Marit Haugaard

I går var jeg i New York, jeg færdedes glad blandt kunstnere, forfattere og litterære agenter på Manhattan og i Brooklyn - jeg befandt mig i byen, der altid danser og aldrig sover.

Nå nej, jeg var ”bare” i Vejle, men det føltes som om jeg var i New York. Jeg er blevet udnævnt til brugerambassadør på Litteratursiden og blev derfor inviteret til den årlige temadag, der i år handlede om New York i litteraturen.

Kataloget er krydset af, det personlige program er printet ud, og tøj til flere dages bogmesse ligger klar til at ryge i rejsetasken. Man er klar til BogForum 2016.

Årets BogForum ser ud til at blive større end nogensinde – i al fald arealmæssigt. Man har nemlig inddraget hallerne B5 og B6 til at rumme børneaktiviteterne, som udspiller sig omkring Diagonalstræde og Spektakelmagergade. Der er både Madrasbio, børnescene og meget mere.

I 2½ år før ’Magnet’ udkom i Norge vidste ingen, hvad den norsk-danske forfatter Lars Saabye Christensen gik og lavede – bortset fra ham selv. I præcis to timer hver dag sad han og skrev, men ville ikke afsløre sit projekt for nogen, selv om hans kone muligvis havde en mistanke. Han ville være helt sikker på, at det holdt. Det gjorde det, og nu kender vi alle til det, nemlig murstensromanen ’Magnet’, som netop er udkommet på dansk i Ellen Boens oversættelse.

Årets krimimesse står for døren, og som det  efterhånden er blevet tradition, spytter forlagene krimier ud, som var de betalt for det. Det regner de selvfølgelig også med at blive :-).

Nedtællingen er startet, om mindre end 24 timer slår Fængslet i Horsens atter dørene op for krimielskere af alle køn, farver og aldre.

Man har i flere uger ikke kunnet åbne for en avis, et tidsskrift eller sit tv uden at få krimi, krimi, krimi blæst i hovedet, og  denne 16. krimimesse tegner til at blive den største nogensinde.

Krimimessen 2017 overgik igen sig selv, både hvad arrangementer og besøgstal angår.

Årets krimimesse er for længst overstået, og i Horsens er man sikkert i fuld gang med at forberede næste års messe. Programmet i år var overvældende, men det skulle det også gerne være, for man havde sneget sig ind under den paraply, der hedder ”Kulturby Aarhus 2017”, og der fulgte penge med. Pengene var bl.a. brugt til at Mystery Trail rundt på området for børn og deres forældre.

Årets program er spækket med gode navne, Morten Pape, Helga Flatland, Christina Hesselholdt – og mange, mange flere

Her i weekenden fornøjede jeg mig i hængekøjen med en artikel af Klaus Rothstein i Weekendavisen, hvor han "anmelder" forlagenes efterårskataloger. Og for et bogmenneske er det jo altid interessant at vide hvad man kan se frem til i de lange vinteraftener, flere vil med stor sandsynlighed figurere i DR/Litteratursidens romanlæseklubber.

Et arbejdsliv i litteraturens tjeneste er ikke det værste der kan overgå en litteraturnørd.

I de sidste fem år har jeg været redaktør på Vi anmelder-sektionen (tidligere Vi anbefaler) på Litteratursiden, og der findes ingen bedre måde at afslutte sit arbejdsliv på.

Den slags store ændringer står man jo overfor nogle gange i livet; en anden stor ændring fandt sted for 38 år siden da jeg afsluttede bibliotekaruddannelsen.

Hvad er vigtigst – billede eller ord? En række billed-og ordværker sætter spørgsmål ved den klassiske forestilling om illustrerede bøger.

Man taler om illustrerede bøger, dvs. bøger bestående af en tekst, der er illustreret med billeder, der understøtter teksten. Sådan kender vi det, især fra fag-og lærebøger, mens skønlitteraturen i mindre grad er illustreret, bortset fra tegneserier og børnebøger.

Krimimessens første dag var et overflødighedshorn af gode navne - garneret af det dejligste forårsvejr. Første stop var Craig Russell, der talte om 'Glasgowkysset'.

