Forfatter
Thomas Mann
Thomas Mann er en af det 20. århundredes helt store romanforfattere, og han har skildret de voldsomme samfundsændringer i århundredet og den borgerlige kulturs forfald.
Thomas Mann (1875-1955) debuterede som ung forfatter på tærsklen til det 20. århundrede og står i dag som en af de væsentligste skildrere af de voldsomme samfundsomvæltninger, der har præget århundredet, samt af den europæiske borgerlige kulturs forfald. Manns forfatterskab byder ikke på de store formelle fornyelser, som man kender fra det 20. århundredes store modernistiske romanforfattere som Marcel Proust, Robert Musil, James Joyce og Virginia Woolf. Hans romaner står dybest set i større gæld til nogle af det 19. århundredes store romanforfattere – ikke mindst russiske forfattere som Dostojevskij og Tolstoj. Alligevel må han regnes blandt det 20. århundredes helt store romanforfattere, der evner både den nøgterne realisme, det dybe psykologiske portræt og den skarpe ironi, og hvis forfatterskab forbinder brede realistiske samfundsskildringer med svimlende mytologiske og filosofiske dybder, der gør dem relevante den dag i dag.
Bohemen og borgeren
Ifølge Hermann Kurzkes fremstilling i den store biografi Thomas Mann – Livet som kunstværk var Thomas Mann en alt andet end imponerende elev i sin skoletid. Sønnen af en stolt købmandsfamilie fik middelmådige karakterer til sin fars ærgrelse. I timerne svømmede han hen i drømmerier. Forfatterambitionen havde han allerede, men den udmøntede sig mest i sentimentale digte, der blev hånet af storebroderen Heinrich Mann, der på det tidspunkt allerede var et navn i litterære kredse. Dette temmelig middelmådige udgangspunkt taget i betragtning kan det virke desto mere forbløffende, at Thomas Mann allerede som 25-årig færdiggjorde mesterværket Buddenbrooks (1901) – ikke blot et hovedværk i hans eget forfatterskab (og en roman, der indbragte ham Nobelprisen i 1929), men et af det 20. århundredes helt store romanoplevelser. Mann øste i romanen af sin egen familiehistorie i sin vældige frise over en købmandsfamilie i Lübecks storhed og fald. Romanen er båret af en utrolig detaljerigdom, men også af en fin ironi og en udsøgt fortællelyst, der trods dens længde gør den til en af de mest umiddelbart fornøjelige læseoplevelser i forfatterskabet. Men allerede i dette ungdomsværk finder man også de filosofiske lag, og ligeledes fremviser romanen en tydelig konflikt mellem den borgerlige pligt og den kunstneriske skaberkraft, der løber som en rød tråd gennem Manns værk. Og den skaber ikke mindst et levende portræt af hansestaden Lübeck – Manns barndomsby, der den dag i dag huser et Thomas Mann-museum, hvor man bl.a. kan studere hans omhyggelige forstudier til Buddenbrooks, der hurtigt gjorde den unge forfatter berømt – også mere berømt end storebroderen Heinrich.
Mann vaklede hele sit liv mellem livet som kunstnerisk boheme og borgerligt familiemenneske. Han giftede sig og stiftede en stor familie, men var samtidig mærket af en homoseksualitet, som han ikke talte om offentligt, og som han angiveligt aldrig levede ud, men som alligevel sætter sit tydelige spor i flere af hans værker. Mest berømt i skildringen af en ældre kunstners (fatale) besættelse af en smuk yngling i Døden i Venedig (1912), men også antydet i mange af de øvrige bøger og udtalt i hans dagbøger.
Politisk var Mann også til dels en splittet person. I 1. verdenskrig hyldede han de kulturkonservative og nationale kræfter i Tyskland, og han anså Tyskland for at have en særlig mission i en genfødsel af en europæisk kultur. Hans politiske ståsted under 1. verdenskrig førte til en årelang polemik med hans liberalt sindede og republikanske bror Heinrich. Efter krigen tog Mann gradvist afstand fra sine synspunkter, og han var tidligt ude med at kritisere den fremstormende nationalsocialistiske bevægelse. Den lagde på sin side ham for had, anså ham for landsforræder og jødesympatisør, og da nazisterne kom til magten blev Mann og hans familie tvunget i eksil, først i Frankrig og siden i USA. Herfra fortsatte Mann sin ihærdige kritik af nazismen, bl.a. i en række berømte radiotaler.
