Forfatter
Albert Camus
Solen brænder, og døden er altid nær i Albert Camus' korte, men indflydelsesrige filosofiske og litterære forfatterskab.
Liv og værker
Albert Camus blev (1913-1960) født i Algeriet. Hans far var landarbejder og blev dræbt under Marneslaget, da Camus var fem år gammel. Moderen flyttede herefter sammen med sønnen til et arbejderkvarter i Algier, hvor hun ernærende sig som vaskekone. En lærer i folkeskolen fik øje på Camus' talent og hjalp ham med at skaffe et legat til gymnasiet. Camus meldte sig ind i det kommunistiske parti, og han arbejdede som ung med teater både som skuespiller, iscenesætter, bearbejder og dramatisk forfatter. Han var desuden målmand på universitetets fodboldhold. I 1930 blev Camus ramt af tuberkulose, og selv om sygdommen efterhånden kom under kontrol, blev den ved med at plage ham, og den kom til at virke som katalysator for hans livsanskuelse, hvor døden hele tiden stod som en konkret mulighed. I 1935 forlod Camus det kommunistiske parti på grund af utilfredshed med Stalin og grundlagde sammen med Pascal Pia avisen Algier Républican. Under anden verdenskrig var han med i den franske modstandsbevægelse og blev journalist i undergrundsavisen Combat, hvor han lærte Jean-Paul Sartre (1905-1980) at kende.
På mindre end tyve år lykkedes det Camus at sætte klare aftryk i litteraturhistorien med romanerne Den fremmede (1942), Pesten (1947) og Faldet (1956), de to essays, Sisyfos-myten (1942) og Oprøreren (1951), teaterstykkerne Caligula (1945) og De retfærdige (1949) og novellesamlingen Eksil og kongedømme (1957). Han begyndte sit forfatterskab med bøgerne Retten og vrangen (1937) og Bryllup (1938), der er en blanding af essay og naturbeskrivelse, men fik sin egentlige skønlitterære debut og sit gennembrud i 1942 med romanen Den fremmede, der allerede i samtiden udråbtes til klassiker. Han modtog nobelprisen i litteratur som 44-årig i 1957.
Camus og Sartre
Sammen med Jean-Paul Sartre inkarnerer Camus den moderne franske litteraturs storhedstid i midten af det 20. århundrede. Det er en udbredt opfattelse, at de to grundlagde eksistentialismen sammen i 1940erne, og at de skrev om de samme temaer, men at de i 1950erne blev uenige om politiske spørgsmål og brød med hinanden. Der er også klare skæbnefællestræk mellem Camus og Sartre, og allerede som ung journalist i Algier skrev Camus beundrende anmeldelser af Sartres første bøger. Deres personlige bekendtskab begyndte i 1943 med Sartres begejstrede læsning af Den fremmede. Det lidenskabelige engagement i deres samtid bragte dem sammen under krigen og i årene umiddelbart efter. Som skribenter bredte de sig begge over mange genrer.
En stor del af Camus' forfatterskab er dog også skrevet i konstant opposition til Sartre. Mens Sartre voksede op i et højborgerligt, parisisk hjem med bugnende bogreoler, var Camus' mor analfabet. Med sig havde Camus i stedet den intense naturoplevelse, den brændende sol og glæden over det sansede liv. Han var optaget af spørgsmålet om menneskets natur, mens Sartre afviste, at mennesket overhovedet har en natur. Sartres subjekt er egentlig aldrig sig selv. Camus’ subjekt kan blive sig selv gennem dyrkelse af absolutte værdier som retfærdighed, lykke og godhed. For Sartre er livet en formløs, klæbrig masse. For Camus er det en soltørret, saltvasket sten.
Deres veje skiltes i 1950erne på grund af uenighed om kommunismen. Camus gjorde sig til kritikker af kommunismen, fordi han mente, at dens ædle mål ikke kunne retfærdiggøre de konkrete ugerninger. Sartre på sin side kritiserede Camus for at protestere mod både Stalin og Franco og fastholdt, at det var nødvendigt at tage stilling. Det blev diskussionen om, hvorvidt hensigten helliger midlet, der synliggjorde den afgørende forskel i deres grundholdninger.
