og rum – og dengang som nu – hamrende relevant.

Skrevet af cand. mag. Bettina Bjerg Iversen