De store romaner
Thomas Mann var en uhyre produktiv forfatter, der hver dag arbejdede disciplineret med forfattergerningen, selv under de store historiske rystelser, der gennembrød livsbanen. Af samme grund efterlod han sig også et enormt forfatterskab, der rummer både romaner, noveller, fortællinger og essays. Blandt de kortere fortællinger tæller Døden i Venedig og den selvbiografiske Tonio Kröger (1903) blandt de mest berømte. Det er dog især de vældige romanværker, der cementerer Manns status som en af det 20. århundredes største forfattere. Hans store romaner rummer en episk styrke, samtidig med, at de både reflekterer Manns eget mellem kunstnerisk stræben og borgerligt liv og favner nogle af de helt centrale konflikter i århundredets europæiske mentalitetshistorie.
Buddenbrooks og Dr. Faustus
Fra den overvældende romandebut med Buddenbrooks til det ikke mindre imponerende sene hovedværk Doktor Faustus (1947) spændes en bue, der beskriver et tiltagende forfald af en klassisk europæisk dannelseskultur. Buddenbrooks lader det traditionelle borgerlige købmandshjem gå under i en romanform, der på én gang er klassisk slægtsroman og dementering af samme. I Doktor Faustus, der bruger kunstnerbiografien som form, skildres det totale værdisammenbrud og kulturens dæmoniske skyggeside. Romanen beskriver den gale og geniale komponist Adrian Leverkühn, der som Goethes Faust sælger sin sjæl til djævlen for at få fri adgang til kreative kræfter. Djævlen stiller som krav, at Leverkühn aldrig må elske fuldt ud. Som kunstnerroman reflekterer Doktor Faustus over kunstnerens rolle som en, der altid må stå på afstand af livet for at kunne skildre det overbevisende, og romanen viser dermed den kolde og destruktive side af den kreative flamme. I et større perspektiv er romanen dog også en skildring af selve kulturens destruktive skyggeside, idet den også handler om nationalsocialismen og Hitlers fremkomst samt 2. verdenskrig. Mann skrev selv romanen i eksil, mens krigen rasede, og romanens fortæller – den borgerlige Serenus Zeitblom, der i romanen skriver en biografi om sin ven Leverkühn – henviser ligeledes til krigens rædsler, der dermed er en gennemgående klangbund for og kulmination på Leverkühns frygtelige kunst.
Både Buddenbrooks og Doktor Faustus rummer klare filosofiske referencer. I førstnævntes tilfælde bygges der på Arthur Schopenhauers filosofi, mens komponisten Leverkühns biografi i høj grad bygger på Friedrich Nietzsches, ligesom Nietzsches filosofi spiller en væsentlig rolle i romanen – uden at han dog nævnes. Mann greb i skildringen af Leverkühns musik desuden til samtidens modernistiske tolvtonemusik, og romanen rummer lange nærmest musikteoretiske og musikfilosofiske passager, der kan gøre den tung – men samtidig – fascinerende at læse. Til disse passager fik Mann hjælp af filosoffen Theodor Adorno, der selv – bl.a. i hovedværket Oplysningens dialektik – skildrede nazismen som netop et barbari, der ikke var et modstykke til civilisationen, men en skygge af denne.
Trolddomsbjerget og Josef og hans brødre
Mellem disse store romaner står den ligeledes centrale Trolddomsbjerget (1924). Trolddomsbjerget er den mest drilske af Manns store romaner, men også den præges af undergangsstemningen. Den skildrer den unge Hans Castorp, der egentlig blot skal afgive sin fætter et kort besøg på et sanatorium i bjergene, men som umærkeligt bliver en del af hverdagen på sanatoriet og ikke kan komme derfra. Sygdommen bliver normaltilstanden, og beboerne på trolddomsbjerget ender med at se de raske som en slags afvigere. Henvist til kun at beskæftige sig med sygdom og død og almindelige intriger i det lille, men samtidig meget kosmpolitiske samfund, som udgøres af sanatoriet, slumrer beboerne hen i en sært drømmelignende tilstand. Mann formår at skabe en fornemmelse af eventyr i romanen, samtidig med at han ironiserer skarpt over bl.a. tidens psykoanalyse. Det fortrængte slår ud i lys lue på trolddomsbjerget, både i form af psykiske og erotiske spændinger, men også i konfrontationen med døden. Beboerne hengiver sig til spiritisme, når de ikke fascineret studerer hinandens røntgenfotografier eller giver sig hen til lange diskussioner om form og formløshed.
