Doppler af Erlend Loe

"Vi bliver født alene, og vi dør alene. Man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst." Igen en flot norsk roman om livets værdier.

Erlend Loe er en forfatter, jeg indtil nu kun har anbefalet til yngre mænd med eksistentialistiske tilbøjeligheder. Men efter at have læst "Doppler" er jeg – en kvinde i min bedste alder – faldet pladask for en forfatter, der blev født samme år, som jeg blev student.

Alexander Doppler lever et helt normalt stræberliv med kone og to børn. En dag, da han motionerer på sin mountainbike i skoven, styrter han, og en ny verden åbner sig: "Da de værste smerter klingede lidt af, oplevede jeg en velsignet ro.  Der var kun skov.  Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk.  Pludselig var alt bare skov."

Han beslutter at vende verden ryggen og flytter ud i skoven, hvor han skal lære at leve det enkle liv og gøre ingenting, ud over at skaffe sig varme og mad. Hans eneste selskab er en elgkalv, hvis mor han på ægte jægervis har nedlagt med sin kniv for at skaffe sig kød og bytteobjekter. Det vækker selvfølgelig forargelse, men efterhånden får han selskab af andre, der vil være alene sammen med ham - hvilket må siges at være en selvmodsigelse.

Det, Doppler mest af alt ønsker at gøre op med, er det, den danske oversætter kalder "at være kompetent".  Det norske ord er 'flink', et ord der er svært at oversætte, da det har mange nuancer. Man er dygtig, pligtopfyldende og mest af alt: man gør, hvad der forventes af én hele livet igennem, det han selv har været, indtil han faldt af cyklen. Hans målsætning er nu at sørge for, at hans fireårige søn, som har sluttet sig til ham, ikke bliver 'flink'.  

"Doppler" er en lun og underfundig kritik af det moderne menneske og det samfund, vi har skabt. Det er også bogen om tre generationer Doppler og knytter sig dermed til en stribe af norske romaner om faderopgør. Da bogen begynder er Dopplers far netop død, og han indser, at den mand, som han aldrig rigtig kendte, måske ikke var helt 'flink'.  Han beslutter at hædre ham ved at lave en totempæl, der viser de tre slægtled: faderen, ham selv og sønnen Gregus. 

Derefter drager han, Gregus og elgkalven østpå for at sprede kampen mod 'flinkheten' til hele verden, og det antydes, at vi kan se frem til en fortsættelse.