Han er tilbage

Hvordan vil nutidens samfund reagere på at få Adolf Hitler tilbage, og hvad ville han give sig til? Underholdende og skræmmende historie, som desværre aldrig bliver rigtig nærværende.    

Adolf Hitler vågner lettere fortumlet i Berlin. Det sidste, han husker, er, at han sad i en sofa med Eva i førerbunkeren, mens Berlins ragnarok udspillede sig i de sidste dage af krigen. Han undrer sig over stilheden; ingen fjendtlige fly, ingen luftsirener. Intet rigskancelli. Ingen førerbunker. Hvor er rigsleder Bormann? Det er nu ikke så mærkeligt, at det hele forekommer ham fremmed - for året er 2011.

Hvad skal en Hitler dog give sig af med i den moderne verden? Ja, han skal naturligvis på tv og have sit eget talkshow. Og han har talent. Han ved præcis, hvordan han skal omgås medierne, og selv en kontrovers med en magtfuld avis vinder han. Han bliver nu berømt på tv og YouTube, som er den perfekte platform for hans gamle budskab: Jøden er stadig hovedfjenden og Tyskland har brug for ”Lebensraum”. Alligevel mødes han overalt af meget ivrige og begejstrede mennesker, specielt inden for tv-branchen: ”han er jo blot en imitation af Hitler, og han mener jo ikke det han siger alvorligt”. Og - vigtigst af alt - skaber han gode seertal. På vej til en Wagner-opera bliver han slået til plukfisk af en gruppe skinheads. Han vender den anden kind til, hvorved hans stjernestatus kun vokser. Det får alle de politiske partier i Tyskland til at starte en hvervekampagne, men han er dog tro mod sine idealer og planlægger i stedet en ny propagandaoffensiv med udgivelsen af ”Mein Kampf 2” og valgplakater med teksten ”det var ikke lige skidt alt sammen.” Skal man grine eller være bange?

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at læse bogen. Idéen om at lade Adolf Hitler genopstå i det moderne Tyskland er genial, men jeg synes ikke, der kommer en særlig god historie ud af det, nærværende bliver den aldrig. Det irriterer mig også, at Vermes på en klodset måde har flettet de mest almenkendte fakta om Hitler ind i bogen. Nuvel, der er flere sjove og satiriske passager: Da Hitler første gang oplever et tv og undrer sig over, at der er madprogrammer på alle kanalerne, da han præsenteres for pc’en og bliver meget begejstret for den tilhørende mus, eller da han konkluderer, at de fækalieindsamlende hundeluftere i Berlins gader må være sindssyge og forhåbentlig er steriliserede.    

Man kan grine af Hitler, men Vermes forfalder heldigvis aldrig til at fremstille ham som en klovn. Derimod tegner han et portræt af en storhedsvanvittig mand, der også er intelligent og som kan være charmant og medfølende. Han evner sågar rollen som matchmaker mellem to unge mennesker. Har man lov til at beskrive en af verdenshistoriens største massemordere på den måde? Det har jeg ikke noget problem med, men alle vil nok ikke være enige.  

Alt i alt lever bogen ikke op til mine store forventninger, men den bør alligevel læses, da den giver et underholdende og skræmmende bud på, hvad der ville ske, hvis Hitler vendte tilbage.