Som mange af tidens øvrige store romanforfattere (Proust, Joyce, Musil m.fl.) filosoferer Mann i Trolddomsbjerget over tiden som en elastisk størrelse: Hvordan flere år kan glide hen i en sær slummer, mens et kort øjeblik kan udvide sig og få en stærk fylde. Beboerne på trolddomsbjerget lever i en helt anden tidsfornemmelse end beboerne uden for, og det er først startskuddet til 1. verdenskrig, der formår at vække dem af den eventyrlige søvn. Trolddomsbjerget har både satirisk brod og filosofisk fylde, men den kan ikke mindst læses for dens fantastiske persongalleri af skæve eksistenser, der mødes i sanatoriets eventyrlige univers.
Flere af Manns bøger tager livtag med en mytologisk side af tilværelsen i form af eventyr (Trolddomsbjerget), djævlelegender (Dr. Faustus) og Dionysos-kult (Døden i Venedig), så det kan næppe overraske, at han også greb til de bibelske myter, skønt han selv ironiserede over kristendommen. I firebindsværket Josef og hans brødre (1933-1943) skabte Mann en gendigtning af Det Gamle Testamentes fortælling om Josef. Mann skrev romanserien i eksil fra Tyskland og i fortvivlelse over de nazistiske kræfter, der stormede frem i landet. Mann var af nazisterne blevet anklaget for at være jødesympatisør, og han var da også gift ind i en jødisk familie. Ved at gribe tilbage til det gamle testamente forsøgte han selv at forsone den jødiske og den kristent-europæiske kulturarv. Eller som Villy Sørensen skriver i sit essay om Thomas Mann i bogen Digtere og dæmoner: ”At han samtidig som kunstner vendte sin samtid ryggen og åsynet mod den bibelske Joseph, kan ikke betragtes som en flugt, men som en mobilisering af myter som var ældre og helligere end det 20. århundredes myte.”
Thomas Mann og filmene
Ud over at Thomas Mann står bag et imponerende forfatterskab, er en af grundene til hans fortsat store udbredelse uden tvivl de mange film og TV-serier, som hans forfatterskab og liv har kastet af sig. Den prisbelønnede dramadokumentar Familien Mann fra 2001 af Heinrich Breloer skildrer hele Thomas Mann' og hans families dramatiske liv gennem det 20. århundrede. Ligeledes er adskillige af hans romaner filmatiseret. Hovedværket Buddenbrooks blev allerede genstand for en stumfilm i 1923. Siden er den blevet filmatiseret mange gange, senest i 2008 – ligeledes instrueret af Heinrich Breloer. I 1979 blev romanen gjort til TV-serie i 11 afsnit af Franz Peter Wirth. Mest uomgængelig er dog filmatiseringen af Døden i Venedig fra 1971. Skønt Døden i Venedig er en af de mindre bøger i forfatterskabet, blev den i italienske Luchino Viscontis instruktørhænder alligevel til en klassiker i filmhistorien – ikke mindst takket være de stemningsfulde undergangsbilleder fra Venedig og brugen af Gustav Mahlers musik (Visconti tog sig den kunstneriske frihed til at gøre hovedpersonen Gustav Aschenbach til komponist i stedet for forfatter som i det litterære forlæg, og det var netop Mahler, der blev brugt som inspiration til skildringen af den livstrætte komponist).
Filmene kan tjene som et fint supplement til bøgerne, men naturligvis bør man først og fremmest gå til selve kilden. Manns værk er ladet med filosofiske og kulturhistoriske referencer, men drives også frem af en elementær fortælleglæde og altid levende miljø- og persontegninger, der gør romanerne til en stor læseoplevelse.