Horsens Bibliotek har gjort det igen! De har både leveret en krimimesse med et væld af spændende krimiforfattere  fra nær og fjern og sørget for strålende sol fra en klar, blå forårshimmel.

Englænderne oplever i disse år en  ny invasion fra øst - nu hedder vikingerne Jussi Adler-Olsen, Karin Fossum, Stieg Larsson, Jo Nesbø ...

Årets krimimesse er gået ind i sin sidste time. På Vesthallens scene fortæller Gretelise Holm om sin seneste bog, der ikke er en Karin Sommer-krimi, men en slags interaktiv krimi. Folk vandrer rundt mellem boderne og køber messetilbud.

"At finde den nye Hanne Vibeke Holst er som at vinde i lotteriet!"

I bibliotekets sidste åbningstimer før jul, er der mange der søger at vinde i lotteriet og få en attraktiv nyudgivelse med hjem - eller noget andet man ikke har haft tid til at læse i hverdagen.

Så sammen med Hanne Vibeke Holst ryger Carlos Ruiz Zafón, Camilla Läckberg, Jean Auel, Clara Kramer, Helle Helle og mange andre gennem udlånsautomaterne.

Og mon ikke der også ligger bøger under mange juletræer? Det gør der i al fald under mit.

Klassikere og andre populære bøger bliver ofte filmatiseret, men kan filmene leve op til det litterære forlæg?

Klassikerklubben har i samarbejde med DR arrangeret biografture både i Hovedstaden og i Århus for at se den nyeste filmatisering af Jane Eyre. Debatten om filmen kan følges i Læseklubben, og meningerne er delte.

5 døde mænd, en bedstemor med Alzheimer og en maniodepressiv bedstefar fyldte Litteratursidens udsendte medarbejders notesblok på BogForums sidste dag.

Ja, det var stærk kost på en søndag i november, men virkede ikke afskrækkende hverken på de besøgende til interviewene eller lysten til at læse bøgerne.

Jeg troede at jeg var gået forkert da Michael Cunningham trådte op på scenen: Det dér er da Michael Palin! Nej, det var det ikke, men han mindede ret meget om den engelske Monty Python-skuespiller (og forfatter).

Min næste fejltagelse gik på at jeg troede han var engelsk, for han taler det nydeligste britisk-engelsk jeg nogensinde har hørt - fra en amerikaner. Men også her blev jeg korrigeret.

Årets debutantprisvinder, Erik Valeur, mener ubeskedent at der er skrevet ringere bøger end hans debutroman. Og det har han nok ret i, 'Det syvende barn' virker som et vedkommende og læseværdigt bekendtskab.

Bogens tema ligger tæt op ad forfatterens barndom, da han tilbragte to år på Skodsborg Spædbørnehjem - der i dag er lukningstruet.

Derfor drejede samtalen mellem forfatteren og Jannik Lunn sig en del op spædbørnehjem og adoptioner før og nu og var et godt supplement til pressens dækning af den aktuelle sag.

For nogen år siden fulgte jeg en amerikansk kollegas blog med titlen "Too many books, too little time".

Mon ikke alle vi læsenarkomaner kender det? Tiden slår ikke til - der er bare for mange bøger derude, som skriger på at blive læst.

Nogen gange gør man sig hård, men som regel forbarmer man sig og tager dem med hjem - til alle de andre, der er lånt eller endog købt ud fra tanken: "Den her lille sag er da hurtigt læst".

Derfor har jeg altid gang i flere ad gangen, lige nu er det fem:

At være udset til at finde litterære nyheder til Litteratursiden.dk her i agurketiden er lidt af en uriaspost.

Der sker jo ikke noget derude.

At en krimikonge vil skrive en hel masse bestsellere, eller at Ernest Hemingway begik selvmord for 50 år siden, muligvis fordi han følte sig overvåget af CIA, kan næppe kaldes breaking news.

Men der sker noget på bibliotekerne. Folk vil have bøger - på papir, på skærm, på lyd - og det skal heldigvis ikke bare være det, alle andre læser.

Sommeren er over os, forlagene er gået på ferie og sender ingen nye bøger ud, så hvad skal man så gribe til?