Det absurde
Allerede fra starten af forfatterskabet med bøgerne Retten og vrangen og Bryllup tegner sig klare konturer af den centrale tematik. En stærk naturoplevelse - havet, den frodige vegetation, den klare himmel, ørknen, den brændende sol - ganske uden metafysisk perspektiv. Døden er altid nærværende, og den er også hovedmotiv i første sætning af det filosofiske essay Sisyfos-myten: "Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet." Essayet er en undersøgelse af den absurditet, der opstår ved sammenstødet mellem en irrationel verden og menneskets søgen efter og krav om mening. Med udgangspunkt i spørgsmålet om selvmordet forsøger Camus at definere et livsgrundlag ud fra egne livserfaringer og tanker. Han styrer uden om nihilismen ved at definere det absurde oprørs etik, der er forbundet med værdier som uskyld, klarsyn, frihed og intensitet.
I Sisyfos-myten er forholdet til næsten ikke af afgørende betydning. Det bliver det derimod i teaterstykket Caligula, der er en absurdistisk version af den berygtede romerske kejsers skæbne. Caligula beslutter sig for med sin vilkårlighed og grusomhed at vække sine omgivelser, så de kan indse livets absurde grundvilkår. Dødsangsten er tydelig i stykket, der er fyldt med små døds- og henrettelsesscener. Teaterstykket De retfærdige rejser den problemstilling, om man har lov at dræbe uskyldige - to børn i en storherres vogn - for at dræbe den skyldige. Problematikken om målet og midlerne videreføres i Oprøreren. Essayet er et forsøg på at forstå, hvordan forskellige ideologier, der i deres udgangspunkt kun vil mennesket det bedste, tilsyneladende nærmest per automatik fører til terror og død. I essayet rettes en kritik mod politiske revolutioner generelt og mod marxismen, og disse synspunkter fremkaldte dårlige anmeldelser ved udgivelsen. I sin skuffelse rettede Camus et kraftigt angreb mod Sartre og lagde sig dermed ud med hele det intellektuelle og litterære miljø i Paris. Camus isoleredes, og bruddet blev ved med at plage ham. Han havde samtidig ægteskabelige problemer på grund af sine affærer med andre kvinder og levede sine sidste år med tungsind frem til sin død ved den tragiske bilulykke i 1960.
Den fremmede og romanerne
I romanen Den fremmede følger læseren Mersault, der indleder et forhold til en ung pige, Marie, samme dag, som hans mor begraves. Han udviser ingen sorg over tabet af moderen, men heller intet egentligt engagement i relationen til kæresten. På hendes spørgsmål, om han vil gifte sig med hende, svarer han, at det kan han godt, det er ham det samme. Hans uengagerede holdning fører ham ind i en lyssky affære, og han begår et mord uden egentlige tegn på affekt. Han skyder "på grund af solen", og han dømmes til offentlig henrettelse. Stilen i Den fremmede er kort og saglig. Sætningerne er korte, og der er et fravær af psykologisk analyse. Læseren får ikke noget indblik i Mersaults indre følelsesliv. Derimod placerer Mersault sig med åbne sanser midt i sine omgivelser, og beskrivelserne af byen og stranden er mættede af hans sanseindtryk. Solen, og alt hvad den står for, bliver fjenden.
I Pesten rammes Oran af et pestangreb, og romanen kan læses som en allegorisk beskrivelse af nazismen eller absurditetsoplevelsen. Romanen skildrer indbyggernes kamp mod pesten, der er en kamp i trods, fordi døden altid vil vinde over livet. Budskabet er, at midt i meningsløsheden gælder det om at vise medmenneskene godhed. De gode handlinger er den eneste beskyttelse, mennesket har mod tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Faldet blev den sidste bog, Camus udgav før sin død, og den er en ironiserende fremstilling om den bodfældige dommer Jean-Baptiste Clamens, der i en beværtning i Amsterdam fortæller sin livshistorie til en tilfældig gæst. Han har levet et liv i held og kærlighed, indtil han en nat hørte latter fra Seine-floden. Latteren bliver starten på sammenbruddet af hans pæne facade.