Skrevet af cand. mag. Rasmus Steffensen
Thomas Mann er en af det 20. århundredes helt store romanforfattere, og han har skildret de voldsomme samfundsændringer i århundredet og den borgerlige kulturs forfald.
Thomas Mann (1875-1955) debuterede som ung forfatter på tærsklen til det 20. århundrede og står i dag som en af de væsentligste skildrere af de voldsomme samfundsomvæltninger, der har præget århundredet, samt af den europæiske borgerlige kulturs forfald. Manns forfatterskab byder ikke på de store formelle fornyelser, som man kender fra det 20. århundredes store modernistiske romanforfattere som Marcel Proust, Robert Musil, James Joyce og Virginia Woolf. Hans romaner står dybest set i større gæld til nogle af det 19. århundredes store romanforfattere – ikke mindst russiske forfattere som Dostojevskij og Tolstoj. Alligevel må han regnes blandt det 20. århundredes helt store romanforfattere, der evner både den nøgterne realisme, det dybe psykologiske portræt og den skarpe ironi, og hvis forfatterskab forbinder brede realistiske samfundsskildringer med svimlende mytologiske og filosofiske dybder, der gør dem relevante den dag i dag.
Bohemen og borgeren
Ifølge Hermann Kurzkes fremstilling i den store biografi Thomas Mann – Livet som kunstværk var Thomas Mann en alt andet end imponerende elev i sin skoletid. Sønnen af en stolt købmandsfamilie fik middelmådige karakterer til sin fars ærgrelse. I timerne svømmede han hen i drømmerier. Forfatterambitionen havde han allerede, men den udmøntede sig mest i sentimentale digte, der blev hånet af storebroderen Heinrich Mann, der på det tidspunkt allerede var et navn i litterære kredse. Dette temmelig middelmådige udgangspunkt taget i betragtning kan det virke desto mere forbløffende, at Thomas Mann allerede som 25-årig færdiggjorde mesterværket Buddenbrooks (1901) – ikke blot et hovedværk i hans eget forfatterskab (og en roman, der indbragte ham Nobelprisen i 1929), men et af det 20. århundredes helt store romanoplevelser. Mann øste i romanen af sin egen familiehistorie i sin vældige frise over en købmandsfamilie i Lübecks storhed og fald. Romanen er båret af en utrolig detaljerigdom, men også af en fin ironi og en udsøgt fortællelyst, der trods dens længde gør den til en af de mest umiddelbart fornøjelige læseoplevelser i forfatterskabet. Men allerede i dette ungdomsværk finder man også de filosofiske lag, og ligeledes fremviser romanen en tydelig konflikt mellem den borgerlige pligt og den kunstneriske skaberkraft, der løber som en rød tråd gennem Manns værk. Og den skaber ikke mindst et levende portræt af hansestaden Lübeck – Manns barndomsby, der den dag i dag huser et Thomas Mann-museum, hvor man bl.a. kan studere hans omhyggelige forstudier til Buddenbrooks, der hurtigt gjorde den unge forfatter berømt – også mere berømt end storebroderen Heinrich.
Mann vaklede hele sit liv mellem livet som kunstnerisk boheme og borgerligt familiemenneske. Han giftede sig og stiftede en stor familie, men var samtidig mærket af en homoseksualitet, som han ikke talte om offentligt, og som han angiveligt aldrig levede ud, men som alligevel sætter sit tydelige spor i flere af hans værker. Mest berømt i skildringen af en ældre kunstners (fatale) besættelse af en smuk yngling i Døden i Venedig (1912), men også antydet i mange af de øvrige bøger og udtalt i hans dagbøger.
Politisk var Mann også til dels en splittet person. I 1. verdenskrig hyldede han de kulturkonservative og nationale kræfter i Tyskland, og han anså Tyskland for at have en særlig mission i en genfødsel af en europæisk kultur. Hans politiske ståsted under 1. verdenskrig førte til en årelang polemik med hans liberalt sindede og republikanske bror Heinrich. Efter krigen tog Mann gradvist afstand fra sine synspunkter, og han var tidligt ude med at kritisere den fremstormende nationalsocialistiske bevægelse. Den lagde på sin side ham for had, anså ham for landsforræder og jødesympatisør, og da nazisterne kom til magten blev Mann og hans familie tvunget i eksil, først i Frankrig og siden i USA. Herfra fortsatte Mann sin ihærdige kritik af nazismen, bl.a. i en række berømte radiotaler.
