Stille dage i Mixing Part

Hvad der sker, når en germanofil kvinde og hendes tysklandshadende mand tager børnene med på ferie i Garmisch-Partenkirchen?

I ’Stille dage i Mixing Part’ har Erlend Loe for alvor taget skridtet ud af Norge og ind i det store udland. Nærmere bestemt Tyskland.

Familien Telemann har på tvivlsom vis reserveret en feriehytte ved det berømte nytårs-skihopsted Garmish-Partenkirchen. Sagen er imidlertid den, at udlejerne ikke forstår særlig godt engelsk og derfor har gjort brug af online oversættelsesværktøjet Google Translate. Hermed er Garmisch Partenkirchen blevet til Mixing Part Churches.

Nina og Bror Telemann er et umage par. Hun taler og skriver tysk og er i det hele taget fascineret af alt tysk. Han, derimod, afskyr alt hvad der har med det tyske sprog at gøre, og han benytter enhver lejlighed til at komme med spydige henvisninger til nazismen.

Bror er madentusiast og har af Nina fået en kogebog af og med den britiske kok Nigella Lawson. Herudover er han dramaturg, eller teatermenneske, som han selv kalder det. Han har imidlertid ikke så nemt ved at få noget ned på papiret. Når det kniber med inspirationen, har han brug for Telemann-tid. Denne tid svarer til batteriets levetid på hans kones elektriske tandbørste og udspiller sig på badeværelset.

Bror skriveproblemer bliver ikke mindre af at han og Nina har problemer i deres forhold, og at Telemann med tiden udvikler en temmelig sygelig jalousi overfor Nigella Lawson.

Udover at være underholdende er ’Stille dage i mixing part’ skrevet i et minimalistisk og meget realistisk sprog. Den er overvejende skrevet på dialogform, og som sådan kunne den minde om det teaterstykke, som Bror har så svært ved at få skrevet.