At læse Camus i dag
En nutidig læser kan med fordel begynde med romanen Den fremmede, der i dag står som forfatterskabets skønlitterære hovedværk. Den fremmede er stilistisk gennemført og gribende, netop fordi Camus undlader at lade sin hovedperson delagtiggøre læseren i sine filosofiske standpunkter, modsat hovedpersonen i Pesten. Camus' filosofiske essays er blevet kritiseret for at have logiske mangler, men kan læses som interessante bud på engagerede greb om tidstypiske problemstillinger som absurditet og revolution.
Camus har haft stor indflydelse på senere forfattere. Herhjemme har blandt andet Villy Sørensen og Peter Seeberg været tydeligt inspireret af forfatterskabet. En væsentlig forskel kan dog fremhæves mellem de to danske forfattere og Camus: Camus er altid gravalvorlig.
Ud over at fokusere på forfatterskabets eksistentialistiske træk kan det også være interessant at læse ham i sammenhæng med nordafrikanske forfattere og tænkere som Jean Grenier, Garbiel Audisio, René-Jean Clot og Jean Pelegri. Camus' baggrund spiller en væsentlig rolle gennem forfatterskabet, bl.a. i hans forestilling om det klarsynede Middelhavs-menneske.
Er man interesseret i personen Camus, kan man dykke ned i hans dagbøger, hvor man blandt andet kan finde de sidste ord, han skrev:
"For nu at hjælpe mig selv vil jeg ikke kun støtte mig til hjertets kølige bedømmelse af hvad der er rimeligt, men også til den forkærlighed, den ømhed, jeg nærer for dig. Jeg bebrejder af og til mig selv, at jeg ikke kan elske. Måske er det sandt, men jeg har dog kunnet vælge nogle mennesker og trofast bevare det bedste, jeg har, for dem, hvad de end gør."
Solen brænder, og døden er altid nær i Albert Camus' korte, men indflydelsesrige filosofiske og litterære forfatterskab.
Liv og værker
Albert Camus blev (1913-1960) født i Algeriet. Hans far var landarbejder og blev dræbt under Marneslaget, da Camus var fem år gammel. Moderen flyttede herefter sammen med sønnen til et arbejderkvarter i Algier, hvor hun ernærende sig som vaskekone. En lærer i folkeskolen fik øje på Camus' talent og hjalp ham med at skaffe et legat til gymnasiet. Camus meldte sig ind i det kommunistiske parti, og han arbejdede som ung med teater både som skuespiller, iscenesætter, bearbejder og dramatisk forfatter. Han var desuden målmand på universitetets fodboldhold. I 1930 blev Camus ramt af tuberkulose, og selv om sygdommen efterhånden kom under kontrol, blev den ved med at plage ham, og den kom til at virke som katalysator for hans livsanskuelse, hvor døden hele tiden stod som en konkret mulighed. I 1935 forlod Camus det kommunistiske parti på grund af utilfredshed med Stalin og grundlagde sammen med Pascal Pia avisen Algier Républican. Under anden verdenskrig var han med i den franske modstandsbevægelse og blev journalist i undergrundsavisen Combat, hvor han lærte Jean-Paul Sartre (1905-1980) at kende.
På mindre end tyve år lykkedes det Camus at sætte klare aftryk i litteraturhistorien med romanerne Den fremmede (1942), Pesten (1947) og Faldet (1956), de to essays, Sisyfos-myten (1942) og Oprøreren (1951), teaterstykkerne Caligula (1945) og De retfærdige (1949) og novellesamlingen Eksil og kongedømme (1957). Han begyndte sit forfatterskab med bøgerne Retten og vrangen (1937) og Bryllup (1938), der er en blanding af essay og naturbeskrivelse, men fik sin egentlige skønlitterære debut og sit gennembrud i 1942 med romanen Den fremmede, der allerede i samtiden udråbtes til klassiker. Han modtog nobelprisen i litteratur som 44-årig i 1957.