De store romaner
Thomas Mann var en uhyre produktiv forfatter, der hver dag arbejdede disciplineret med forfattergerningen, selv under de store historiske rystelser, der gennembrød livsbanen. Af samme grund efterlod han sig også et enormt forfatterskab, der rummer både romaner, noveller, fortællinger og essays. Blandt de kortere fortællinger tæller Døden i Venedig og den selvbiografiske Tonio Kröger (1903) blandt de mest berømte. Det er dog især de vældige romanværker, der cementerer Manns status som en af det 20. århundredes største forfattere. Hans store romaner rummer en episk styrke, samtidig med, at de både reflekterer Manns eget mellem kunstnerisk stræben og borgerligt liv og favner nogle af de helt centrale konflikter i århundredets europæiske mentalitetshistorie.
Buddenbrooks og Dr. Faustus
Fra den overvældende romandebut med Buddenbrooks til det ikke mindre imponerende sene hovedværk Doktor Faustus (1947) spændes en bue, der beskriver et tiltagende forfald af en klassisk europæisk dannelseskultur. Buddenbrooks lader det traditionelle borgerlige købmandshjem gå under i en romanform, der på én gang er klassisk slægtsroman og dementering af samme. I Doktor Faustus, der bruger kunstnerbiografien som form, skildres det totale værdisammenbrud og kulturens dæmoniske skyggeside. Romanen beskriver den gale og geniale komponist Adrian Leverkühn, der som Goethes Faust sælger sin sjæl til djævlen for at få fri adgang til kreative kræfter. Djævlen stiller som krav, at Leverkühn aldrig må elske fuldt ud. Som kunstnerroman reflekterer Doktor Faustus over kunstnerens rolle som en, der altid må stå på afstand af livet for at kunne skildre det overbevisende, og romanen viser dermed den kolde og destruktive side af den kreative flamme. I et større perspektiv er romanen dog også en skildring af selve kulturens destruktive skyggeside, idet den også handler om nationalsocialismen og Hitlers fremkomst samt 2. verdenskrig. Mann skrev selv romanen i eksil, mens krigen rasede, og romanens fortæller – den borgerlige Serenus Zeitblom, der i romanen skriver en biografi om sin ven Leverkühn – henviser ligeledes til krigens rædsler, der dermed er en gennemgående klangbund for og kulmination på Leverkühns frygtelige kunst.
Både Buddenbrooks og Doktor Faustus rummer klare filosofiske referencer. I førstnævntes tilfælde bygges der på Arthur Schopenhauers filosofi, mens komponisten Leverkühns biografi i høj grad bygger på Friedrich Nietzsches, ligesom Nietzsches filosofi spiller en væsentlig rolle i romanen – uden at han dog nævnes. Mann greb i skildringen af Leverkühns musik desuden til samtidens modernistiske tolvtonemusik, og romanen rummer lange nærmest musikteoretiske og musikfilosofiske passager, der kan gøre den tung – men samtidig – fascinerende at læse. Til disse passager fik Mann hjælp af filosoffen Theodor Adorno, der selv – bl.a. i hovedværket Oplysningens dialektik – skildrede nazismen som netop et barbari, der ikke var et modstykke til civilisationen, men en skygge af denne.
Trolddomsbjerget og Josef og hans brødre
Mellem disse store romaner står den ligeledes centrale Trolddomsbjerget (1924). Trolddomsbjerget er den mest drilske af Manns store romaner, men også den præges af undergangsstemningen. Den skildrer den unge Hans Castorp, der egentlig blot skal afgive sin fætter et kort besøg på et sanatorium i bjergene, men som umærkeligt bliver en del af hverdagen på sanatoriet og ikke kan komme derfra. Sygdommen bliver normaltilstanden, og beboerne på trolddomsbjerget ender med at se de raske som en slags afvigere. Henvist til kun at beskæftige sig med sygdom og død og almindelige intriger i det lille, men samtidig meget kosmpolitiske samfund, som udgøres af sanatoriet, slumrer beboerne hen i en sært drømmelignende tilstand. Mann formår at skabe en fornemmelse af eventyr i romanen, samtidig med at han ironiserer skarpt over bl.a. tidens psykoanalyse. Det fortrængte slår ud i lys lue på trolddomsbjerget, både i form af psykiske og erotiske spændinger, men også i konfrontationen med døden. Beboerne hengiver sig til spiritisme, når de ikke fascineret studerer hinandens røntgenfotografier eller giver sig hen til lange diskussioner om form og formløshed.
