Helvede

Loes nye roman er en satans underholdende historie, der på godt og ondt fremstiller betingelserne ved at indlade sig på et kæresteforhold til mørkets fyrste. 

”Velkommen til helvede. Åbent 24/7. Vi påtager os intet ansvar for ejendele, der forsvinder under opholdet. Lad alt håb fare.”
- Sådan står der på skiltet ved den indgang til helvede, som nyskilte Rakel på snart halvtreds en dag finder i blomsterbedet ved sit nye rækkehus.

I Erlend Loes ’Helvede’ har Rakels mand netop forladt hende til fordel for en kvinde med en perlende latter, og det er derfor et kærkomment afbræk fra disse realiteter, da hun en dag finder en lem i haven. Den åbner hun og afslører en skakt med nogle trapper, som fører ned til helvedet, der fungerer som en art zoologisk have, hvor dødelige kan få at se, hvilke torturmetoder der venter dem, hvis de ikke opfører sig ordentligt, imens de stadig har livet i behold.

Rakel køber af økonomiske grunde et titurskort og kigger på dagens program:

”Der skete virkelig mange spændende ting. Forskellige grupper blev åbenbart pint på forskellige måder på forskellige steder på forskellige tidspunkter. Her var meget at opleve. De, der aldrig blev tilfredse med deres liv, selvom de havde alle betingelser for at kunne blive det, blev pint hver dag klokken kvart over et, stod der. Se de arme djævle lide og få taget et billede af dig selv sammen med synderne. Klokken femten kunne man åbenbart få et glimt af djævelen og endda made ham. Se Satan spise, stod der. Mad mørkets fyrste med hans yndlingsmad. I kiosken kunne man købe poser med djævlemad. Og klokken atten var det satantango på Medborgerpladsen. Et virkelig fint program.”

I helvede får man løbepas for den første forseelse, men anden gang falder hammeren. Og alle synder straffes. Hårdt. Alt fra cykeltyve til de der sætter sig yderst på bussædet og dermed optager to pladser, og de der bestiller ananas på pizzaen, samt de der hader sne og råber irriteret ad børn, når de i stedet burde tale med almindelig stemme, får ørerne i maskinen. Hver og én.

Rakel ser mangt og meget, og til sidst dukker hun op til satanfodring og satanselfie. Og han ser slet ikke ud, som hun havde forestillet sig. Han har ingen af de horn, som kirkens mørkemænd ellers havde fremstillet ham med igennem århundreder.

”Tværtimod havde han en lys hørlærredshabit på med et blåmønstret silketørklæde om halsen, gik uden sko og med et udtryk i ansigtet, der var på grænsen til at være muntert. Derudover var han slank, rank og statelig og kunne måske ligefrem kaldes atletisk.”

Fra det øjeblik, hvor Rakel fodrer ham med macadamianødder, hans yndlingsmad foruden franske oste, til hun sidenhen finder ud af, at Satan faktisk ikke er så atletisk, men derimod har ondt i ryggen og en musearm, fordi han sidder for meget foran computeren, når han skal administrere helvedets torturpark, udvikler deres forhold sig. Og de bliver kærester. De bliver så meget kærester, at Rakel ikke kan fokusere på sine børn (som Satans søster Gud holder et vågent øje med, når Rakel om natten er på kærestevisit under jorden) eller sit arbejde. I sidste ende bliver hun fyret. Heldigvis står Satan klar med et jobtilbud. Rakel bliver daglig leder på det nystartede Institut for Tegn på Tiden Ende. Og hun viser sig at være et naturtalent.

Alt dufter af brændende kærlighed indtil den dag, hvor Satan lokker en champagnefuld Rakel til at skyde en dyrplager med en armbrøst. I bagklogskabens lys, synes Rakel ikke, det er etisk forsvarligt af hende, at hun trykkede på aftrækkeren, og som en undskyldning serverer hun derfor hjerteformede vafler for offeret. Men det vil Satan ikke finde sig i. Og herfra tager forholdet en drejning sydpå.

Det er intet mindre end allerhelvedes morsomt at følge parforholdets problematikker blæst op til det ekstreme i dette absurde scenarie, hvor Loe ved at lade sine læsere gå tur med ham i helvede, faktisk i stedet sender dem direkte i himlen.