Camus og Sartre
Sammen med Jean-Paul Sartre inkarnerer Camus den moderne franske litteraturs storhedstid i midten af det 20. århundrede. Det er en udbredt opfattelse, at de to grundlagde eksistentialismen sammen i 1940erne, og at de skrev om de samme temaer, men at de i 1950erne blev uenige om politiske spørgsmål og brød med hinanden. Der er også klare skæbnefællestræk mellem Camus og Sartre, og allerede som ung journalist i Algier skrev Camus beundrende anmeldelser af Sartres første bøger. Deres personlige bekendtskab begyndte i 1943 med Sartres begejstrede læsning af Den fremmede. Det lidenskabelige engagement i deres samtid bragte dem sammen under krigen og i årene umiddelbart efter. Som skribenter bredte de sig begge over mange genrer.
En stor del af Camus' forfatterskab er dog også skrevet i konstant opposition til Sartre. Mens Sartre voksede op i et højborgerligt, parisisk hjem med bugnende bogreoler, var Camus' mor analfabet. Med sig havde Camus i stedet den intense naturoplevelse, den brændende sol og glæden over det sansede liv. Han var optaget af spørgsmålet om menneskets natur, mens Sartre afviste, at mennesket overhovedet har en natur. Sartres subjekt er egentlig aldrig sig selv. Camus’ subjekt kan blive sig selv gennem dyrkelse af absolutte værdier som retfærdighed, lykke og godhed. For Sartre er livet en formløs, klæbrig masse. For Camus er det en soltørret, saltvasket sten.
Deres veje skiltes i 1950erne på grund af uenighed om kommunismen. Camus gjorde sig til kritikker af kommunismen, fordi han mente, at dens ædle mål ikke kunne retfærdiggøre de konkrete ugerninger. Sartre på sin side kritiserede Camus for at protestere mod både Stalin og Franco og fastholdt, at det var nødvendigt at tage stilling. Det blev diskussionen om, hvorvidt hensigten helliger midlet, der synliggjorde den afgørende forskel i deres grundholdninger.
Det absurde
Allerede fra starten af forfatterskabet med bøgerne Retten og vrangen og Bryllup tegner sig klare konturer af den centrale tematik. En stærk naturoplevelse - havet, den frodige vegetation, den klare himmel, ørknen, den brændende sol - ganske uden metafysisk perspektiv. Døden er altid nærværende, og den er også hovedmotiv i første sætning af det filosofiske essay Sisyfos-myten: "Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet." Essayet er en undersøgelse af den absurditet, der opstår ved sammenstødet mellem en irrationel verden og menneskets søgen efter og krav om mening. Med udgangspunkt i spørgsmålet om selvmordet forsøger Camus at definere et livsgrundlag ud fra egne livserfaringer og tanker. Han styrer uden om nihilismen ved at definere det absurde oprørs etik, der er forbundet med værdier som uskyld, klarsyn, frihed og intensitet.
I Sisyfos-myten er forholdet til næsten ikke af afgørende betydning. Det bliver det derimod i teaterstykket Caligula, der er en absurdistisk version af den berygtede romerske kejsers skæbne. Caligula beslutter sig for med sin vilkårlighed og grusomhed at vække sine omgivelser, så de kan indse livets absurde grundvilkår. Dødsangsten er tydelig i stykket, der er fyldt med små døds- og henrettelsesscener. Teaterstykket De retfærdige rejser den problemstilling, om man har lov at dræbe uskyldige - to børn i en storherres vogn - for at dræbe den skyldige. Problematikken om målet og midlerne videreføres i Oprøreren. Essayet er et forsøg på at forstå, hvordan forskellige ideologier, der i deres udgangspunkt kun vil mennesket det bedste, tilsyneladende nærmest per automatik fører til terror og død. I essayet rettes en kritik mod politiske revolutioner generelt og mod marxismen, og disse synspunkter fremkaldte dårlige anmeldelser ved udgivelsen. I sin skuffelse rettede Camus et kraftigt angreb mod Sartre og lagde sig dermed ud med hele det intellektuelle og litterære miljø i Paris. Camus isoleredes, og bruddet blev ved med at plage ham. Han havde samtidig ægteskabelige problemer på grund af sine affærer med andre kvinder og levede sine sidste år med tungsind frem til sin død ved den tragiske bilulykke i 1960.
