Tyvens dagbog

Fransk homoklassiker om livet på samfundets bund i 30’ernes Europa er en fantastisk og udfordrende læseoplevelse.

Jean Genets autofiktive roman ’Tyvens dagbog’ er en fragmentarisk skildring af forfatterens tid som vagabonderende tyv og trækkerdreng i 30’ernes Europa. Fra land til land og elsker til elsker følger vi Genets erotiske eventyr på kanten af samfundet og moralen. Det er en poetisk, forførende og kompromisløs historie om social udstødelse, og om at finde det sublime i fornedrelsen.

Livet som omstrejfende tyveknægt og prostitueret fører den unge forældreløse Jean ind og ud af fængslet, fra Frankrig til Spanien, til Italien og videre østpå til Tjekkoslovakiet og Polen, hvor han må hutle sig igennem med det, han kan stjæle undervejs. Det er en brutal, uhumsk tilværelse blandt tyve og mordere, men Jean ser en dyb skønhed hos samfundets udstødte og hos de kriminelle. Som han skriver helt i begyndelsen af romanen, hvor han sammenligner straffefanger med blomster:

”Mænd med en svaghed for det onde er ikke altid smukke, men til gengæld er de i besiddelse af maskuline dyder. Af egen fri vilje eller i kraft af et tilfældigt valg de ikke selv har truffet, trænger de med åbne øjne og uden beklagelser ind i et skændigt og vanærende element, det samme element som kærligheden, hvis den er dyb, slynger menneskene ud i.”

Jean er på jagt efter skønheden i det grimme, og tiltrækkes af det hæslige, af volden og faren ved at leve blandt mænd, som samfundet ikke kan bruge til noget. Om en af sine elskere, den fandenivoldske Stilitano, som han nyder at underkaste sig, skriver han:

”Mine første tyverier tilegnede jeg hans skønhed, hans skamløse koldblodighed. Men jeg tilegnede dem også det enestående ved denne prægtige krøbling, hvis hånd var hugget af ved håndleddet og nu lå og rådnede et eller andet sted under et kastanjetræ, påstod han, i en centraleuropæisk skov.”

Formålet med Genets dagbog er altså at ’forædle skammen’ og ’give det gemene oprejsning’, som det siges forskellige steder undervejs. Sideløbende med den kronologiske fremstilling af hans rejser bliver der plads til en hel del selvransagelse, til erotiske drømmerier og refleksioner over moralske spørgsmål omkring vold, forræderi og homoseksualitet. Genet skriver sig ofte op imod et ’jer’, som repræsenterer det borgerlige samfund, flertallet af pæne mennesker, for hvem sådan en som Jean er det laveste af det lave.

Det er ikke nogen overraskelse, at ’Tyvens dagbog’ skabte stor forargelse da den udkom i 1948. Genets ligefremme skildring af homoseksualitet, prostitution og vold (især førstnævnte) faldt ikke i god jord hos mange læsere og anmeldere. Sidenhen har romanen dog fortjent opnået status som et hovedværk i fransk litteratur og i den europæiske homolitteratur. Romanens evne til at fascinere og provokere er ikke mindsket, selvom Genets fortælling har 70 år på bagen. Tværtimod fremstår ’Tyvens dagbog’ ­- her i Niels Lyngsøs oversættelse – frisk, skarp og aktuel, med en poetisk råstyrke og indsigt, som ikke lader sig fornægte, og som alle læsere, der tør udfordre sig selv, bør kaste sig over.