NAIV. SUPER.s hovedperson og fortæller er en ung mand på 25 år, for hvem meningen med livet er blevet for abstrakt, og hvor den røde tråd er helt forsvundet. Det har han taget den fulde konsekvens af og meldt sig ud. Han er stoppet på universitetet, har opsagt job, lejlighed, telefon, avis og er flyttet ind i sin brors lejlighed.
Da storebroderen bor og arbejder i New York i en periode står lejligheden tom. Her får fortælleren tid og rum til at genfinde sig selv og få livsgnisten tilbage. Det gør han langsomt gennem små projekter og opgaver, han kan kontrollere og overskue. Han spiller sin røde bold op ad muren i gården og køber et Brio hamrebræt, på hvilket han kontrolleret kan hamre. Han gør status ved at skrive lister, og får langsomt hold på hverdagen og livet.
Han får også en god ven i Børre, som er en dreng på 5 år, og købet af en bil fører til mødet med en ung pige, der opfordrer ham til at tage imod broderens tilbud om at besøge ham i New York. Hun mener, at det vil give ham nyt perspektiv på livet. Hovedpersonen tager udfordringen op, og rejser til New York. Sammen med broderen og Brios hamrebræt åbner han for alvor op for livet, får perspektiv og glæder sig til det, der venter, når han kommer tilbage til Oslo.
Men er den unge mand en sær eksistens, en nørd eller bare en ung mand der er i krise? Stiller han på sin egen måde skarpt på livet, tiden og eksistensen som menneske?
Gennem Loe’s hovedperson får vi mulighed for, sammen med ham, at filosofere over livet, tiden og verdensrummet. Hans naive, ja næsten barnlige og af Loe humoristisk beskrevne måde, at håndtere sin krise på, får læseren til at trække på smilebåndet samtidig med, at vi genkender nogle af hovedpersonens tanker og uro.
For genkender vi som læser ikke hovedpersonen? Er han ikke som os? Prøver vi ikke på hver vores måde at skabe orden i den moderne verdens kaos og få styr på den hverdag, vi hver har fyldt med en række individuelle aktiviteter som arbejde, studie, fitness og TV – kiggeri. Derudover er der alle de sociale netværk som familie, venner og Facebook, som vi må være en del af for at kunne sætte prædikatet på os selv som lykkelige og OK, i vores egne og andres øjne og ikke som en sær eksistens.
Loe’s hovedperson laver lister som en måde at få hold på sin tilværelse på og skabe sammenhænge på. Lister om alt mellem himmel og jord. Om hvad han har og ikke har, lister over hvilke dyr han har set i skoven og lister over hvem han ser op til. Laver vi ikke også lister? Har vi ikke hver vores lister og små ritualer for at få hverdagen til at hænge sammen og give os følelse af tryghed og mening med livet. Vi laver lister over, hvad vi skal nå, hvornår der er fødselsdage i omgangskredsen og for og imod at flytte fordi, man skal skifte job. Listerne er også med til at understrege Loe’s stramme og minimalistiske skrivestil.
At hovedpersonen, gennem barnlige og naive handlinger finder tilbage til et liv, der giver ham mening, er Loe’s måde med humor at sætte fokus på livet og den meningsløshed, tvivl og angst, de fleste moderne mennesker oplever i et livsforløb.
Spillet med bolden og hammerbrættets monotoni giver ro og kontrol, men ved at Loe tager afsæt i umiddelbare barnlige lege understreger han, at hos barnet finder vi det åbne og umiddelbare sind. Hovedpersonen husker også med glæde på gode oplevelser, han havde i barndommen. Her var livet ukompliceret og sjovt. Han var altid glad og han gik aldrig, han løb. Måske skulle han aldrig være holdt op med at løbe? Han ønsker at genfinde den umiddelbare begejstring ved livet.
En af hovedpersonens og Loe’s sidste betragtninger i romanen er netop at ”Jeg tror på sjælens renselse gennem leg og glæde”.
I Loe’s humoristiske og komiske tekst er der en underliggende kritik af samfundets selvtilstrækkelighed, af den individualisme og materialisme, der er tidens mantra. Et samfund hvor der ikke er plads til det enkelte menneske og dets behov for tid til at finde sig tilpas i sit eget liv.
Hvor de ydre krav til hvordan det rigtige og gode liv skal udforme sig, er en konstant udfordring. Normer vi alle prøver at lever op til i dagligdagen, for ikke at blive kørt ud på et sidespor og udnævnt som taber eller særling. Et liv hvor der ikke er plads til hverdagen og dens små absurditeter.
Kommentarer