Hvad med at snuppe en digtsamling med i hængekøjen, feriekufferten eller strandtasken? De er som regel lette af vægt og vægtige af indhold, men man kan berige sig i timevis med dem.

Nedenfor er blot et lille udvalg til inspiration - andre kan sikkert supplere

Alting blinker af Naja Marie Aidt

Novellegenren er lidt – og meget ufortjent – ugleset. Men hvorfor nu det? Noveller er jo korte og overskuelige og kan være den litterære vitaminindsprøjtning, du lige har brug for.

Romaner – for slet ikke at snakke om serier – er traditionelt lettere at gå til, for læseren er inde i det samme univers hele tiden og skal ikke tage stilling til nye personer og miljøer hele tiden. Men det er noget vrøvl. Novellen er fin.

Er det avisanmelderne eller er det måske en bogblog?

Jeg sidder her med det nyeste (dobbelt)nummer af Hvedekorn, og mens julefreden sænker sig, bladrer jeg adspredt i det – drukner i en tsunami af ord. Selv om jeg egentlig ikke er lyriklæser, lader jeg mig suge ind og takker Lars Bukdahl for at redde det lukningstruede tidsskrift.

Her finder man Mette Moestrup og Bo hr. Hansen, her finder man Viggo Madsen og Friedrich Hölderlin, og her finder man debutanterne, vækstlaget. Jeg bladrer og falder over

Der har verseret en fejde mellem Ib Michael og Lars Bukdahl, hvor førstnævnte anklager sidstnævnte for at overkritisere hans bøger. I lørdagsudgaven af Politiken kigger Emil Bergløv på kritikernes rolle og stiller to spørgsmål:
1) Er anmelderne for meget ude med riven, eller er forfatterne for sarte?
2) Og ligger svaret på fremtidens anmelderi måske ude på nettet, hvor læserne er?

Det er tid til status, i butikker, over livet og litteraturen, og her på årets næstsidste dag ser jeg tilbage på et år med mange læseoplevelser, flest gode.

Der er så mange bøger derude, som man gerne vil læse – hvordan får man tid til dem?

At være redaktør på anbefalingerne her på Litteratursiden er en uriaspost: Hver uge, hver dag dukker der anbefalinger op, dels fra Litteratursidens anbefalerkorps og dels fra brugerne. Alle brænder de for bøger og anbefaler dem med ildhu.

Og så får man jo lyst til at læse dem; man slæber dem hjem fra biblioteket og sætter dem ind i reolen til de andre, men når man at læse mere end et fåtal? Det er ikke nemt at blive fristet over evne.

Hvad er det med de amerikanske mænd? Mere specifikt amerikanske forfattere af hankøn.

Jeg kan simpelthen ikke læse dem. De er helt afgjort gode, men de fænger ikke. Jeg har forsøgt med John Irving, jeg har forsøgt med Richard Ford, jeg har forsøgt med Don DeLillo, men opgiver efter max 50 sider. De siger mig ikke noget.

Oppe i reolen står de tre Jonathan'er (Safran Foer, Franzén og Lethem) og truer. Også Paul Auster. Bliver de nogensinde læst?

Man sagde i en årrække at nobelprisen i litteratur blev tildelt en forfatter, ingen havde hørt om eller læst; en forfatter der skrev på et sprog, ingen kunne læse, og som ikke var oversat.

Men megen offentlighed og ståhej har der sjældent været, som man tit ser det med Fredsprisen.

Årets nobelprisvinder i litteratur falder ikke i den ovennævnte kategori, Mario Vargas Llosa er oversat til mange sprog og læses bredt, der kan således ikke være uenighed om at han er en værdig modtager.

Da jeg havde kolonihave, satte jeg mig for at læse en klassiker hver sommer. Det blev kun til 'Madame Bovary', men intentionen fejlede ikke noget. Og læsning af klassikere er selvfølgelig ikke begrænset til kolonihaver.

Litteratursiden giver gode muligheder for at dykke ned i klassikerne, danske såvel som udenlandske:

Temaerne: Nyoversatte klassikere og Morgendagens klassikere??

