Kvinden flytter ind

Erlend Loes debutroman (nu på dansk) er lige dele underspillet humor, monotoni og melankoli. Loe har sin helt egen skæve stil, som bare holder 100.

Fred kommoden! I programmet "Hjerterum" på DR skal en mand og en kvinde flytte sammen for første gang. De må hver især frede én ting, som den anden ikke må smide ud, når deres respektive indbo skal splejses sammen. Hvis jeg var kvinden i Erlend Loes debutroman, "Kvinden flytter ind", ville jeg skynde mig at frede min cremefarvede kommode.

Kvinden, Marianne, begynder at troppe op hos vores unavngivne fortæller. De kender ikke hinanden. Hun kommer et par aftener, sætter sig i hans sofa og snakker meget og længe om, hvor meget hun holder af stilhed! Efter kort tid flytter hun ind "med 12 mellemstore papkasser og en cremefarvet kommode".

Hvad gør vores fortæller så? Siger han "heraus" med mellemstore papkasser og det hele? Nej, han køber et årskort til svømmehallen. Det er på én eller anden måde meget Erlend Loesk. Der er en særlig monotoni over hans romaner, som svømningen underbygger - bane op og bane ned.

Nu lyder det måske ikke specielt sindsoprivende, men jeg synes jo, Loe er vanvittig morsom. Det er en underspillet form for humor, som bare er helt fantastisk. Der sker ikke en dyt i romanen, men altså MÅDEN det ikke sker på … Jeg har det på samme måde med Erlend Loe, som jeg har med Magnus Mills - de er bare sjove på den skæve måde.

Alt er dog ikke sjov og ballade. Helt alvorligt, så tror jeg romanen vil have os til at tænke over, hvordan vi lever vores liv. Er det det rigtige, vi foretager os? De rigtige valg vi træffer? De rigtige mennesker, vi bruger tiden sammen med? Vores fortæller vågner i hvert fald lamslået op til sidst og tænker: "Den eneste i denne verden, der skal leve mit liv, er mig".

Tyg lige lidt på den.

Nu tænker du nok: Hvad skete der egentlig med den cremefarvede kommode? Ja, den malede vores fortæller såmænd bæbrun og klistrede en gammel nylonstrømpe fast på i et anfald af jalousi. Marianne SKULLE altså ha’ fredet den …

Oversat af Susanne Vebel. Gyldendal, 2007. 158 sider.