De profundis

I 1897 afsluttede den fængslede Oscar Wilde dette omfangsrige brev til sin tidligere elsker. Det er store følelser, der skrives frem fra det dybe.

”Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være mangt og meget, som vil såre din forfængelighed dybt, i dette brev, …” Således skrev Oscar Wilde (1854-1900) indledningsvis i sit på flere måder omfangsrige brev til vennen (eller hvad han nu var på daværende tidspunkt) Bosie. Og hvis Bosie, hvis egentlige navn var Alfred Douglas, havde bare den mindste smule forfængelighed i sig, hvad han givetvis havde, skal Wildes påstand nok have holdt stik. Det er nemlig ikke småting, den på daværende tidspunkt fængslede Wilde beskylder sin tidligere elsker for, men om Bosie nogensinde læste brevet, vides vist ikke med bestemthed.

Brevet kan, groft sagt, inddeles i tre faser. I brevets første del harcelerer Wilde over sin vens manglede empati, interesse, fantasi, begavelse, intellekt, kunstneriske formåen og gode opførsel samt andet i samme genre. Blandt meget andet er Wilde frustreret over ikke at have modtaget breve fra Bosie, men dette er, ved vi nu, ikke ensbetydende med, at sådanne aldrig var blevet skrevet og afsendt. Wilde var de dog ikke kommet i hænde.

Brevets andel del udgøres af et næsten filosofisk afsnit om Kristus som kunstner og de antikke, græske idealer. Det kan virke som om, at Wilde her, efter sine indledende vredes- og afmagtsudbrud, skriver sig ind til en vis optimisme, da han begynder at fundere over, hvordan han, med inspiration fra Kristus og de gamle grækere, vil gribe sin tilværelse an, når han bliver løsladt. Og således lettere opløftet munder brevet ud i sin tredje og afsluttende fase, hvor gassen er gået lidt af Wildes beskyldnings-ballon, og han derfor ser sig i stand til at runde af med følgende smukke ord:

”Du kom til mig for at lære Livets Nydelse og Kunstens Nydelse. Måske er jeg valgt til at lære dig noget langt mere vidunderligt: Sorgens betydning og dens skønhed.”

Oscar Wilde var og er til stadighed en historie i sig selv. Han beskriver, også i dette brev, sig selv som en flanør og en dandy, og samtidig priser han sit eget kunstneriske værd i en grad, som sjældent er set magen. Men man skal være ualmindeligt hård, hvis man ikke i en eller anden grad røres af den desperation, der gives udtryk i dette brev. Og de engelske fængsler var på daværende tidspunkt absolut heller ikke at spøge med. Den tidligere skønånd led så voldsomt et både fysisk og mentalt knæk, at han aldrig blev sig selv igen.

Da Wilde i 1897, efter to år på vand og brød, lagde sidste hånd på dette brev, blevet det i første omgang overdraget til Robert Ross, der var Wildes litterære eksekutor. Og det er denne Ross, der dermed er ophavsmand til brevets titel ”De Profundis”, som betyder ”fra det dybe” og oprindelig er indledningen til den 130. salme i Bibelen. En velvalgt titel, som refererer dels til fangehullet og dels til Wildes egen afgrundsdybe, indre elendighed.