Krimimessens tema i år var ”Seriemordere”. De meget hypede krimier for tiden er nu ikke seriemorderkrimier, men massemorderkrimier, jeg hentyder selvfølgelig til bl.a. ”Hypnotisøren” og ”Svinehunde”.

Krimimessen dækkede emnet ved en paneldiskussion om ”Seriemord og krimifortællingens dynamik” og en meget akademisk forelæsning om ”Psykologisk gerningsmandsprofilering”.

På Krimimessens første dag blev der sædvanen tro uddelt en række priser og diplomer - og sædvanen tro var modtagerne de forventede.

Det danske Kriminalakademi uddelte Harald Mogensen-prisen for bedste danske spændingsroman i 2009 til Jussi Adler-Olsen for 'Flaskepost fra P' og Palle Rosenkrantz-prisen for bedste udenlandske ditto til Jo Nesbø for 'Panserhjerte'.

Såre forudsigeligt. Der blev ikke uddelt en debutantpris, antagelig fordi 'Svinehunde' er for ny. For det ville jo være den forudsigelige vinder med al den omtale.

 ”Jeg har lige læst en god bog! Den skal du altså læse!!!”  hører man tit fra venner og bekendte. Man kaster sig over den og efter ca. 30 siders læsning, tænker man: ”Hvad har dog fået det ellers fornuftige menneske til at rose dette makværk til skyerne???”. Man giver den 25 sider mere og håber på at vedkommende ikke finder på at spørge, hvad man synes om den.

Eller man genlæser en bog der for 20 år siden bare var den bedste læseoplevelse – men øh: ”Hvad var det nu lige jeg syntes var så godt ved den her bog?”

Litterær oversættelse er blevet sammenlignet med kaffeautomater: Man kaster et ubetydeligt beløb ind i den ene ende, og ud af den anden kommer der et produkt der vagt ligner originalen.

Dansk er et lille sprogområde, og langt de fleste må ty til oversættelser for at få del i den litteratur der skrives ude i verden. Det stiller store krav til vore oversættere, og vi har rigtig mange gode af slagsen.

Hvor langt skal man gå i ytringsfrihedens navn? Skal man være grænseoverskridende eller skal man øve selvcensur?

Ytringsfrihed, censur og selvcensur er nogle af de ting Jo Hermann, bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening og formand for den skønlitterære gruppe, tog op i en kronik i Berlingske Tidende sidste fredag og diskuterer med Poul Friis i morgen, onsdag, kl. 9.09-10.00 på P1.

Litteratursidens redaktion vil gerne takke sine læsere for året der gik, og vi glæder os til at lave litteraturside for jer i det nye år.

Godt nytår!

Martin Kongstad ville være ret vild med at læse novellesamlingen 'Han danser på sin søns grav', hvis han ikke havde skrévet den selv, betroede han Jannik Lunn og en stor skare tilhørere på BogForums første dag.

Få timer tidligere havde han modtaget årets debutantpris for bogen og er derfor en travl mand på BogForum.

I 'Han danser på sin søns grav' udstiller han i syv fortløbende noveller den kreative klasse, som han også kalder Irma-socialisterne, idet  han peger på hykleri og smagsdommeri.

Hvem skriver forfatterne for?

I Sverige har man i de sidste par måneder ført en hed debat om hvad og hvordan forfatterne skal skrive. Men hvad mener læserne?

Politikens bogtillæg kunne i lørdags berette om en ny svensk litterær strid. Tidligere har vi hørt om midaldrende, mavesure, mandlige svenske forfattere med gode anmeldelser, men få læsere, der harcelerede over svenske krimidronninger, der ifølge dem er idel facade og dårligt sprog. Det kan de i mange tilfælde have ret i.

Susanne Staun, Don Winslow, Merete Pryds Helle alias Liv Mørk, Mons Kallentoft, Anne Chaplet, Leif G. W. Persson, Helene Tursten, Leif Davidsen, Maria Helleberg og mange flere – mødte hinanden og deres læsere på årets Krimimesse i Horsens. Krimimessen er efterhånden blevet stedet hvor krimiforfatterne har deres årlige træf.