Den fremmede og romanerne
I romanen Den fremmede følger læseren Mersault, der indleder et forhold til en ung pige, Marie, samme dag, som hans mor begraves. Han udviser ingen sorg over tabet af moderen, men heller intet egentligt engagement i relationen til kæresten. På hendes spørgsmål, om han vil gifte sig med hende, svarer han, at det kan han godt, det er ham det samme. Hans uengagerede holdning fører ham ind i en lyssky affære, og han begår et mord uden egentlige tegn på affekt. Han skyder "på grund af solen", og han dømmes til offentlig henrettelse. Stilen i Den fremmede er kort og saglig. Sætningerne er korte, og der er et fravær af psykologisk analyse. Læseren får ikke noget indblik i Mersaults indre følelsesliv. Derimod placerer Mersault sig med åbne sanser midt i sine omgivelser, og beskrivelserne af byen og stranden er mættede af hans sanseindtryk. Solen, og alt hvad den står for, bliver fjenden.
I Pesten rammes Oran af et pestangreb, og romanen kan læses som en allegorisk beskrivelse af nazismen eller absurditetsoplevelsen. Romanen skildrer indbyggernes kamp mod pesten, der er en kamp i trods, fordi døden altid vil vinde over livet. Budskabet er, at midt i meningsløsheden gælder det om at vise medmenneskene godhed. De gode handlinger er den eneste beskyttelse, mennesket har mod tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Faldet blev den sidste bog, Camus udgav før sin død, og den er en ironiserende fremstilling om den bodfældige dommer Jean-Baptiste Clamens, der i en beværtning i Amsterdam fortæller sin livshistorie til en tilfældig gæst. Han har levet et liv i held og kærlighed, indtil han en nat hørte latter fra Seine-floden. Latteren bliver starten på sammenbruddet af hans pæne facade.
At læse Camus i dag
En nutidig læser kan med fordel begynde med romanen Den fremmede, der i dag står som forfatterskabets skønlitterære hovedværk. Den fremmede er stilistisk gennemført og gribende, netop fordi Camus undlader at lade sin hovedperson delagtiggøre læseren i sine filosofiske standpunkter, modsat hovedpersonen i Pesten. Camus' filosofiske essays er blevet kritiseret for at have logiske mangler, men kan læses som interessante bud på engagerede greb om tidstypiske problemstillinger som absurditet og revolution.
Camus har haft stor indflydelse på senere forfattere. Herhjemme har blandt andet Villy Sørensen og Peter Seeberg været tydeligt inspireret af forfatterskabet. En væsentlig forskel kan dog fremhæves mellem de to danske forfattere og Camus: Camus er altid gravalvorlig.
Ud over at fokusere på forfatterskabets eksistentialistiske træk kan det også være interessant at læse ham i sammenhæng med nordafrikanske forfattere og tænkere som Jean Grenier, Garbiel Audisio, René-Jean Clot og Jean Pelegri. Camus' baggrund spiller en væsentlig rolle gennem forfatterskabet, bl.a. i hans forestilling om det klarsynede Middelhavs-menneske.
Er man interesseret i personen Camus, kan man dykke ned i hans dagbøger, hvor man blandt andet kan finde de sidste ord, han skrev:
"For nu at hjælpe mig selv vil jeg ikke kun støtte mig til hjertets kølige bedømmelse af hvad der er rimeligt, men også til den forkærlighed, den ømhed, jeg nærer for dig. Jeg bebrejder af og til mig selv, at jeg ikke kan elske. Måske er det sandt, men jeg har dog kunnet vælge nogle mennesker og trofast bevare det bedste, jeg har, for dem, hvad de end gør."
