Bog

Pigen der fortalte film

Af (
2013
)

Anmeldelse

Pigen der fortalte film af Hernán Rivera Letelier

13 nov.13

Fascinerende beretning om film, fortællekunst og hverdagens magi er første værk på dansk af den chilenske forfatter Hernán Rivera Letelier men forhåbentlig ikke den sidste.

Maria Margarita bor med sin far og fire brødre i en fattig mineby i Chile. Moderen har forladt familien, og faderen er invalid efter en arbejdsulykke og sidder nu i kørestol. Han holder af at se dagen gå på hæld gennem bunden af en flaske vin. Trods sparsom underholdning på Pampaen har byen dog en lille biograf. Her tog de alle hen, dengang familien stadig fungerede. Maria elskede film og den følelse af magi, der opstod, når mørket opslugte biografsalen. Men efter ulykken har alt ændret sig, og der er ikke længere råd til en biograftur til alle. Derfor bliver Maria på grund af sine gudbenådede fortælleevner udvalgt til at se film i biografen og fortælle om dem for faren og brødrene. Maria viser sig at være et naturtalent. Hun fortæller så levende, at hendes version af filmen nærmest er badet i ”technicolor” og fortalt i ægte ”Cinemascope”. Som filmfortællerske underholder hun sin familie og senere det meste af byen, indtil noget en dag går galt.

Efter endt læsning fornemmer man, hvor meget Letelier kommer omkring på kun godt hundrede sider. Bogen er charmerende og humoristisk fortalt, men emmer under overfladen af en tung melankoli. Særligt er forholdet mellem mor og datter et gennemgående fikspunkt for fortællingen. De havde en fælles forståelse for film og ikke mindst for hinanden gennem film. Film bliver Marias bindeled til mindet om moderen, og gennem sine filmfortællinger kan hun i sit indre være i nærkontakt med hende. Marias forhold til moderen er ikke udførligt beskrevet men blot subtilt berørt mellem linjerne, hvilket forstærker den knugende fornemmelse af et stort savn. Det er meget fint fortalt.

Kærligheden til film er bogens hovedpulsåre. Det hele står og falder med film, og det er rundt om filmens magi, at karaktererne får liv. Selv i fortællingens struktur mærker vi filmens tilstedeværelse. Bogen er nemlig inddelt i små kapitler på 2-3 sider, som mest af alt virker som scener i en film. Film spinder drømme, håb og indre billeder og tilbyder for minebyens beboere et tåleligt vakuum i en farveløs tilværelse. En virkelighedsflugt. Når filmspolen kører, er der fuld af liv og muligheder, men når den slutter, er der blot mørke og tomhed. Ingen ønsker at filmen skal slutte, men alle film har en afslutning. En afslutning, der afhænger af hvilke scener og elementer, filmen er sammensat af. Filmens parallel til livet er tydelig bogen igennem. Og som Maria selv siger det: ”At fortælle en film er som at fortælle en drøm. At fortælle et liv er som at fortælle en drøm eller en film”.

’Pigen der fortalte film’ er en velskrevet og magisk hyldest til fællesskabet, film og ikke mindst fortællekunsten. Derudover handler den om noget så både simpelt og kompliceret som livets gang – uforudsigelig som en film man ser for første gang og forudsigelig som gensynet.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Rigmor Kappel Schmidt
Faustnummer
50718948
ISBN
9788779735897
Antal sider
104

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind for at skrive kommentarer
AfHanne Ingerslev
søn, 26/10/2014 - 11:23

"Pigen der fortalte film" er en vidunderlig lille bog. Man kan læse den på en dag. Og man er i godt selskab. Den har det hele . For mig var det en særlig oplevelse, for jeg havde en tante, der var mester til at fortælle film, mens vi vaskede op. Hun gjorde det så godt, at jeg den dag i dag sommetider er i tvivl, om jeg selv har set en speciel film eller har fået den fortalt af hende.

Skynd Jer at få fat i den!