Volvo lastvagnar

"Fuck you I won’t do what you tell me" - ulydighed. "Altid beredt" - spejderære. To vigtige ingredienser i Erlend Loes nye morsomme roman.

Erlend Loe hører til i toppen af norske forfattere. Han når måske ikke Ibsens eller Hamsuns højder, men han har efterhånden skabt sig et navn i Europa, og i Norge taler man nogle gange om, at en bog er meget "Erlend Loesk".

Her i Danmark hørte vi for alvor noget til Loe, da han sidste år udgav bogen "Doppler", som blev fremragende modtaget af både anmeldere og læsere.

Nu er han tilbage med "Volvo lastvagnar". Bogen er en slags opfølger til "Doppler". Den fortsætter i samme spor, men man kan dog godt læse den uden at have læst "Doppler" først.

I bogen møder vi Andreas Doppler, som stadig er på flugt fra "det at være kompetent". Med sig har han sønnen Gregus og elgen Bongo.

Den sære flok er nu nået over grænsen til Sverige, hvor de møder den dyremishandlende, hashrygende, halvfemsårige Maj Britt og den udesovende, ærekære evighedsspejder von Borring.   

Mødet får skæbnesvangre konsekvenser. Gregus og Bongo drager tilbage til Norge. Doppler, Maj Britt og von Borring tager på et roadtrip, hvor Volvo lastbiler spiller en stor rolle.

Stilen i bogen er morsom, dog engang i mellem i den lidt platte boldgade, og med mange vellykkede og mindre vellykkede sidehistorier.

Selvom bogen er ustyrlig morsom, kan man nogle gange blive lidt træt af den Anders Lund Madsenske "glad i låget" metastil, hvor forfatteren selv kommenterer begivenheder i bogen. Nogle gange ret morsomt, men for det meste ret plat og lamt.

Har du aldrig læst Loe før, kan det måske være en idé at starte med "Doppler", men "Volvo Lastvagnar" er bestemt også værd at læse, specielt hvis man holder af skæve eksistenser og humor.

Oversat af Susanne Vebel. Gyldendal, 2006. 240 sider. Kr 199,-