Døden i Venedig

’Døden i Venedig’ er et fantastisk mesterværk, der åbner et helt univers - både sprogligt og i fortællingens ånd - og Thomas Mann er ikke bange for at sætte sin læser på prøve. Det er en roman med utallige dybder og fyldt med små detaljer, man kan hoppe ned i. 

En gammel træt krop. Den rynkede hud, grov som læder. Tidens spor kan let findes i de dybe furer, og det grå hår beretter nærmere om noget i forfald, end om noget der ældes. Tre symptomer på overmodenhed. Denne stræben efter eller måske mere besættelse af det ungdommelige, der i dette udtjente og afrakkede lys virker så tæt på det guddommelige. Det er svært at tale om ’Døden i Venedig’ uden at tale om dekadence.

’Døden i Venedig’ er en historie, der beretter om forfald. Et forfald i mennesket, et forfald i kunsten, en by i forfald, et moralsk forfald. Selve forfaldet er det helt centrale og måske også det, der drager vores hovedperson, Gustav von Aschenbach, til de mange øer, som vi kalder Venedig. I ’Døden i Venedig’ er Venedig en dødens by; en by af skønhed og skødesløshed, hvor ting går hen og dør. Aschenbach nævner utallige gange en stank af noget råddent og ækelt, en stank af hospitalslugt, en stank, der trods Venedigs marmormure og smukke attraktioner, hærger over hele byen. Dette er dog ikke det eneste dødsvarsel, vi får. Ved Aschenbachs ankomst til Venedig sammenligner fortælleren gondolerne med ligkister:

”Det sælsomme fartøj, der siden balladernes tid har haft samme form, og som er så ejendommeligt sort, som ellers kun kister kan være det – det leder tanken hen på lydløse og forbryderiske eventyr i den plaskende nat, ja, det leder tanken hen på døden selv, på en båre, på et dystert ligtog og en sidste, tavs rejse.” 

Man kan sige meget om sproget i ’Døden i Venedig’, men enkelt og ligefremt er det ikke. Det er et sprog, der virkelig fremmer det skønne. Under læsningen kunne jeg ikke vige fra den rolige og dybfølte fred, som sproget giver læseren. Det giver anledning til at fordybe sig i en sætning, som i et stykke musik. At høre genklangen af den magiske prosa, som Mann skriver. Jeg er desuden normalt ikke så meget for at læse højt, men med ’Døden i Venedig’ læste jeg sgu de sidste 50 sider højt for mig selv. For der er ikke en mere hjertefølt følelse end den, når man sidder helt alene, indhyllet i aftenens mørke, og klangen fra en sætning giver kuldegysninger og fylder kroppen med en inderlig varme, der får det til at sitre i fingrene.

Dette er alt sammen kun en lille flække i overfladen. ’Døden i Venedig’ er et fantastisk mesterværk, der åbner et helt univers - både sprogligt og i fortællingens ånd - og Thomas Mann er ikke bange for at sætte sin læser på prøve. Det er en roman med utallige dybder og fyldt med små detaljer, man kan hoppe ned i. Romanen kan være noget af et sprogligt skift (det syntes jeg i hvert fald), hvis man er vant til at læse nyere bøger, da bogen bærer præg af en ældre og tone, men efter de første 10 sider, er man kommet sikkert ind i denne rytme og sætter faktisk pris på dette skønne sprog, hvis jeg selv skulle sige det... Hvis ’Døden i Venedig’ lyder som noget for dig, så tag og læs bogen, og giv mig et kald bagefter. Så skal jeg love dig for, at vi nok få en ordentlig eftermiddagssnak ud af den!

’Døden i Venedig’ fra forlaget Gyldendal er i Judyta Preis’ og Jørgen Herman Monrads oversættelse. Ekstra tak til dem for denne helt igennem suveræne oversættelse, der giver romanens sprog et levende og sanseligt præg.