Som mange af tidens øvrige store romanforfattere (Proust, Joyce, Musil m.fl.) filosoferer Mann i Trolddomsbjerget over tiden som en elastisk størrelse: Hvordan flere år kan glide hen i en sær slummer, mens et kort øjeblik kan udvide sig og få en stærk fylde. Beboerne på trolddomsbjerget lever i en helt anden tidsfornemmelse end beboerne uden for, og det er først startskuddet til 1. verdenskrig, der formår at vække dem af den eventyrlige søvn. Trolddomsbjerget har både satirisk brod og filosofisk fylde, men den kan ikke mindst læses for dens fantastiske persongalleri af skæve eksistenser, der mødes i sanatoriets eventyrlige univers.
Flere af Manns bøger tager livtag med en mytologisk side af tilværelsen i form af eventyr (Trolddomsbjerget), djævlelegender (Dr. Faustus) og Dionysos-kult (Døden i Venedig), så det kan næppe overraske, at han også greb til de bibelske myter, skønt han selv ironiserede over kristendommen. I firebindsværket Josef og hans brødre (1933-1943) skabte Mann en gendigtning af Det Gamle Testamentes fortælling om Josef. Mann skrev romanserien i eksil fra Tyskland og i fortvivlelse over de nazistiske kræfter, der stormede frem i landet. Mann var af nazisterne blevet anklaget for at være jødesympatisør, og han var da også gift ind i en jødisk familie. Ved at gribe tilbage til det gamle testamente forsøgte han selv at forsone den jødiske og den kristent-europæiske kulturarv. Eller som Villy Sørensen skriver i sit essay om Thomas Mann i bogen Digtere og dæmoner: ”At han samtidig som kunstner vendte sin samtid ryggen og åsynet mod den bibelske Joseph, kan ikke betragtes som en flugt, men som en mobilisering af myter som var ældre og helligere end det 20. århundredes myte.”
Thomas Mann og filmene
Ud over at Thomas Mann står bag et imponerende forfatterskab, er en af grundene til hans fortsat store udbredelse uden tvivl de mange film og TV-serier, som hans forfatterskab og liv har kastet af sig. Den prisbelønnede dramadokumentar Familien Mann fra 2001 af Heinrich Breloer skildrer hele Thomas Mann' og hans families dramatiske liv gennem det 20. århundrede. Ligeledes er adskillige af hans romaner filmatiseret. Hovedværket Buddenbrooks blev allerede genstand for en stumfilm i 1923. Siden er den blevet filmatiseret mange gange, senest i 2008 – ligeledes instrueret af Heinrich Breloer. I 1979 blev romanen gjort til TV-serie i 11 afsnit af Franz Peter Wirth. Mest uomgængelig er dog filmatiseringen af Døden i Venedig fra 1971. Skønt Døden i Venedig er en af de mindre bøger i forfatterskabet, blev den i italienske Luchino Viscontis instruktørhænder alligevel til en klassiker i filmhistorien – ikke mindst takket være de stemningsfulde undergangsbilleder fra Venedig og brugen af Gustav Mahlers musik (Visconti tog sig den kunstneriske frihed til at gøre hovedpersonen Gustav Aschenbach til komponist i stedet for forfatter som i det litterære forlæg, og det var netop Mahler, der blev brugt som inspiration til skildringen af den livstrætte komponist).
Filmene kan tjene som et fint supplement til bøgerne, men naturligvis bør man først og fremmest gå til selve kilden. Manns værk er ladet med filosofiske og kulturhistoriske referencer, men drives også frem af en elementær fortælleglæde og altid levende miljø- og persontegninger, der gør romanerne til en stor læseoplevelse.
Skrevet af cand. mag. Rasmus Steffensen
