Måske Esther

Gribende, dybdegående og vigtig fortælling om en vidtforgrenet families historie og skæbne før, under og efter holocaust.

I ’Måske Esther’ prøver Katja Petrowskaja gennem en række fortællinger at samle brikkerne i sin store families historie på både sin mors og fars side. Petrowskaja researcher i sin slægtshistorie dels via søgninger på nettet og dels ved at rejse til de mange steder og byer, hvor hendes familie har levet deres liv, og der hvor deres skæbner har bragt dem, bl.a. Kiev, Mauthausen, Warszawa og Auschwitz. Hun prøver at finde sandheden om familien, hvad skete der med dem under 2. Verdenskrig, og hvor mange af de historier, hun har fået fortalt, der egentlig er sande?

Undervejs møder vi bl.a. studenten Judas Stern, en grandonkel som i 1932 myrder en tysk seniordiplomat i Moskva og vi møder hans bror, en revolutionær fra Odessa der tager dæknavnet Petrowski. Så er der Simon, som grundlægger et hjem for døvstumme børn i Warszawa, og ikke mindst møder vi Esther, Katjas oldemor, der blev skudt af tyske soldater i det besatte Kiev i 1941. Måske. For i fortællingen ’Måske Esther’, der har givet navn til hele bogen, får vi oldemorens historie. Hun blev tilbage i sin lejlighed i Kiev, da resten af familien flygtede fra byen og den tyske hær i 1941, og man mener, at hun blev skudt af tyske soldater på gaden, men ingen er sikre. For mange år senere fortæller ejendommens vicevært, at han mener at have set en skikkelse i vinduet i familiens lejlighed, den dag byens jøder blev drevet ud af byen og i døden ved kløften Babij Jar i udkanten af Kiev. En grusom massakre hvor 33.771 jøder blev henrettet over to dage i 1941. Babij Jar er også et af de steder, Katja besøger i sin søgen, og lige præcis den fortælling gjorde et utrolig stort indtryk på mig.

Katja fortæller personligt og med stor lidenskab om sin familie, sine rejser og sine mange tanker undervejs i processen. Det er meget spændende og stærk læsning, som dog også udfordrer læseren undervejs. Især fordi den er så fragmentarisk og ikke har en rød tråd. Der er også rigtig mange navne at holde styr på, og det kan måske tage pippet fra nogle læsere, for hvem er hvem, og hører de nu til morens eller farens familie? Bedre bliver det ikke at hver person kaldes op til fem forskellige navne. Eksempelvis er forfatterens farmor Margarita eller Margaritka, hun hed oprindeligt Rebekka, men fik kælenavnet Riva og blev kaldt Rita. Sådan er det med mange af navnene, og Katja bruger dem i flæng, ligesom der også hersker tvivl om mange af navnenes rigtighed. Fx er Katjas far ikke sikker på, at oldemoren rent faktisk hed Esther, for han havde to bedstemødre, babusjkaer, og en af dem hed Esther, men faren kaldte altid sin farmor Basbusjka, og hans forældre sagde begge ”mor” til hende. Så forvirringen er af og til total, og man fristes til at skrive ned undervejs. Jeg må indrømme, at jeg bladrede meget frem og tilbage – og savnede virkelig en slægtstavle i bogen.

Katjas beretning giver et fragmentarisk billede af hendes historie og hendes slægts skæbne før, under og efter holocaust. Og det giver stof til eftertanke. For tilbage sidder man med tankerne på de mange, mange skæbner der gik tabt under 2. Verdenskrig, og på hvordan livet på forunderlig vis alligevel formår at gå videre og slægter overlever trods alle odds. Måske det var værd at dykke ned i sin egen historie, for hvem ved, hvad der gemmer sig der?

Katja Petrowskaja er født i 1970 i Kiev, og bogen er hendes anden roman men den første på dansk. Hun modtog i 2013 den vigtige tyske litteraturpris Ingeborg-Bachmann-Preis for sin oplæsning af kapitlet om Oldemoren Esther fra ’Måske Esther’.

Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.